Rejser

Stockholm - Sprudlende kultur og grønne åndehuller

Vi er taget til Stockholm for at teste, hvad der har givet byen prisen som Europas første Miljøhovedstad 2010. F.eks. ved at bo på et miljørigtigt hotel og tage på cykeltur i Ecoparken.

Cyklen er blå som himlen og det svenske flag, den er god og gedigen af mærket Kronan med brede dæk, som snildt klarer grusstierne, der smyger sig langs kysten med prægtige herskabsvillaer og ind i skoven mellem krogede ege og letløvede birketræer.

Dagen er endnu ung, og jeg har sat formiddagen af til en cykeltur - midt i Stockholm og midt i naturen.

Jeg er på jagt efter det miljøbevidste Stockholm. Eksempler på dét, der har givet byen EU-prisen som Europas første Miljøhovedstad 2010.

Af samme grund har jeg indlogeret mig på det svanemærkede Scandic Hasselbacken på Djurgården i Stockholm.

Den svenske hotelkæde er frontløber i kategorien miljørigtig hoteldrift og har som mål at være 100 pct. miljøneutralt i 2025.


Hotel Scandic ligger med en fantastisk ud-
sigt over mod Gröna Lund og Skeppsholmen.

Det er ikke fordi, det historiske hotel på Stockholms kendte forlystelses-ø lyser langt væk af miljørigtighed.

Bortset fra at små engangsflasker med shampo er erstattet med en stor stationær, at morgenmaden er økologisk, og at der i stedet for dyrt mineralvand fra bryggerier serveres godt vand fra hanen, tappet på specieldesignede flasker af genbrugsglas.

Men som gæst kan man selvfølgelig heller ikke se, at alt linned vaskes på svanemærket vaskeri. For blot at tage ét af utallige eksempler. Endsige at hotellet også engagerer sig socialt i nærmiljøet.

På cykeltur i Ecoparken

Der er også gratis cykler til låns for hotellets gæster. Det skal prøves.

Det samme skal verdens første national-bypark, den 27 kvm store Ekoparken, som Djurgården er del af. Parken strækker sig som en grøn lunge i et bælte fra Skeppsholmen i vest til Fjäderholmarna i øst.

Jeg cykler først forbi de to forlystelsesparker Gröna Lund og Skansen, drejer så til højre ind i skoven mod Waldemarsudde med det fine museum med svensk kunst fra 1900-1950, Prins Eugens Waldemarsudde.

Det er ikke åbent endnu, så jeg nøjes med at nyde den smukke park og udsigten over mod bydelen Söder, der ligger på sin ø. Videre ad stien langs kysten og ind i skoven igen.


Rosendahls Trädgård midt på Djurgården er
økologisk gartneri, restaurant, café og bestemt
en omvej værd.

Jeg gør holdt ved Rosendahls Trädgård. Intet mindre end et økologisk paradis for enhver, der interesserer sig for have, blomster, grøntsager og god mad.

Selv om den kun er 10 minutter over åbningstid klokken 11, er her allerede et mylder af mennesker. Unge mødre med klapvogne, veninder af ældre årgang på udflugt, ægtepar, studerende, pensionister.

Nogle er allerede i gang med frokosten, andre køber planter i drivhusene ved siden af, går tur mellem frugttræerne eller i køkkenhaven, slikker sol, nyder livet.

Söder og SoFo

Det hedder sig, at Stockholm består af en tredjedel grønne områder, en tredjedel vand og en tredjedel by. Og nu kalder bylivet.

Så hvad er lettere end at hoppe på den lille færge, der går hvert 20. minut fra Gröna Lund på Djurgården til Slussen, hvor Gamla Stan på Stadsholmen mødes med Södermalm. Det er netop bohemede Söder, der trækker.

I dag er det tidligere arbejderkvarter spækket med hippe cafeer og butikker med både mad og mode. Af den afslappede slags.

Det er også her, Bondens Egen Marknad med økologiske råvarer fra landbrug i nærheden holdes på Katarina Bahngatan lørdage i sommerhalvåret.


Bondens Egan Marknad, hver lørdag i
sommerhalvåret på Katarina Bahngaten.

Det sydøstlige hjørne af Söder, syd for Folkungatan, går under navnet SoFo.

Jeg falder pladask for den afslappede, chikke atmosfære, som sagtens kan måle sig med Soho'erne i London og New York.

Og beslutter, at næste gang jeg er i Stockholm, vil jeg bo på det lille Columbus Hotell, der har sin egen hyggelige sjæl og er nabo til SoFo.

Jeg slutter dagen med middag på Hermans på Fjällgaten, højt på klipperne med fantastisk udsigt over havet, Saltsjön, over mod Skeppsholmen og Djurgården.

Her er stuvende fuldt på en ganske almindelig onsdag aften. Ikke af turister, men Söders egne indbyggere, der kommer for at nyde buffeten med gedigen økomad til rimelige priser.

Sejltur til skærgården

Det ville være en stor skam ikke at besøge skærgården, når man nu er i Stockholm. Specielt når den findes tæt ved centrum og rent faktisk er del af Ecoparken.

Så næste formiddag hopper jeg på båden ved Nybroplan, og 25 minutter senere lægger vi til på Fjäderholmarna, en lille klynge småøer i Stockholms havneindløb.


Skærgårdsidyl på Fjäderholmarna.

Stora Fjäderholm er et yndet udflugtsmål for både stockholmere og turister. En varm sommerdag er ensbetydende med rigtig mange af slagsen.

Mit besøg er endnu tidligt på sæsonen, så her er ikke overfyldt.

Hverken på havnen med den lange brygga og de rød- og sortmalede træhuse, eller på den anden side af øen, hvor boderne med kunsthåndværkere ligger: pottemageren, glaspusteriet, træboden og det lille museum for gamle skærgårdsbåde.

Efter en halv times rundtur på øen sætter jeg mig udenfor på Rökeriet, en af de fire restauranter på øen.

Med Riesling i glasset, en tallerken håndpillede rejer og røgede muslinger på bordet og solen varmende i ansigtet kan jeg ikke sige andet end, at »alt er fint«, da tjenerens spørger til madams (udtalt på fransk) velbefindende.

Tilbage i Stockholm city styrer jeg direkte op mod Birger Jarlsgatan og Biblioteksgatan og videre hen mod Stureplan.

Og når også at få god svensk Filippa K-design i indkøbsposen, før jeg sætter mig i X2000-toget på Centralen med kurs mod København.


Du kan læse mere om Stockholm her

Praktiske fakta:

Stockholmkortet giver fri adgang til bus og tunnelbane, 80 museer og meget mere. Fås for 24, 48 eller 72 . Købes her.
Vejen til Stockholm: Jeg tog højhastighedstoget X2000, kun ca. fem timer fra København til Stockholm. www.dsbfirst.dk og www.sj.se

Læs mere om: