Sociolog Birthe Linddal Jeppesen om den nye generation af ældre
Karriere og penge

Eksperten: Alle ældre har ikke et frit valg

15. april 2018
af Gitte Jørgensen
Her får du sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesens perspektiv på temaet ”De nye ældre” i SØNDAG nummer 16. Birthe Linddal Jeppesen mener, at det kun er en lille gruppe af de store generationer fra under og efter 2. Verdenskrig, der har en krop og en genetik til at kunne fortsætte i arbejdslivet som 75 årige. De fleste er slidt ned eller har ikke passet på sig selv.

Eksperten om "De nye ældre"

Kunne du tænke dig at fortsætte med at arbejde, når du er 75 år eller derover? Selv om langt de fæeste i den alder er gået på pension, findes der kvinder, der ikke kunne drømme om at forlade arbejdslivet. De, der er født under 2. Verdenskrig, og babyboomerne, der kom efter, har hele deres liv revolutioneret kvindelivet. Og nu revolutionerer de også måden at være ældre kvinde på. I temaet i SØNDAG nummer 16 kan du møde tre kvinder, som stadig er i fuld gang. Her får du ekspertens perspektiv på "De nye ældre".

- Der er ingen tvivl om, at vi er i en tid, hvor folk lever længere og har flere muligheder for at skabe deres egne liv. Alderdommen kan for mange være en mulighed og en livsfase, hvor man (igen) realiserer sig selv og lever sine drømme ud. Og krigsgenerationen, som blev til 68’erne, er jo dem, der for alvor for første gang i historien fik mulighed for at forme deres eget liv. Dem, der fik lov til at tage en videregående uddannelse, havde fri adgang til universitetet, jobmarkedet og en stigende velstand i 1960erne, siger sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesen, som dog også supplerer med at sige, at der er et ”men”. For selvom man måske er en ”68’er”, der har lyst til at fortsætte, er det langt fra givet, det kan lade sig gøre.

- Når du kommer over 70 år, kan livet spille dig et puds. Du bestemmer ikke helt selv, om du vil have et fedt job. Der er mange faktorer, der spiller ind. Folk er født med en genetik. Nogle kan en masse. Andre har en krop, der ikke er genetisk godt udrustet, og så er det ligegyldigt, om du har drukket grøn te, motioneret og spist sundt hele livet.

LÆS OGSÅ: Bodil er bedemand: Jeg får meget mere, end jeg giver

Birthe Linddal Jeppesen siger videre, at størstedelen af dem, der er 70 til 80 år i dag, har haft fysisk krævende jobs, og mange har heller ikke levet sundt.

- Mange i denne her generation motionerer ikke. De tager bilen, de spiser kager og drikker rødvin. Det er en generation, der er gode til fællesskaber, så de har altid spist og drukket meget. Det er først de sidste tyve år, at vi er blevet fodret med, hvad vi kan gøre for at leve et sundere liv. Og det er kun en lille gruppe af 68-generationen, der har taget den yngre generations livsstil til sig og drikker ingefær og tager på vandreture. De fleste har ikke været gode til at passe på sig selv.

LÆS OGSÅ: De gør op med aldertyranniet: Alder ingen hindring

- Det er derfor en meget splittet generation. Det har noget at sige, hvordan du har levet dit liv. En del af dem, der har levet sundt og motioneret, og som har haft jobs, der ikke har slidt dem ned, kan regne med at blive rigtig gamle, måske ligefrem 100 år, og så er det jo ingen sag at arbejde, når man er 75 år.

- Men hvis du har været landmand, rengøringskone eller betonarbejder – og samtidig har en del skavanker – er det ikke sikkert, du kan arbejde eller blive så gammel. Der er ikke frit valg for alle. Selvom man måske har lyst til at blive på arbejdsmarkedet, er det heller ikke givet, man får lov til det, for det er stadig sådan, at den unge arbejdskraft er den attraktive. Det er ofte de selvstændige og freelancerne, der selv kan bestemme, om de vil blive på arbejdsmarkedet, slutter Birthe Linddal Jeppesen.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også