Portræt af Liva Weel: Hendes smil kunne smelte alle hjerter

Kom tæt på Liva Weel

Opklaringen af et tyveri endte på eksotisk vis med at få indflydelse på, at Liva Weel blev en af Danmarks bedst kendte skuespillerinder nogensinde.

Selvfølgelig var det også en medvirkende årsag, at Liva, der var døbt Olivia, tidligt viste glæde ved at spille og synge. Hun voksede op i København i en harmonisk familie, der var så glad for musik, at forældrene anskaffede sig et klaver, da hun var 10. Liva blev sendt til undervisning hos sin faster og øvede sig både morgen og aften. Synge til gjorde hun også og afslørede dermed, at hun havde en ganske dejlig, kraftig sangstemme. Men mere var det nok ikke blevet til, hvis det ikke var for tyveriet.

Det var en fru Hedevig Quiding, som var operasangerinde og musikpædagog, der fik stjålet et af sine kostbare smykker. Liva Weels far, kriminalassistent Carlo Olsen, blev sat til at opklare, hvem den skyldige var, og fandt ud af, at det var en af de elever, som fruen underviste i sang.

Fru Quiding blev så ulykkelig over udviklingen i sagen, at hun helst ville trække sin tyverianmeldelse tilbage, og det gik Carlo Olsen med til. I taknemmelighed bad hun om at måtte gøre gengæld, måske havde kriminalassistenten et barn, der ville undervises i sang? Det havde Carlo Olsen jo.

Resultatet var, at Liva fremover to gange om ugen blev undervist på yderst kvalificeret vis. Men ikke nok med det. Fru Quiding var kendt for at promovere dem, hun satte pris på, og hun holdt meget af sin nye elev.

Ambitiøs sanglærer

Liva Weel var også nem at holde af. Alle fortællinger om hende tyder på, at hun allerede fra barnsben var udadvendt, smilende og slagfærdig.

I en alder af 14 skrev hun om sig selv i sin dagbog:

”Jeg ser meget lyst og let på alt og alle og har derfor mange venner, men er meget næsvis og siger min mening og har derfor mange fjender. Dog, når jeg siger et menneske en uforskammethed, så er det altid i skjul af en vittighed eller lignende, så vedkommende ikke kan svare igen.”

Efterhånden som hun voksede til, blev hun ikke mindre charmerende.

Liva havde fået en kontorplads på E. Nobels Tobaksfabrik i København, hvor hun fik 40 kroner om måneden for at passe telefonen. Men fru Quiding var så energisk i sine forsøg på at lokke hende til at forsøge sig på de skrå brædder, at hun til sidst gav efter. I første omgang indvilligede hun i at gå til undervisning hos en skuespiller for at lære at sige replikker og blive bedre til at udtrykke sig med sit kropssprog.

Da hun var blevet 19 år i 1917, havde hun samlet så meget mod, at hun sagde kontorpladsen op og fik sit første engagement ved en revy i Odder. Samme teaterselskab turnerede i provinsen, hvor hun fik succes i en hovedrolle i ”Den glade enke”. En anmelder gik endda så langt, at han kaldte hende operettestjerne, og det var en flot titel at få med sig i så ung en alder.

LÆS OGSÅ: Jette Lehmanns familie gemte på en hemmelighed

Humøret smittede

Men de store muligheder for at blive berømt fandtes jo ikke i provinsen, men i Livas fødeby, København.

Den ihærdige fru Quiding havde blikket fast rettet mod forlystelsestemplet Scala, der lå i smørhullet mellem Cirkusbygningen og Tivoli. Stedet var kendt for sine stort opsatte, farverige operette- og revyforestillinger. Her optrådte tidens største stjerner foran flotte dansekor, scenografien var gennemført, og alle var iført overdådige kostumer. Stedets kæmpeshows var så imponerende, at de havde ry for at kunne måle sig med udlandets.

Kravene til skuespillerne var derfor også store, men ikke for store til Liva, mente fru Quiding. Da hun hørte, at direktørerne i 1918 ledte efter en ny operetteprimadonna, skaffede hun Liva ind til en prøve.

Ifølge biografien ”Liva” af Erik Hvidt kom hun dog ikke igennem nåleøjet i første omgang. Den ene af direktørerne fandt hende nemlig for grim til at være primadonna.

Fru Quiding gik så i gang med at få den anden direktør til at give Liva endnu en chance. Og denne gang fik stjernefrøet besked på at klæde sig ordentligt på. Liva var ved at krybe i et musehul, men lod sig overtale til at iføre sig sin søsters bedste frakke og hat og gå til endnu en prøve. Og denne gang gik det godt nok til, at hun blev hyret på en treårig kontrakt.

Hendes trængsler var dog endnu ikke overstået. Da hun mødte op til prøverne på Scalas sommerrevy og gav direktørerne en smagsprøve på sin kunnen, blev hun igen mødt af hård kritik. Nu syntes de begge, at hun var for grim og sang for dårligt til at gøre sig i en operette.

Først da Scalas huspoet fik hende overtalt til at synge en revyvise, fik hun ros. Komisk talent havde hun, måtte direktørerne indrømme.

Hendes smittende humør fik endda den ene af dem til at le højt.

Gennembruddet kom allerede året efter, da Liva fik flotte anmeldelser som en af de bærende kræfter i revyen ”Hallo Amerika”. I 10 år derefter arbejdede hun sig med flid, lune og øvelse frem i rækkerne til at blive et af Scalas helt store trækplastre.

Igen og igen slog hun sit navn fast både i revyer og operetter og viste den efterhånden store spændvidde i sit talent. Hun kunne være både fræk, fandenivoldsk og sjov, og hun kunne være dybtfølt engageret og få publikum til at tænke sig om.

Liva Weel – her med sin første ægtemand Arne Weel – hyldes ­efter revykomedien ”Dyveke”, hvor hun bl.a. sang ”Man binder os på mund og hånd”.

LÆS OGSÅ: Annette var et af de gemte børn under 2. verdenskrig

Kaos i privatlivet

Kvinderne kunne lide hende, og det kunne mændene sandelig også. Hun var omsværmet og flirtede til alle sider. Men det var den unge skuespiller Arne Weel, som hun endte med at gifte sig med i 1921. Året efter fik de sønnen Jørgen Weel, Livas eneste barn.

At blive mor fik hende dog på ingen måde til at skrue ned for sit arbejde, tværtimod. Hun prøvede om dagen og spillede om aftenen og gik hurtigt fra forestilling til forestilling. Hvem kunne sige nej med alt den rosende omtale, hun fik. For at kunne leve op til forventningerne begyndte hun at tage et glas eller to, inden hun skulle på scenen. Det udviklede sig med årene til at blive et alvorligt alkoholproblem.

Det gjorde det heller ikke bedre, at privatlivet var kaotisk, mildt sagt. Hendes ægteskab med Arne Weel holdt kun et par år, så faldt hun pladask for en anden. Igennem sit liv nåede hun at have mange forhold, som alle blev udlevet med passion og en del dramaer undervejs. Tit var der også stor kærestesorg bagefter.

I 1926 fik for meget arbejde kombineret med et ulykkeligt brud hende til at bryde sammen. Hun forsøgte at begå selvmord, men blev fundet i tide. I en periode bagefter var hun indlagt for at få ro på sine nerver og komme sig.

Derefter kom hun ind i et mere stabilt forhold til skuespilleren Johannes Meyer, indtil også det var slut. Langvarig kærlighed havde hun hverken tålmodighed eller temperament til.

De 10 år på Scala sluttede Liva af i 1928 med blandt andet at synge en sand landeplage, ”En er for lille og en er for stor” i revyen ”Omkring hesten”.

De næste år manglede Liva aldrig opgaver. Revyerne på Scala havde indimellem fået kritik for at være tandløse. Nu blev hun hyret til en revy på Nørrebro Teater, hvor Poul Henningsen, arkitekten, samfundsrevseren og lysmageren, stod for flere af teksterne, og de havde masser af bid. Publikum elskede det. Med samarbejdet med Poul Henningsen gik hendes karriere ind i en ny fase, hvor hun også fik anerkendelse fra de intellektuelle.

Til sidst i karrieren var det mest pladeindspilninger og ­radioudsendelser, Liva Weel kunne skrabe til sig.

LÆS OGSÅ: Jenny Holm og Grete Bartram var stikkere under 2. verdenskrig

De bedste år

Ikke mindst huskes hun for sin formidable fremførelse af sangen ”Man binder os på mund og hånd” fra 1940, som var en kritisk kommentar til tyskernes besættelse af Danmark og fik gåsehuden til at rejse sig hos alle, der hørte hende synge den.

Hendes legendariske filmroller var også med til at gøre hende populær. Især huskes hun fra filmen ”Odds 777” fra 1932, hvor hun som en del af sin rolle som køkkenpigen Hansy sang klassikeren ”Glemmer du”. Da Liva i 1933 spillede lærerinden Sylvia Grøn i ”De blå drenge”, sang hun ”Kammerat vær en mand” og ”Ah hvor jeg, ih hvor jeg, uh hvor jeg vil” lige ind på tidens hitlister.

Hun var i sandhed blevet en diva, der var her, der og allevegne og tjente særdeles godt.

Men økonomi var ikke hendes stærke side. Hun brugte alt, hvad hun tjente, dels på et stort privatforbrug, dels på generøst at støtte familie og venner, der havde brug for det.

Hendes kærlighedsliv var stadig noget rod.

Stormende forelsket giftede hun sig i 1933 med den otte år yngre snedkermester Fritz Hueg, men det gik slet ikke, og allerede året efter blev de skilt. Som så mange andre af hendes forhold sluttede også dette med et stort skænderi og ifølge Erik Hvidts biografi også krystalglas, der røg igennem luften. Hun kunne blive bidende ond og var tit dominerende, fortæller Poul Henningsen i sin portrætbog ”Livas regeringstid” – og så blev ingen sparet.

Efter krigen gik det ned ad bakke for stjernen. Selv om hun næsten intet spiste, tog hun på og forfaldt, måske fordi hun var begyndt at drikke endnu mere.

Hun flyttede fra villaen på Frederiksberg til Richmondhuset i ­Farimagsgade, hvor hun holdt af at ligge i sengen hele dagen og samle kræfter til at optræde. Hun skrev breve, læste og gættede krydsogtværser, hendes store passion. Venner har fortalt, at hun kunne ringe op midt om natten for at få hjælp til at gætte det rigtige ord.

I denne sidste periode af sit liv så hun kun en lille inderkreds af venner.

Hun havde alle dage været kendt som besværlig at arbejde sammen med. Med årene blev det værre. Hun kunne blive direkte vulgær og uforskammet, hvis nogen eller noget gik hende på, og de unge kolleger rakte hendes pædagogiske evner slet ikke til. Det spillede også ind, at hendes dårlige helbred nu blev fatalt. I denne sidste periode af sit liv fik hun et kedeligt ry for at glemme sine replikker.

Selv om hun blev indlagt i flere måneder, vidste lægerne ikke, hvad de skulle stille op. Hospitalsopholdet gav hende dog energi til bagefter at skrabe overkommelige opgaver som pladeindspilninger og radioudsendelser til sig, men scene- og filmkarrieren var slut.

I flere omgange vendte hun tilbage til hospitalet, inden lægerne i 1951 endelig opdagede, at hun havde en medfødt, indeklemt brok, som nu var ved at perforere hendes mavesæk. Brokken var årsagen til de problemer med at spise, hun havde kæmpet med hele sit liv.

Først da gik det op for alle, hvor enorme kræfter hun havde brugt på at holde sig i gang og skjule smerterne. Hun blev opereret og overlevede, men virkede udbrændt bagefter. I maj 1952 sov Liva stille ind.

Artiklen bygger på forskellige portrætartikler samt biografierne ”Liva” af Erik Hvidt og ”Livas regeringstid” af Poul Henningsen.

Liva Weel, 1897-1952