Brev til Nikoline Werdelin
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Er min svigersøn voldelig?"

13. maj 2019
tekst og illustration af Nikoline Werdelin
"Jeg har min svigersøn mistænkt for at være voldelig over for min datter, og det er en frygtelig mistanke at bære rundt på. Jeg tør ikke at spørge min datter direkte. Hvordan finder jeg ud af, om min mistanke om hustruvold har noget på sig eller ej?" Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline Werdelin

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle søge råd i en damebrevkasse, men for at være helt ærlig synes jeg ikke, jeg kan tale med andre om det. Har prøvet med min bedste veninde, men hun synes vist nærmest, at jeg er blevet tosset!
Sagen er kort fortalt den, at jeg har min svigersøn mistænkt for at være voldelig over for min datter, og det er en frygtelig mistanke at bære rundt på. Min datter og svigersøn er begge først i 40’erne og har været gift i 14 år. Han er meget charmerende og velbegavet – og det er min datter i øvrigt også. Men de seneste to-tre år har de begge ændret personlighed. Han er blevet mere dominerende, og hun tilsvarende ”ydmyg”. Jeg har også et par gange spottet blå mærker på hendes arme – men det kan jo skyldes så meget. Jeg har spurgt til dem, men bliver fejet af. Jeg må indrømme, at jeg ikke tør at spørge min datter direkte, om han er voldelig – tænk, hvis jeg mistede kontakten til hende og til mit dejlige barnebarn på 12. Det ville være helt ubærligt for mig, der er fraskilt og nærmer mig pensionsalderen. Jeg elsker dem højt. Men hvordan finder jeg ud af, om min mistanke om hustruvold har noget på sig eller ej? Det ville være sådan en kæmpe lettelse, hvis jeg havde gjort en myg til en elefant. Med venlig hilsen EB LÆS OGSÅ: Min datter trækker sig fra familien

Kære EB

Selv om du er bange for at nærme dig emnet, synes jeg, du skal vove pelsen og prøve at tale med din datter alligevel. Før eller siden kommer sandheden frem. Og det, du siger, bliver sagt i kærlighed. Hvis der ikke er noget om det, vil hun godt kunne tilgive dig... og så har de vibrationer, du har mærket, bund i noget andet, som måske også er værd at tage op. Hvis der ER noget om det, vil hun før eller siden være dig taknemmelig.
Tavsheden er farlig, for den beskytter den eventuelle krænker, så vold og misbrug kan fortsætte i årevis. Prøv at se dokumentaren om Michael Jackson, ”Leaving Neverland”, som kan downloades på DR. Det er den dokumentar, jeg har set, som bedst har hjulpet mig til at forstå, hvordan en overgriber fordrejer hjerner. Jeg vil også foreslå dig at gå på nettet og google danner.dk og moedrehjaelpen.dk – der vil du kunne læse om, hvad man som pårørende kan gøre, og hvordan mekanismerne i et voldeligt forhold er. Hvis der er et eller andet i vejen, om det er vold eller andre ubalancer i ægteskabet mellem din datter og svigersøn, kan du ikke handle for din datter. Men du kan pirke til tabuet – og være den, der rummer det, hvis hun en dag har noget at sige. Af hensyn din egen samvittighed tror jeg, det er godt, du prøver. Hvis der absolut ikke er noget om det, vil I forhåbentlig kunne lægge hovedet tilbage og grine ad det hele om nogle år. Mange hilsner Nikoline LÆS OGSÅ: Min søns kæreste roder og sviner Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også