Slægtforskning
Se, lyt & oplev

Guide: Sådan forsker du i din slægt

3. maj 2016
af
Sofie Nymand Nielsen. Redigeret i 2018 af Charlottte Kobberøe Fink.
Kender du din slægt, så kender du din historie. Men hvor skal du begynde, og hvad skal du lede efter? Her får du en miniguide til at komme i gang.

Sådan forsker du i din slægt

De fleste familier har nok slægtshistorier om forfædre, navneopståen og oprindelse, der bliver fortalt videre fra generation til geneation. Måske er man endda så heldig, at en slægtning på et tidspunkt tilmed har kortlagt jeres stamtræ, så I med nogenlunde sikkerhed kan gå tilbage i historien og se, hvad jeres familie er rundet af. Hvis det ikke er tilfældet - eller hvis man bare gerne vil vide mere - så er det i dag relativt nemt at forske i sin slægt. Se her, hvordan du kommer i gang, hvis du går rundt med en lille slægtsforsker i maven:

Gå på opdagelse i skuffer og skabe

Det første, du skal gøre, er at finde ud af, hvilke informationer du selv har liggende – eller andre i din familie har liggende. Find ud af så meget som muligt. Det kan være alt fra avisudklip til breve og gamle dokumenter. Alt kan bruges. Men det vigtigste er dåbs -, vielses – og dødsattester. De kan nemlig give dig oplysninger om navne, datoer og sogne og dermed lede dig videre i din slægtsforskning.

Klik dig rundt i registre

Hvor man før skulle tage turen til diverse sogne og bladre i støvede kirkebøger, kan man nu klikke sig rundt på rigsarkivets hjemmeside. Her kan du finde digitaliserede kirkebøger helt frem til 1960. Det er vigtigt, at du her kender navnet på sognet, hvor vedkommende er født, døbt, konfirmeret, viet eller begravet. Det kan nemlig blive lidt af et arbejde, hvis du skal igennem alle kirkebøgerne for 2200 sogne. Ellers begynd med området, som vedkommende har boet i, og arbejd dig videre til nærliggende sogne.

Selvom familiemedlemmet muligvis ikke var medlem af den danske folkekirke, havde kirken stadig en forpligtelse til at nedskrive oplysningerne ved en fødsel.

Vær opmærksom på, at politiet i København i perioden 1890-1923 indførte registerblade, som dækkede samtlige borgere i København. Hvis du møder en stopklods i din slægtsforskning, kan vedkommende muligvis være flyttet til hovedstaden, og informationen skal derfor findes på hjemmesiden for politiets registerblade.

Klik her og kom direkte til Politiets registerblade

Anskaf dig et slægtsforskningsprogram

Små papirlapper og notesbøger kan hurtigt hobe sig op, så det er en god idé, hvis du løbende indtaster den information, du har fundet frem til, digitalt. Med slægtsforsknings-programmer kan du indtaste information og få et overblik over din slægtsforskning. Det er programmer som eksempelvis Brother’s Keeper og Legacy for PC samt Mac Family Tree, som er specielt udviklet til Mac computere.

LÆS OGSÅ: Malene Schwartz forsker i sin slægt

Søg i databaser

På hjemmesiden for Dansk Demografisk Database kan du søge i oplysninger, der er blevet indsamlet gennem folketællinger siden 1787. Det er oplysninger som alder, erhverv, civilstatus, og hvem der boede i husstanden. Husk også, at Rigsarkivet har digitaliseret diverse dokumenter som skøder, arveopgørelser og lægdsruller. Ved hjælp af sidstnævnte kan du finde ud af, hvorvidt dine mandlige familiemedlemmer gjorde militærtjenester, eller hvor værnepligten blev tjent.

Lær af andre

Det er blevet nemmere at fremskaffe information om sin slægt igennem digitaliserede databaser. Men det er stadig noget af et gravearbejde. Derfor kan det være nyttigt at få nogle fif fra andre, som kender til processen. Du kan f.eks. melde dig ind i en af landets mange slægtsforeninger, hvor du kan få råd eller blive inspirerede af andre slægtsforskere.

APPS HOLDER STYR PÅ STAMTRÆET:

Flere apps hjælper dig med din slægtsforskning, giver mulighed for at finde nye familiemedlemmer og holder styr på stamtræet.

Mobile Family Tree - den første slægtsforsknings-app, hvor du ikke behøver en computer. Søg gratis i Family Search, verdens største slægtssøgningsværktøj. 149 kr. i App Store.

MyHeritage - er tilknyttet www.myheritage.com. Har et hav af arkiver tilknyttet, som du kan søge i, og du bliver matchet med potentielle familiemedlemmer blandt de 1,5 mia. profiler. Gratis i App Store og Google Play.

Ancestry - app, der er tilknyttet www.ancestry.com, hvor du skal have en profil. Masser af søgeveærktøjer, og appen guider dig til de vigtigste resultater. Gratis i App Store og Google Play.

Kilde: Gitte Christensen, som sammen med Kathrine Tobiassen har skrevet bogen Slægtsforskning på Nettet

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også