Kirsten Peuliche er ret sej, når det gælder, fortæller hun til SØNDAG
Selvudvikling

Kirsten Peuliche: Jeg er ret sej – når det gælder

16. april 2018
af Rikke Hast
foto: Kristian Septimius Krogh, makeup: Ulla Glud
Kirsten Peuliche forelskede sig i en islandsk fortælling om livsvalg og længsler og omsatte den til teater. Selv har hun været heldig at møde den store kærlighed to gange i livet, og hun føler sig privilegeret over, at hun fortsat har begge mænd i sit liv.

SØNDAG har mødt Kirsten Peuliche

Vi er i Nordatlantens Brygge – et kulturhus indrettet i et af Københavns charmerende gamle pakhuse. Her kan man opleve kultur og kunst fra Island, Grønland, Færøerne og det øvrige Norden, og her har vi sat skuespiller og instruktør Kirsten Peuliche stævne.

Kirsten er nemlig ophavskvinde på forestillingen ”Svar på Helgas brev”, som er baseret på den islandske forfatter Bergsveinn Birgissons roman af samme navn. En roman, der i 2012 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og som høstede mange roser fra anmelderne. Kirsten læste romanen og blev så bjergtaget af den kraftfulde og erotiske kærlighedsfortælling, at hun tænkte: Den her bog må jeg bare lave som teater..!

LÆS OGSÅ: Islands stærke kvinde brænder stadig

I forestillingen, som er produceret af Teater V i samarbejde med Dansk Turnéteater, møder vi Bjarni, spillet af Victor Marcussen. Bjarni er 90 år og tidligere fåreavler på Island. Her bor han fortsat, for her boede hans forfædre, og her er han omgivet af den natur, som han føler sig beslægtet med. Bjarni har brug for at gøre status over sit liv. For hvad er det, der har betydet mest for ham? Tog han de forkerte valg? Elskede han de rigtige kvinder? Han beslutter sig for at skrive et brev til den kvinde, han i sit liv begærede allermest. Hende, han ikke fik, men som fik hans hjerte på trods af, at han var gift med en anden.

– Det er en historie om det at være menneske og om alle de valg og dermed også fravalg, man træffer i livet, siger Kirsten, 74, der selv var i Island første gang efter at have læst bogen. Hun søgte penge i instruktørforbundet, så hun kunne rejse og blive inspireret af miljøet.

LÆS OGSÅ: Trine Pallesen: Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan

Et tungt og voldsomt valg

Kirsten Peuliche er født ind i det, hun kalder en tryg og harmonisk arbejderfamilie. Hendes far var smed, moderen var portrætfotograf. En branche, som Kirsten, der i øvrigt er uddannet dekoratør, også nåede at snuse til.

Det var noget uvant for Kirstens miljø, da hun meddelte, at hun ville være skuespiller. Hun søgte om optagelse på Aalborg Teaters Elevskole og kom ind. Det var i øvrigt her, hun mødte sin første mand, Per Pallesen, som hun har sine to skuespiller-døtre, Trine og Sofie, med. Per og Kirsten dannede par igennem 23 år og havde også et frugtbart professionelt samarbejde. I 1991 valgte de imidlertid at gå fra hinanden.

– Når man bliver skilt, er der naturligvis nogle grunde til det. For vores vedkommende var der noget, som ikke kunne forenes mere. Vi var og er meget forskellige og ville noget forskelligt. Men det var svært. Et tungt og voldsomt valg, og jeg troede, at jeg skulle dø af det, selv om jeg inderst inde vidste, at det var nødvendigt.

Alt forandrer sig

Der var en årrække efter skilsmissen, hvor Kirsten og Per ikke så hinanden så ofte, men stille og roligt begyndte de at nærme sig hinanden igen som venner.

– Jeg nåede i løbet af de år dertil, hvor jeg kunne se på Per og sige: Du er min ven for livet, men jeg kan bare ikke leve sammen med dig. Og det vidste han også godt. At komme videre handler meget om tilgivelse om at tilgive sig selv, men også den anden. Og som årene er gået, synes jeg egentlig ikke, det har været svært. For man skal jo huske, at selv om man har været rasende engang, så har man også elsket og haft det sjovt sammen. Og så får man vel med alderen en viden om, at alt forandrer sig. At intet er det samme i morgen.

LÆS OGSÅ: Benedikte Hansen: Jeg er ved at være klar til at møde kærligheden igen

Vild med Søren

Selv har Kirsten nu kendt sin mand, Søren, i tæt på 30 år. De har dermed været sammen længere, end hun og Per var det.

– Jeg elsker min mand, jeg er ganske enkelt vild med ham. Vi har været sammen i så mange år, men jeg har det som om, vi lige er blevet kærester. Det at vide, at der er en, man kan fortælle alt. En man kan være fortrolig med. Det er jeg så taknemmelig for. Jeg prøver i det hele taget at huske at være taknemmelig for alt det fantastiske, jeg har, og for, at jeg ikke er syg eller i stor sorg, siger Kirsten.

Kirsten har to døtre og seks børnebørn, og hun har set fem af sine børnebørn komme til verden.

– Det er kun en af mine børnebørns fødsler, jeg er gået glip af, fordi det helt enkelt ikke kunne lade sig gøre. Og første gang var jeg spændt på, om jeg kunne håndtere min datters smerte. Det kunne jeg jo ikke vide. Men jeg var overraskende cool, og jeg tror faktisk, at jeg var til hjælp. Jeg er lykkelig for, at jeg fik lov til at være en del af det. Liv og død – det er der, man virkelig bliver sat på prøve. Når alt er skrællet ind til det helt essentielle. Og jeg har fundet ud af, at jeg er ret sej, når det gælder, og temmelig stædig.

Kort om Kirsten Peuliche:

  • Født i 1943
  • Uddannet skuespiller fra Aalborg Teaters Elevskole i 1966
  • Bosat på Frederiksberg
  • Gift med Søren Iversen
  • Mor til trine og Sofie Pallesen, som hun har sammen med sin eksmand, Per Pallesen.
  • Mormor til seks skønne børnebørn i alderen 5-17 år.
  • Kendt fra bl.a. Byens Bedste Bryster, Hjørringrevyen, Nissebanden og en stribe film og teaterforestillinger.
  • Aktuel med "Svar på helgas brev", en monolog-forestilling, som til efteråret kan opleves rundt omkring i landet.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også