Nadia Ryding
Selvudvikling

Nadia Ryding hjælper kræftramte kvinder med at få selvfølelsen tilbage

15. oktober 2019
af Luise Thomsen, redigeret til web
Foto: Christina Hauschildt.
Efter et brystkræftforløb kan feminint lingeri med protese eller bandage være med til at give kræftramte kvinder selvfølelsen tilbage. Det oplevede sygeplejerske Nadia Ryding efter sin egen kræft­behandling. Nu har hun skabt den unikke lingeri-forretning, hun selv stod og manglede, og hjælper hver dag kvinder med at føle sig bedre tilpas efter deres sygdomsforløb.

Nadia Ryding hjælper kræftramte kvinder

Der er milevidt fra hospitalernes blege lysstofrør til den store guldlysekrone og de bløde stole i hudplejeklinikken House of Melchiorsen. Det er her, på Gyldenløvesgade midt i København, at 40-årige Nadia Ryding har lejet sig ind med sin butik CPH Femme. Her tager hun imod de kvinder, der bestiller tid til en konsultation. Nadia har indrettet både et konsultationsrum til den indledende snak og måltagning samt et prøverum med ekstra blød belysning.

– Det skal være hyggeligt, trygt og privat, og man skal ikke føle sig overbelyst af spotlights, for det er en sårbar situation, man står i efter et sygdomsforløb, forklarer Nadia Ryding.

Varesortimentet er stort og indeholder alt fra operations-bh’er og protese-bh’er til proteser og kompressionsbandager. Lingeriet er i høj kvalitet og håndplukket af Nadia Lyding selv.

– Jeg har brugt lang tid på at finde de rette produkter. Mine kodeord er kvalitet, funktionalitet og feminint. Man kan få en god bh fra 400 kroner og opefter, forklarer Nadia, som med sin sygeplejefaglige indsigt er godt klædt på til at hjælpe og rådgive.

Hun forstår den bagvedliggende sygehistorie og de affødte udfordringer. Desuden samarbejder hun med og leverer produkter til de brystkirurgiske afdelinger på både Herlev Hospital og Rigshospitalet.

Men det er ikke kun fagligheden, der giver hende indsigt. For hun har også mærket, hvordan det er at gennemgå processen på sin egen krop. Historien om CPH Femme er nemlig ikke bare en iværksætterhistorie. Den er også en meget personlig historie.

LÆS OGSÅ: Rikke Høgsted og hendes mand fik konstateret kræft den samme uge

På egen krop

I 2012 var Nadia Ryding på barsel med sin yngste søn, da hun mærkede noget uvant i sit ene bryst. Eftersom hun stadig ammede, tænkte hun først, at det kunne være en mælkekirtel, der drillede.

– Men alarmklokkerne ringede alligevel, så jeg opsøgte min læge, som heller ikke lagde skjul på, at der kunne være tale om en tumor, fortæller Nadia, der herefter bedst beskriver processen som et tog, der kører – med scanninger, samtaler, operation, kemo- og strålebehandlinger.

– Først ville de kun fjerne mit ene bryst, men som mor til to små børn var jeg overhovedet ikke i tvivl om, at de bare skulle fjerne dem begge med det samme. Da jeg insisterede, var det sådan, det endte. Jeg var heldig, at de byggede begge bryster op med silikone med det samme, så jeg har aldrig oplevet at leve uden bryster, forklarer Nadia taknemmeligt.

Efterfølgende fulgte en lang periode med kemo- og strålebehandlinger. Nadias daværende mand overtog barslen, mens hun kom sig. Psykologbehandlinger, parterapi og fantastisk støtte fra familie og venner hjalp hende både psykisk og fysisk igennem forløbet.

Hun var nu ”raskopereret” og vendte tilbage som sygeplejerske på en ortopædkirurgisk afdeling. Men noget inde i hende havde ændret sig. Hun passede ikke længere ind i hamsterhjulet, siger hun.

– De mange nedskæringer og besparelser i sundhedsvæsenet førte til et utilfredsstillende arbejdsmiljø. Jeg kunne ikke opfylde patienternes behov, og nu, hvor jeg selv havde prøvet at være patient, var det meget svært at rumme. Der var for mange ting, der ikke gav mening for mig længere.

Og så begyndte nye idéer at tage form. Nadia fik lyst til at følge en anden retning i sit liv – en retning som selvstændig, hvor hun selv kunne skabe den mening, hun savnede. Hun besluttede at tage nogle iværksætterkurser, og de kommende to år læste hun til administrationsøkonom. De første, vigtige brikker var lagt til det, der skulle blive CPH Femme.

Hessian mod huden

Hvorfor Nadias iværksættertrang lige præcis kom til at udmønte sig i en butik som CPH Femme, udspringer også af hendes personlige oplevelser. Strålebehandlingen havde forårsaget et lymfødem i hendes arm, og derfor havde hun behov for en kompressionsbandage. Men den, hun fik, fungerede ikke for hende.

– Først og fremmest var det for stift og føltes nærmest som hessian mod huden. Bandagisterne var gode til at se den fysiologiske problemstilling, men jeg havde en oplevelse af, at det var umuligt at komme i dialog omkring individuelle behov i forhold til funktionaliteten og æstetikken i det, beskriver hun.

Samme historie fik hun fra andre kvinder, der stod i samme situation som hende selv. Det var ikke altid, at kompressionsbandagerne, brystproteserne og bh’erne var optimale. Og det var bestemt ikke bagateller for de kvinder, der i forvejen kæmpede med at føle sig fremmedgjorte i forhold til deres egen krop.

– Forestil dig en brystprotese, der ikke er blød nok. Hver gang du giver nogen et kram, kan de mærke den. Det kan have store, psykiske indvirkninger. Du bliver meget bevidst om, hvordan du kommer i berøring med andre mennesker, og du føler dig måske sygeliggjort, giver Nadia som eksempel.

Hvor ville hun gerne kunne skåne andre kvinder for kedelige bandager, grimt undertøj og dårlige brystproteser. Men hvordan?

– En dag blev jeg opfordret til at tegne mit iværksætter-mål. Det gjorde jeg efter bedste evne, og kort tid efter dukkede der så et opslag op på Facebook. En hudplejeklinik søgte en lejer til en del af lokalerne. Billedet, der var i opslaget, lignede fuldkommen min tegning. En butik med guldhåndtag og en matadorgrøn farve. Jeg ved godt, det lyder langt ude, men det var helt vildt, ler Nadia.

Lokalerne blev hendes, og så var hun i gang med at udleve sin drøm.

LÆS OGSÅ: Mød tre andre kvinder, der også hjælper for kræftramte på hver deres måde

At finde sig selv

Efter endt konsultation går 90 procent af Nadias kunder ud af butikken med proteselingeriet eller kompressionsproduktet på under tøjet. For det har en enorm betydning for dem at kunne føle sig feminine og veltilpasse, erfarer Nadia.

– Det er et skridt i retning af at finde sig selv igen. Om man vil det eller ej, er vores samfund bygget op omkring udseende. Det at kunne gå gennem livet uden at skulle håndtere andres blikke, at kunne tage pænt tøj på, fordi protesen bare sidder, som den skal, eller bandagen er diskret og blød, det betyder rigtig meget for mange kvinder, slår Nadia fast.

Derfor kommer hendes kunder ikke kun fra København og omegn. Nogle rejser helt fra Bornholm eller Jylland. Ofte lægger de en konsultation ind hos Nadia i forbindelse med ferie eller andre planer i hovedstaden.

– Jeg sætter god tid af. Det tager tid at tage mål og tilpasse, men jeg vil jo også gerne lægge ører til, når de har lyst til at fortælle mig hele deres historie. Vi kommer tæt på hinanden, og det er som regel med et kram, når de går ud af butikken, smiler Nadia.

CPH Femme vokser måned for måned, men for Nadia handler fremtidsdrømmen ikke kun om vækst.

– Den handler om at kunne give så mange kvinder som muligt op-levelsen af, at de
har et valg. At de på trods af
de udfordringer, et brystkræftforløb giver, stadig kan klæde sig lækkert på og føle sig feminine.

SØNDAG støtter Knæk Cancer:

Om Nadia Ryding:

Nadia Ryding er uddannet sygeplejerske og har blandt andet arbejdet på ortopædkirurgisk afdeling på Glostrup Hospital. Siden har hun uddannet sig i administrationsøkonomi, inden hun startede CPH Femme i 2018. Forretningen består både af en fysisk butik og en webshop (besøg webshoppen her) Privat er hun gift, har selv to børn fra et tidligere ægteskab og i alt fire sammenbragte børn med sin nuværende hustru. Ud over at være iværksætter er hun aktiv i Dansk Brystkræft Organisation og studerer akupunktur med henblik på at kunne behandle bivirkningerne af blandt andet kemoterapi.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også