Forbrugereksperten og historikeren: Derfor er mad kilden til sammenhold

Mad er en livsnødvendighed, og mange af os foretrækker at indtage særligt aftensmåltidet i selskab med andre. I fællesspisningen knytter vi nemlig vigtige relationer, og derfor betyder den så meget for vores samvær med hinanden i det daglige.

Det forklarer Anne Glad, 46, forbrugerekspert og forfatter til bogen ”Danskernes mad”, der handler om vores madkultur.

– Det traditionelle aftensmåltid kan tilbyde et fællesskab, og det kan give en fornemmelse af nærvær, som kan være svær at opnå andre steder. I gamle dage gik man i kirke hver søndag og fandt et fællesskab dér. I dag kan det være svært at finde betydningsbærende fællesskaber, så derfor er der meget, der hviler på måltidet.

LÆS OGSÅ: Anne Glad Wagner: Vi kan sagtens vente med at gå ud og spise en syv retters menu

Vi vil have samvær omkring bordet

I en travl hverdag kan det for nogle være vanskeligt at finde tid til den gode, hjemmelavede mad og ikke mindst til selve mødet omkring middagsbordet. Men alligevel er netop den del vigtig for mange af os, hvorfor vi som regel gerne forsøger at prioritere den.

– I ugens løb kan det være svært at få måltidsambitionerne til at hænge sammen, hvorfor nogle vælger at bruge mindre tid på at fremstille maden. Men man holder ikke desto mindre fast i, især i familierne, at det er vigtigt at spise sammen – og helst uden skærme ved bordet.

I det hele taget skal vi ikke satse på, at samværet omkring middagsbordet, om det er ved højtider eller på hverdagsaftener, går hen og forsvinder, mener Anne, og det er der én simpel grund til.

– Middagen er et sted, hvor vi relativt ufarligt kan hente et fællesskab i noget, som i forvejen er en livsnødvendighed. Derfor, tror jeg, er måltidet et anker, vi bliver ved med at holde fast i.

Besættelsen gjorde husmødre opfindsomme

For historiker Dorthe Chakravarty, 47, var der især én ting, der overraskede hende i arbejdet med sin nu anmelderroste bog, ”Husmor i en rationeringstid”, der fortæller historien om madlavning med stramme restriktioner og varemangel under besættelsen.

– Der hersker en forestilling om, at kvinder i gamle dage bare kunne lave mad. De rullede den ene rullepølse eller flæskesteg ud af ærmet efter den anden. Og der var da også en anden formåen i et køkken. Men når det er sagt, så var der mange kvinder, der faktisk ikke vidste, hvad der var op og ned på en høne, fortæller Dorthe.

Så da krisen tvang dem ind i køkkenerne, skulle mange kvinder først til at lære at sylte, salte og få maden til at strække sig i længere tid.

– Det betød noget, at man var sammen og kunne spise god mad. Det er ikke sikkert, at der var så megen mad, men der skulle i hvert fald være nok til alle. Så maden var et værn imod ondskab og verden derude. Den blev et frirum.

LÆS OGSÅ: Vi strikker et fællesskab sammen

Madfællesskaber opstod af nød

At det akkurat var maden, der samlede familier om middagsbordene, er ikke mærkeligt, mener Dorthe. Forklaringen er, at mad var noget, som alle – kvinder, mænd, unge og gamle – kunne samles om hver dag. Det særlige fællesskab, der opstod i køkkenerne under besættelsen, hvor alle måtte spinke og spare og være ekstra opfindsomme, resulterede også i, at nye måltidskulturer blomstrede op.

– I kogebøgerne kan man læse, at det var helt i orden, at man bad folk om at tage rationeringsmærker med, når man inviterede gæster til spisning. Så opstod sammenskudsgilderne, hvor man bad sine gæster om at tage mad med. Det er noget andet i dag at skulle sige: Ja, du er velkommen, men gider du lige selv at tage brød med, pointerer Dorthe. Pointen i de formanende ugeblade var, at sammenskudsgilderne var en hyggelig måde at mødes på, og ingen blev sure.

Men en anden ting er og forbliver den samme, for selv om der herskede en anden fællesskabskultur i 1930’erne – Dorthe fortæller om gamle fotos af forsamlinger på over 100 mennesker til helt almindelige selskaber – så er mødet hen over middagsbordet lige så essentiel en del af vores dagligdag i dag.

– For det er jo stadig her ved bordet, vi mødes, og det er omkring maden, at folk samles.