Anne-Lise Jordhøj er frivillig vågekone - Aarhus frivillighovedstad 2018
Arbejdsliv

Anne-Lise er vågekone: De kan mærke, at vi er der

Anne-Lise Jordhøj synes ikke, at døden er skræmmende, men ingen skal dø alene. Derfor har hun også siden sin egen mors død vidst, at hun ville være frivillig vågekone, når hun gik på pension.

Anne-Lise er frivillig vågekone

I mere end 20 år har Anne-Lise Jordhøj, 71, vidst, at hun ville være vågekone, når hun en dag gik på pension.

– Det er jo forfærdeligt, når nogen ligger alene, når de dør, siger Anne-Lise, der tog beslutningen efter sin egen mors død.

Hun fortæller, hvordan hendes mor lige var udskrevet fra sygehuset og flyttet ind i en beskyttet bolig.

– Dagen før havde min søn været hos hende for at hænge billeder op, og hun havde glædet sig til sit nye hjem. Så blev jeg ringet op på mit arbejde. Hjemmeplejen havde fundet min mor liggende død ved spisebordet, hvor hun var gledet ned på gulvet fra sin stol, og ingen ved, hvor længe hun havde ligget der. Det var så forfærdeligt – havde hun ligget der og råbt om hjælp?

For to år siden gik Anne-Lise på pension efter 27 år som social- og sundhedshjælper. Hun føler sig ikke nedslidt af arbejdet, fordi meget af hendes arbejdstid gik med administration. Hun var tillidskvinde for 250 medarbejdere i Viby-Højbjerg-distriktet under Aarhus Kommune. Og hun har holdt sig i gang med fysisk aktivitet.

– Tidligere spillede jeg håndbold og svømmede – nu går jeg til yoga, og så cykler jeg meget.

Samtidig med pensioneringen blev Anne-Lise tilknyttet vågeteamet under Viby-Højbjerg-
distriktet.

– Vi er fem-seks, der sidder, og desuden er der tre vågekoner, som holder pause for tiden. Vi sidder omtrent lige ofte i private hjem og på distriktets plejehjem, og når vi bliver kontaktet, kan vi til enhver tid sige nej til at komme. Både jeg og de andre har det rigtig godt med det, vi gør, men derfor kan der alligevel være dage, hvor vi ikke har det psykiske overskud.

 

LÆS OGSÅ: 76-årige Gunver Juul arbejder stadig: Jeg holder ikke op med at bidrage

Fredfyldt stemning

Vågekoner tilkaldes, hvis den døende enten ikke har nære pårørende, eller de bor i udlandet. Eller hun kan være aflastning for slægtninge, der sidder hos den døende.

– Sygeplejerskerne ved, hvornår de skal ringe. Det er først, når en patient er uafvendeligt døende. Patienterne er som regel sovende det meste af tiden, men det sidste, der forsvinder, er hørelsen, og der er ingen tvivl om, at de kan mærke, vi er der. Hvis det er i et privat hjem, sætter jeg mig i stuen med et strikketøj eller en bog med døren åben til soveværelset. Der er en særlig fredfyldt stemning, og jeg kan godt lide at sidde om natten. Som vågekoner holder vi øje med, når patienten dør. På plejehjemmet kan vi tilkalde hjælp ved at trække i snoren. I private hjem har vi telefonnummeret til døgnplejen i kontaktbogen. Så må vi gå afsides for at ringe, hvis vi tror, det er ved at være slut.

Anne-Lise synes, hun selv er blevet mere afklaret i forhold til døden gennem sit virke som vågekone.

– Jeg talte engang med en meget klog kvinde, en sygeplejerske på 96 år, der fortalte mig mange gode ting om, hvordan man kan mærke, når man er ”mæt af dage”. Hun følte, hun havde været der for sine nærmeste i den tid, de havde brug for hende, så hun tog en beslutning om at dø og døde i løbet af en uge.

Det er typisk de rigtig gamle mennesker, Anne-Lise møder i sin funktion som vågekone.

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

– Og selve døden er ikke skræmmende. Der bliver bare helt stille, når døden indtræffer. En særlig ro, som om livet ganske stille siver ud. Men når jeg oplever mennesker, der dør i alt for ung en alder, giver det ikke nogen mening. Min brors kone, Helle, blev kun 56 år. Jeg er meget troende, og jeg må virkelig spørge mig selv, hvad Gud dog tænker på, når han tager en som Helle frem for hende på 100.

Mens vi taler sammen om døden, er der for Anne-Lise også et nyt liv inden i hendes bevidsthed.

– Min datterdatter er ved at føde sin dreng nummer to, så jeg har snart to oldebørn – foruden fem børnebørn, en søn og en datter. Så jeg håber da at blive her mange år endnu.

Og ja, det hedder vågekone. Der er endnu ingen mænd tilmeldt den funktion i Anne-Lises område, men det kommer nok ad åre, mener hun. Det skal først og fremmest være noget, man selv har det godt med. Ellers kan man heller ikke give noget fra sig.          

LÆS OGSÅ: 3 kvinder: Pensionistliv nej tak

Europæisk Frivillighovedstad Aarhus 2018

I år bliver Aarhus hædret som byen, hvor den frivillige indsats er særlig markant, og hvor tusindvis af mennesker hver uge gør en forskel. Aarhus har derfor fået titlen Europæisk Frivillighovedstad 2018 tildelt af den europæiske frivillighedsorganisation, CEV. Dommerpanelet har lagt vægt på, at Aarhus har en god tilgang til at koble sin frivilligpolitik med politik og strategi for arbejdsløshed, sundhed og social inklusion. Tidligere frivillighovedstæder som London, Barcelona og Lissabon har oplevet, at titlen har øget det frivillige engagement og skabt opmærksomhed om aktivt medborgerskab. Aarhus har en stærk tradition for frivilligt arbejde på vidt forskellige områder – fra sportstrænere i lokale klubber til besøgsvenner på plejehjem foruden kultur, events, turisme og meget mere. Året igennem bliver det frivillige arbejde markeret og fejret ved en række events. Læs mere på frivillighovedstad.dk