100-årige Grete har både Facebook og iPad: ”Jeg er ikke teknikforskrækket”

100-årige Grete Alstrup Larsen er ikke som alle andre. Da hun for nylig sad fanget på toilettet i sin lille lejlighed på plejehjemmet i Store Heddinge, uden at der dukkede personale op for at hjælpe hende over i kørestolen, for hun til tasterne efterfølgende og beklagede sig på Facebook over et uværdigt system, der tvinger ældre mennesker til at sidde med numsen bar og vente og vente og vente på, at nogen får tid til at hjælpe. Adskillige medier tog sagen op og interviewede Grete.

Og der var en grund til, at Grete ikke skrev direkte til kommunen, men i stedet lavede et opslag på Facebook. Det fortæller hun i feminas store guldnummer i denne uge:

– Nej, jeg skrev det på Facebook, det hjælper bedre. Der var 93, der svarede den første dag og gav mig ret.

Opslaget har ikke dog ikke haft nogen effekt, for selvom tilslutningen til hendes opråb var stor, er der ikke kommet mere personale på plejehjemmet.

Hent feminas app her og læs det store guldnummer til kun 25 kr. på din iPad >>

Men for Grete handler det om menneskelig værdighed:

– Man føler ikke, man er noget værd. Man er bare sådan sat til side. Jeg skulle have træning, da jeg kom fra hospitalet, efter at de havde taget hoften, men jeg har aldrig fået nogen træning. Jeg kan jo ikke selv komme ud, så jeg har i mange år søgt om at få en el-kørestol, så jeg kunne køre lidt rundt, men ”det har jeg ikke brug for”, lyder svaret. Jeg har sagt det mange gange, men det hjælper ikke. Men jeg har jo ingen hofte, så jeg kan ikke gå.

For mormors skyld

Grete blev i 1916 født ind i det bedre københavnske borgerskab. Hendes morfar var murermester og byggede flere store etageejendomme rundtom i København. Grete var næstældst af fem søskende, men Grete kom i modsætning til sine søskende til at bo hos sin mormor og morfar på Gasværksvej, hvor morfaren havde bygget flere af husene.

- Det var nok mest for min mormors skyld, jeg boede hos min mormor og morfar. Det var en femværelsers lejlighed med pigeværelse, vi havde pige i huset. Jeg var et stille og roligt barn – jeg boede jo hos mormor ... Vi havde en forhøjning ved vinduet, hvor vi sad og broderede. Jeg var aldrig ude og lege. Det brugte man ikke. 1920’erne var et sjovt årti, men du må lige huske på, at jeg er opdraget hos mine bedsteforældre, så det var gammeldags. Ikke noget med at lege på gaden. Jeg gik til dans og spil.

Som lille sad Grete altid på sin morfars skrivebord, når han arbejdede.

– Og han lærte mig at læse og skrive, inden jeg kom i skole, så jeg gik kun to måneder i første klasse på Gasværksvejens Skole, så røg jeg op i anden klasse på Den Franske Skole.

Du var et dygtigt barn?

– Dygtig og dygtig ... det ved jeg ikke. Jeg havde klæbehjerne, og det har jeg stadigvæk.

Min nye iPad

Grete har 100 års levet liv med sig i bagagen, og med sin klæbehjerne kan hun stadig huske det meste. Det er formentlig også det, der gør, at hun frygtløs kaster sig over ny teknologi.

– Jeg er bare stille og roligt fulgt med. Nu har jeg har jo købt iPad, og den har store bogstaver. iPad er det bedste. Jeg bruger efterhånden slet ikke computeren. Da jeg fik min iPad, prøvede jeg mig bare frem for at finde ud af det. Der kan jo ikke ske noget, vel? Sådan gjorde jeg også, da jeg fik computeren. Jeg er ikke teknikforskrækket, jeg er nysgerrig. Det interesserer mig. Jeg skal følge med i det hele.

Læs hele interviewet med Grete Alstrup Larsen i denne uges store femina GULD-nummer til kun 25 kr.