Foto: Hanne Ravn Irving
Rejser

Vandring gør godt for krop og sjæl

At gå i Madeiras storslåede natur blandt hortensiaer og cedertræer er aktiv ferie, når den er bedst. Vi spiser autentisk mad undervejs og nyder fællesskabet med de andre i gruppen.

Der dufter af regnskov og alting er grønt, grønt, grønt. Vi er 16 personer, der fra vores lille hotel i Madeiras største by Funchal er blevet kørt midt ind på øen. Nogle af os har før været på vandreferie, og for andre er det første gang. Vi er singler, ægtepar og venindepar og vidt forskellige, men vi finder meget hurtigt sammen og får nogle gode grin, når vi med vandrestøvlerne snøret bevæger os rundt i øens storslåede natur. Med os har vi vores dansktalende guide Igor Mouro, der er portugiser. Han er et omvandrende leksikon, som fortæller om øens historie og dens indbyggere, mens han vandrer derudaf. Når man vandrer, kan man tænke eller lade være. Man kan snakke eller lade være. Og vi har ikke travlt.

Tryg midt midt på en bjergvæg

Vi går på kanten af de ældgamle vandingskanaler - levadaer - eller på stierne langs med. Til den ene side falder bjergvæggen 800 meter næsten lodret ned, og laurbærtræer, trælyng, enorme cedertræer samt vilde blåbær klamrer sig til underlaget. Til den anden går bjergvæggen stejlt op. Små kilder springer ud af klippen, og vandet pibler ned over mosser og miniaturebregner. Alligevel er vi trygge, fordi der på vores højre side er et hegn konstrueret af solide jernstolper med flere tykke reb imellem.

Slip fri af hverdagen

Med os har vi små rygsække, vandflasker, lidt frugt og måske et vabelplaster, og vi nærmer os dagens mål »Den grønne gryde«, hvor vandfald falder mange meter ned. Dagens tur varer fem-seks timer.

De øvrige dage er turene lidt kortere og ender med frokost på en lokal restaurant.

De fleste i gruppen er fysisk aktive i hverdagen – spiller golf, cykler, løber eller er bare vant til at gå. Det viser sig, at flere af deltagerne er blevet enker eller enkemænd inden for de seneste år. Det betyder på ingen måde, at de går og er triste eller taler om deres tab. De bruger vandringen meget konstruktivt.

– Savnet kan fylde rigtig meget, hvis man blot ligger ved en strand. Det er rart at være aktiv både på ferier og derhjemme, siger en af deltagerne, der er rejst af sted med sin gode ven, som også er blevet alene efter ægtefællens død.

Sukkerrør og bananplanter

Levadaerne blev oprindeligt bygget af portugiserne og især deres slaver i 1400-tallet. De ville nemlig dyrke sukkerrør her, præcis som spanierne gjorde det på nogle af de kanariske øer. Og sukkerrørene krævede store mængder vand, så derfor skulle vandet fra bjergene via kanaler transporteres ned til det tørre lavland.

Senere flyttede sukkerrørsproduktionen til Brasilien, men vandingskanalsystemet, som strækker sig over ca. 2.300 kilometer, bruges stadig og holdes ved lige af myndighederne. I dag nyder Madeiras omfattende frugt og gtrøntproduktion og øens velkendte blomsterhav godt af vandet fra bjergene.

Vil du også på vandreferie?

Oprindelig var Madeira dækket af skov og helt ufremkommelig. I dag er øen let at komme rundt på via den EU-støttede infrastruktur.

De store buske med røde juleroser, lyseblå hortensiaer, eksotiske frugter og grøntsagsproduktionen oplever vi på en af vores andre vandreture længere nede i terrænet og et helt andet sted på øen. For nogle af os er det første gang, vi ser, hvordan et papayatræ ser ud. Igor viser os forbudte vandslanger langs levadaen.

– Nogle bønder prøver at få mere vand, end de betaler for, forklarer han.

Vandretur i vulkansk landskab

Vi vandrer i snit fire-fem timer om dagen. Bliver hentet af minibussen ved hotellet efter morgenmad og kørt til et nyt naturområde. Først på eftermiddagen, når vi rigtig sultne frem til en lokal restaurant og bliver beværtet med egnsretter og lokal vin. Derefter er kan man godt trænge til en eftermiddagslur, og den kan man så passende tage hjemme ved poolen.

Læs om flere vandreferier her

Den vandretur, der landskabsmæssigt stikker mest af fra de øvrige, går til øens østligste spids. Her ses det tydeligt, at Madeira er en gammel vulkansk ø, hvor der dog ikke har været udbrud i omkring en million år. Men i det grønne, bakkede landskab findes dramatiske skrænter ud mod kysten med synlige spor af datidens vulkanudbrud i mønstrene og lagene.

Ikke langt herfra ligger den gamle hvalfangerby Canical med museet, der fortæller historierne om hvalfangerne, som i åbne træbåde harpunerede kaskelothvaler. Den sidste hval blev fanget i 1975, og i dag gør man meget for give både hvaler og sjældne sæler mulighed for at leve fredeligt i farvandene omkring Madeira.

Læs mere om: