Brev til Nikoline Werdelin
Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg hænger på min fraskilte veninde"

"Min veninde blev forladt af sin mand. Hun har været og er stadig meget langt nede, og jeg støtter hende naturligvis, men jeg må indrømme, at det er ved at tage overhånd ..." Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline Werdelin

Jeg har en veninde, som blev skilt for et halvt års tid siden. Mens hun var gift, sås vi højst en gang hver eller hver anden måned, enten alene eller sammen med vores familier, men jeg betragter os som fortrolige, og vi har kendt hinanden i over 25 år.
 
 
Hun blev forladt af sin mand, og selv om forholdet havde knirket i nogle år, kom det som et chok for hende, at han tog den beslutning. Hun har været og er stadig meget langt nede, og jeg støtter hende naturligvis, men jeg må indrømme, at det er ved at tage overhånd. Vi bor i nærheden af hinanden, og hun kommer jævnligt uanmeldt og slår sig ned i flere timer. Min mand er på grund af sit job væk fra hjemmet i fire-fem dage ad gangen, og derfor værdsætter vi vores tid sammen. Når han er væk, er jeg alene med vores teenagebørn. Min veninde har en voksen søn, der er flyttet hjemmefra.
 
Jeg ved godt, at hun føler sig ensom og stadig er i krise, men jeg har ikke overskud til at have hende på besøg hele tiden – og det har min mand heller ikke. Er det hjerteløst af mig at sige noget til hende?
Bedste hilsner Elisabeth
 
LÆS OGSÅ: Hvordan hjælper jeg min veninde efter hendes mands død?

Kære Elisabeth

Nej, det synes jeg ikke. Netop når der er gået et halvt år, må din veninde forsigtigt prøve at gå sine egne, nye veje... hun kan ikke blive ved med at bruge jer som varmestue.
Det er jo sådan, at omgivelserne altid vil være utålmodige i forhold til den sørgende. Kun den, der er midt i at bearbejde et tab, ved, hvor utrolig slidsomt og langvarigt et arbejde, det er. Og det kommer jo oven i lønarbejde, indkøb, hundeluftning, fødselsdage, støvsugning... alt, hvad livet ellers er fuldt af. Men der er ikke andet for end at sætte den ene fod foran den anden.
 
Jeg synes, du skal sige til din veninde, at tiden er inde til at gå tilbage til normale forhold: nemlig, at hun (ligesom alle andre) ringer og aftaler besøg i forvejen. Og så må du nænsomt sige nej, det kan vi ikke. Nej, der har vi bare lyst til at være os selv. Eller ja, det kan du godt, men kun til klokken 13.00.
 
KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje
 
Nogle mennesker regredierer, når de er i krise, og opfører sig lidt som børn – og så bliver dem, der hjælper dem, en slags forældre. Det minder måske om, da dine børn var små og kom brasende med deres egne behov hele tiden. Det er rørende og fint, at vi kan være der på den måde for vores nære venner, men det skal også have en ende. Både fordi du og din mand skal have jeres privatliv tilbage – og fordi du og din veninde risikerer, at jeres relation på lang sigt bliver asymmetrisk – og det er ikke godt for et venskab.
Mange hilsner Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin og bede om et råd?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected] 
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
 
LÆS OGSÅ: Min veninde gentager sine fejl med mænd