Flora gjorde sig fri af offerrollen
Selvudvikling

Flora brød med offerrollen: Når man ændrer sit mindset, ændrer livet sig også

5. april 2018
Af Annette Aggerbeck
, versioneret til web af Pernille Magaard Bøgh
Foto: Hanne Loop
Livet er langt fra retfærdigt, og det kan være umådeligt svært at holde sig oprejst i megen modgang. Men nogle mennesker formår at vende modgangen til noget positivt. Mød Flora Skouboe Melchiorsen, der efter en hård barndom med seksuelle overgreb og et forløb med livstruende sygdom alligevel har formået at ændre sin indstilling til livet.

Flora Skouboe Melchiorsen har altid følt sig som et ”reparationsbarn”, fordi hun blev født kun et år efter, forældrene havde mistet hendes storebror. Han døde 1 år gammel, og forældrenes sorg over storebrorens død har præget Floras opvækst. Hun har aldrig følt sig elsket af sin mor, og faderen husker Flora mest som fraværende.

– Jeg var ensom, så da en nabo viste interesse for mig, begyndte jeg at komme i hans hjem. Som 12-årig forstod jeg ikke, at hans sorte og underlige syn på verden skyldtes, at han var psykisk syg. Han udsatte mig for seksuelle overgreb i fire år, og det stoppede først, da han blev tvangsindlagt, fortæller 49-årige Flora, der set i bakspejlet mener, at moren måtte have bemærket, at noget var galt, selv om hun ikke gjorde noget ved det.

Sort livssyn

Lisbeht Zornig Andersen: Sådan er forholdet til min mor

Flora følte, at hun måtte klare sig selv. Hun blev mere og mere sort i sit livssyn og begyndte at skrive digte og teaterstykker om død og ødelæggelse.

– Jeg følte mig i ingenmandsland, især da jeg også mistede kontakten til den eneste veninde, jeg nogensinde havde betroet mig til. Jeg husker, at jeg kort efter var på Færøerne med et par venner, og at jeg på et tidspunkt sad alene på havnen og tænkte, at mit liv var nødt til at slutte. Jeg ville alligevel ikke blive savnet.

Da Flora var fyldt 20 år, ville hun til København for at blive hjemmehjælper. Kort forinden opdagede hun en stor bule i den ene side af sin mave. Hendes læge ville sende hende til scanning, men Flora fik indtryk af, at det kunne vente, og flyttede til København. Her blev hun så scannet, og det viste sig, at højre nyre ikke fungerede. Bulen skyldtes en stor væskeansamling, og Floras nyre var hævet op til fodbold-størrelse.

Lægerne kæmpede for at redde nyren, og Flora var igennem alverdens ubehagelige undersøgelser, indtil der utilsigtet gik hul på væskeansamlingen, og hun måtte hasteopereres. Hendes tilstand var livstruende.

– Da de kørte mig ind i operationsstuen, lovede jeg Gud og universet, at hvis jeg overlevede, så ville jeg slippe alt det sorte og kun tænke positivt og være taknemmelig for mit liv, siger Flora.

LÆS OGSÅ: "Min mor gav mig sin nyre"

Ud af offerrollen

Da Flora vågnede efter operationen, føltes det som et mirakel, og i dag næsten 30 år senere husker Flora tydeligt den enorme taknemmelighed, hun følte.

– Jeg kan huske, at en lægestuderende ville bruge mig som case på grund af min specielle nyresygdom. Han kørte mig i kørestol ind til sine medstuderende, og jeg blev forskrækket over at se, at der var 20 lægestuderende, der skulle studere mit tilfælde. En af dem kendte jeg endda. Det var ubehageligt at sidde dér med uglet hår og hospitalstøj og føle sig som et skravl. Jeg var kun 20 år. Jeg rejste mig fra kørestolen og forlod lokalet. Her mærkede jeg en fightervilje vågne i mig.

Flora begyndte at sætte mere pris på livet og fik ryddet op. Hun fik talt med sin mor om deres forhold. Hun konfronterede også sin overgrebsmand og fortalte ham, hvad hans opførsel havde gjort ved hende, og fik ham til at læse de mange sorte digte, hun havde skrevet.

– Jeg satte mig fri af offerrollen, og fik en følelse af, at jeg selv var herre over mit liv. Det gav mig styrke at få sluttet fred med min bitterhed over min opvækst, siger Flora, der søgte over i det meditative for også at få en kærlig vinkel på det, hun havde oplevet.

LÆS OGSÅ: Skab ro i hjernen med meditation

- Man kan ikke være herre over livet, men man kan være herre over, hvordan man vælger at håndtere det. Jeg har ofte tænkt, at når jeg ændrer mit mindset, så ændrer livet sig også. Jeg har tiltrukket mennesker, som er gode for mig, efter at jeg har ændret min livsindstilling. Jeg lever af at give min livserfaring videre til andre og er blevet underviser i meditation og mindfulness. Min mission er at vise andre den samme positive måde at være i verden på, som jeg selv på mirakuløs vis opdagede efter min sygdom. Jeg tror på, at vi gennem at ændre vores livsindstilling kan skabe store forandringer i vores liv, og det er vel lige så meget et mirakel som at overleve en alvorlig sygdom, siger Flora.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også