Brev til Nikoline Werdelin: Min far vil holde sin kræft hemmelig

Kære Nikoline Werdelin,

Jeg læser altid din brevkasse og synes godt om dine gode råd. Nu er det mig, der er i vildrede. Vi har altid været tæt knyttet til hinanden i min familie, og jeg synes, vi kan tale om det meste – uden at jeg dog betragter mine forældre som mine venner.

For et par uger siden fik jeg at vide, at min far er alvorligt syg. Det viste sig, at han har følt sig sløj i et par måneder og har været igennem et længere udredningsforløb. Desværre har han kræft, og lægerne kan kun tilbyde livsforlængende behandling. Den besked har chokeret os alle, men jeg er faktisk også rystet over, at de intet har sagt før nu.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg kan ikke komme mig over min fars død

De inviterede min søster og mig samt vores mænd hjem og gav os beskeden samlet. Samtidig bad de om, at vores børn ikke får besked, og nu ligger det lidt i luften, at vi ikke skal tale for meget om det. Især min far lukker helt af. Jeg går ud fra, at han er i chok, men det er vel ikke vejen frem ikke at tale om sygdommen? Det er også synd for min mor, der må gå meget alene med det hele. Skal jeg insistere på, at vi taler sammen, mens tid er?

Mange hilsener, Tine

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Vi kan ikke følge med i gaveræset

Kære Tine

Det er heller ikke mit temperament med alle de hemmeligheder. Hvis noget er svært, synes jeg, det bliver lettere af at dele det. Og jeg ved ikke, hvordan man klarer tilværelsen, hvis man skal holde det vigtigste – nemlig helbredet – hemmeligt for sine nærmeste. Jeg synes, det er at tabuisere noget, der sker for de fleste. Hvis ikke vi dør af en ulykke eller af alvorlig, tidlig sygdom – bliver vi jo alle gamle og syge på et eller andet tidspunkt.

Det lyder ikke, som om hemmelighedskræmmeriet er godt for jer. Det betyder, at I ikke kan tale frit med hinanden og skal spille skuespil for børnene. Det lyder heller ikke godt for din mor – og endelig tror jeg slet ikke, det er godt for din far.

LÆS OGSÅ: Min svigerfar er en gammel gnavpot

Men… det er hans liv og hans sygdom, så jeg synes, I skal respektere hans ønske i første omgang. Det kan være, at han blot har brug for tid til selv at forstå situationen. I det øjeblik, han bliver indlagt eller forandrer udseende, kan I ikke komme uden om at tale med børnene. Selv om det er hans liv, er det også jeres virkelighed. Børn skal vide, at først bliver man født – og så bliver man syg og dør. Det er vilkårene.

Mange hilsener, Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Kan jeg forlade min syge mand?

Vil du skrive til Nikoline Werdelin og bede om et råd?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.