brev til nikoline werdelin
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: En jul uden mit barnebarn

7. december 2018
af Nikoline Werdelin
"Mit barnebarns mor er flyttet til Nordjylland med sin nye kæreste og mit barnebarn. Hvad skal jeg gøre? Mit barnebarn er mit livs store lyspunkt. Nu risikerer jeg at miste hende". Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline Werdelin

Jeg er en ret ulykkelig farmor på 64 år, som ser frem til julen med… ja, faktisk med sorg i hjertet. Måske burde jeg ikke tage det så tungt, men nu vil jeg høre din mening. Sagen er den, at mit 3-årige barnebarn er flyttet til den anden ende af landet sammen med sin mor og hendes nye kæreste. Barnets mor og min søn var aldrig gift og boede kun meget kortvarigt sammen, og det er moren, der har forældremyndigheden. Hun og jeg har aldrig været ”slyngveninder”, men hun har da givet mig lov til at være en del sammen med pigen, både til fødselsdage og som almindeligt samvær – vel i snit to gange om måneden.
Jeg elsker den lille pige, og det er vist gengældt. Men nu har moren som nævnt fundet sig en fast kæreste og er flyttet til Nordjylland med ham og mit barnebarn. Og dér har de tænkt sig at blive! Jeg er velkommen til at komme på besøg, også i julen, siger de, men de bor i en lille lejlighed og kan/vil ikke indkvartere mig. Jeg kender ikke nogen på de kanter, og min økonomi er altså ikke til at bo på hotel. Lige nu overvejer jeg at tage et kviklån for at få råd til at komme derop et par dage i julen – men det er jo heller ikke holdbart. Hvad skal jeg gøre? Jeg bor alene uden kæreste, og mit barnebarn er mit livs store lyspunkt. Nu risikerer jeg også at miste hende! Min søn er heller ikke til meget hjælp. Han har mere eller mindre ”meldt sig ud” af det hele. Suk. Hilsen Agnete LÆS OGSÅ: Mit barnebarn er på gale veje

Kære Agnete

Det er sejt, at dit barnebarn er flyttet så langt væk fra der, hvor du bor... ja, så skal der arbejdes langt mere for at holde kontakten. Inden vi taler om det, vil jeg sige, at jeg synes, du skal passe lidt på med at hægte hele dit livs lykke på et eneste barnebarn. Dels er det en tung byrde for hende at bære – dels kan du nemt blive skuffet. Børn udvikler sig – de kan vokse i alle mulige retninger, og nærheden kan svinge. Selv om du finder en måde at stille dig regelmæssigt til rådighed, er det ikke til at vide, hvordan det kommer til at gå.
Så jeg synes også, du skal lægge nogle kræfter i at finde noget mere indhold i din daglige tilværelse – noget, der giver mening og gør dig glad. Og noget, hvor du møder andre mennesker. Hvad angår julen, ja, så synes jeg, det lyder fint at tage et par dage til Jylland, hvis du kan finde et billigt vandrehjem – eller se, om du kan arrangere et boligbytte over nettet eller via Facebook. Der er sikkert folk fra Nordjylland, der skal i den modsatte retning. Ellers må du lægge gode planer for et gensyn i januar. Jeg synes, Jesus’ fødselsdag og de tilhørende forventninger, kriser, sammenstød og skuffelser gør mennesker helt psykotiske... Prøv at lade være med at gå alt for højt op i det. Mange hilsner Nikoline Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar. LÆS OGSÅ: Jeg orker ikke de ekstra børnebørn
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også