Brev til Anna Mejlhede: Svigermor drikker for meget

Kære Anna,

Min dejlige svigermor drikker alt for meget. Hun er 75, bor på samme vej som min mand og jeg og vores tre børn, og hun er hjælpsomheden selv.

Hun bor alene, har gjort det, lige siden jeg mødte hende for 30 år siden, og hun arbejder jo ikke mere. Så hun ”skylder” jo sådan set ikke nogen at holde sig ædru.

Alligevel påvirker det min mand og mig utrolig meget, at hun starter sit rødvinsdrikkeri allerede ved 19-tiden (vi ved det, for hvis man ringer til hende deromkring, lyder hun godt snalret).

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Kan mine erfaringer stadig bruges?

Lyset bliver slukket hos hende ved 20-tiden, kan jeg se, hvis jeg går forbi, når jeg lufter vores hund.

Hun står til gengæld tidligt op, og er hun til middag hos os, drikker hun ikke påfaldende meget. Det foregår tilsyneladende kun, når hun er alene. Min mand har konfronteret hende (kærligt og velment) flere gange og har sagt, at han ikke kan undvære hende.

Han er enebarn og har ikke nogen familie ellers. Men hun nægter at komme i behandling og vil helst have, vi blander os udenom. Hun ­erkender dog, at hun drikker for meget. Hvad gør vi? Vi bør vel respektere, at det er hendes valg.

Dbh,
Den bekymrede familie

Kære bekymrede familie,

På den ene side har I ret i, at svigermor er en voksen kvinde, der selv bestemmer over egen krop og liv. Men det er ud af kærlighed til hende, at I blander jer.

Ofte kræver det andre øjne end vores egne at blive bevidst om, hvorfor vi hænger fast i en vane eller et mønster, der er til skade for os selv.

Vi har brug for lyset fra de menneskers blikke, som kender og elsker os, for at kunne se os selv mere klart. Omsorg udsprunget af samhørighed kan derfor aldrig være utidig indblanding.Derfor synes jeg roligt, I kan gå mere ind i denne problemstilling.

Den iagttagelse, at svigermor ikke drikker, når hun er sammen med jer – men kun når hun er alene, får en klokke til at ringe i mit hoved. Nu bor hun jo tæt på jer, og I ser hende ofte. Så langt, så godt, og hun ved, I er der for hende.

Men det kunne godt lyde, som om svigermor bærer på en ensomhed, end ikke jeres kærlige og jævnlige selskab kan dæmme op for. Selv om I udgør kernen i hendes liv og glæde, så er vores forældre også mennesker med behov og længsler, der ikke altid kun kan mættes af deres børn.

Måske skal jeres støtte og opmærksomhed i første omgang rettes mod at give svigermor et skub ind i nogle flere og andre fællesskaber?Netop aftentimerne kan være kritiske, når man bor alene.

Ikke alle trives lige så godt med det, som omgivelserne tror, fordi man har gjort det i utallige år.

I mine år som sognepræst har jeg talt med mennesker, der forklarede, hvordan de havde det, som om livet lukkede sig gradvist i, efterhånden som de blev ældre.

Især husker jeg en kvinde beskrive det sådan, at når hun vendte hjem til sig selv efter en aften i familiens skød, fik hun følelsen af at folde sig selv pænt sammen på en hylde til senere brug. Hun understregede, at det ikke var, fordi hun følte sig glemt af familien på noget tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Skilsmisse-jul med barnebarnet

Det var mere erkendelsen af, at hun ikke længere delte liv og tanker med andre i verden end dem. Og når de ikke lige var der, vidste hun ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv.

For mange mennesker er det en livskrise at holde op med at arbejde. Det indledende brus af frihed kan forvandles til en lammende følelse af tomhed. Den indbyggede identitet.

Viften af muligheder og den daglige omgangskreds, der tidligere var så naturligt til stede, kan virke indskrænket til det ukendelige selv mange år efter, man har taget hul på sit otium.

Sagt på en anden måde: Når erfaringerne om livet overstiger forventningerne til det, kan det føles, som om alting går mere og mere i stå. Måske er det sådan, svigermor har det?Hvordan ville det lyde for jer, hvis nu I hjalp svigermor med at finde forskellige sammenhænge, hun kan blive en del af? Bogklubber, strikkeklubber, kurser på Folkeuniversitetet, FOF?

Et eller andet, der kan tilføre svigermors dagligdag lidt af det udsyn til verden omkring sig, hun måske savner. Jeg vil vove den påstand, at hun så ikke runder af ved at gå hjem og drikke sig fuld i rødvin alene.

I er svigermors nærmeste netværk og glæde. Brug den tillid, I har imellem jer, og vis hende, hvor meget I virkelig ser hende ved at tage hendes ensomhed alvorligt.

Giv hende det kærlige puf, der skal til, for at hendes seniorliv kan folde sig ud i stedet for at drukne på bunden af et glas. Måske er det dén behandlingsform, der skal til?

Kærlig hilsen,
Anna