Maria Montell: Man er nødt til at vælge hinanden - igen og igen
15. januar 2018Vi har egentlig besluttet os for ikke at tale om det. For oplevelsen var virkelig træls, og den sidder stadig i hende, da vi mødes et par dage efter. Men det er også svært at lade være. For det sker bogstavelig talt lige midt i interviewet: Mens vi sidder i skønne omgivelser på Strand- & Badehotel Marienlyst i Helsingør, bliver Maria Montell ringet op: Der har netop været indbrud i hendes og familiens hjem i Humlebæk. Nogle mænd har knust en rude og er stukket af med det, de nu kunne få fat i af Marias og hendes mand filminstruktør Tomas Villum Jensens private ejendele. Heldigvis var der håndværkere i hjemmet, de hørte tyvene og fik dem til at tage flugten, før de kunne nå at snuppe endnu flere ting.
– Det er sjette gang, vi har indbrud i de huse, vi har boet i, og det er så intimiderende. Vi er åbne om det, fordi vi gerne vil gøre opmærksom på, at politiet kæmper med begrænsede ressourcer. Det er vigtigt, at vi føler os trygge i vores hjem, og når man har haft ubudne gæster, så varer det altså lidt, førend man genfinder den tryghed, siger Maria, der netop har været ude at købe en ny computer, fordi tyvene løb med den gamle.
Maria og jeg skulle have talt om hendes nye musik. Og det når vi da også til, da vi lige har rundet situationen med indbruddet. Især numrene ”En ny dag” og ”Pludselig står du der”, som Maria har indspillet videoer til. Sidstnævnte er optaget i Nyhavn en tidlig morgen, og Maria har fået hjælp af skuespilleren Kim Bodnia, som hun kender fra gamle dage, hvor de spillede i et showband sammen. Maria og Kim kommer fra samme by og øvede som unge i Marias forældres kælder.
– Kim og jeg har fulgt hinanden igennem årene, og Thomas kender jo også Kim fra ”Pusher” og ”I Kina spiser de hunde”. I videoen spiller Kim en gammel ven, som jeg møder en sen nattetime på vej hjem fra byen. Han er blevet skilt og savner sine børn, og da vi mødes, tænker jeg: O.k., jeg kan da godt være et lille plaster på såret – uden at der er noget med noget, siger Maria.
Maria følte nærmest, at ”Pludselig står du der” skrev sig selv. Inden for de sidste par år har hun nemlig talt med flere skilsmissefædre, der efter bruddet har fortalt hende, at det bare var det værste, de nogensinde havde været udsat for.
– De savner deres børn rigtig meget. Det er jo stadigvæk sådan, at børn efter en skilsmisse mest er hos deres mor. Mange af de her fædre har sagt: Du skal aldrig blive skilt, hvis jeg kunne gøre det om, så havde jeg kæmpet noget mere for at undgå det. Det har jeg tænkt over, også når jeg selv har stået med røg ud af ørerne i mit eget ægteskab og tænkt, at Tomas simpelthen kunne rejse til månen. Tomas har grinet lidt af mig og sagt: O.k., Maria, det har du så skrevet en sang om! Men jeg tror faktisk, at det berører en masse mennesker. For sådan er livet jo. Alt er ikke altid så skide happy!
LÆS OGSÅ: Maria Montell: Jeg synger om mine kriser
En rigtig mand
Maria og Tomas har dannet par i fjorten år. Det er da også det længste forhold, Maria nogensinde har været i, fortæller hun.
– Tomas er ikke bange for at gå i gang med noget som helst. Han siger altid: Det gør vi bare lige. Og den holdning synes jeg er ret inspirerende, for man skal jo hoppe ud i det, også selv om man ikke altid lander blødt. Men man må tage chancer her i livet og ikke være så bekymret og bange. Min far plejer at sige, at nogle gange er man rytter – andre gange hest. Det er godt, at man ansporer hinanden i et forhold og sammen får tingene til at ske.
Og netop det sidste: indimellem at springe ud i det ukendte handler ”En ny dag om”. Som med den anden sang er det også Tomas, som har instrueret videoen, og han fik lokket Maria op i en luftballon. Han var ikke selv med, men Maria var ret vild med oplevelsen, og det er ikke sidste gang, at hun gør noget vildt og uventet, lover hun.
– Tomas og jeg er faktisk ret gode til at springe ud i noget spontant sammen, f.eks. pludselig at holde fest, spille nogle gamle plader og bare danse crazy. Det behøver ikke være så planlagt. Mange af os trænger til at holde nogle flere fester. Man kan leve længe på en god fest. Og efter sådan en fest kan man godt blive lidt forelsket i sin mand igen og tænke: Han er da egentlig meget lækker...
Lidt for voksne
Næste år fylder Maria 50 år, og nogle gange, når hun betragter sit liv udefra med alt det, hun og Tomas har kørende, kan hun godt tænke: Uha… hvor er vi blevet voksne.
– Lidt for voksne, måske. For hvor kunne det være dejligt bare at trække stikket. Jeg har nok stadig denne her drøm indeni om at være et frit og ubundet menneske. Men sådan er det jo ikke, for der er meget, jeg er bundet af: Børnene skal køres rundt til aktiviteter, og der skal betales nogle ejendomsskatter. Og jeg kan jo også godt lide, at der er ordnede forhold. Men det er lidt ambivalent, for jeg har begge sider i mig.
Heldigvis er Tomas god til at spotte Marias frihedstrang, og han respekterer det, når hun har brug for at komme ud og få lidt luft under vingerne. Også når hun skriver musik, har hun brug for at tage af sted og være alene.
– Jeg har jo også sat lidt i banken – ved at være derhjemme med hele menageriet, siger Maria med et grin.
– Det handler også om at have overskud, for når den ene er i underskud, så bliver der altså ikke givet ved dørene. Så bliver man nøjeregnende og fører til protokols.
Blød og poetisk
Maria henter overskud i sin musik: at skrive sange, stå på scenen og synge. Hun elsker det.
– Min mor har spurgt mig, om jeg har lyst til at lave noget andet på et tidspunkt. Og jeg har jo også lavet andet; både børnebøger og dokumentarfilm. Men jeg ved, at jeg kommer til at blive ved med at stå derude på en eller anden scene et sted. For det giver mig så meget, og det gør mig blød og poetisk indeni.
Snart skal Maria på turné rundt om i hele landet med sin musik, og hun glæder sig.
– De musikere, jeg spiller med, kender jeg rigtig godt og har spillet med i mange år. Og det giver bare noget. Desuden er det blevet mere og mere vigtigt for mig at være fælles om noget og at dele de succeser, der kommer. Det, at alle tager ejerskab og løfter i flok, er noget helt unikt. Jeg har ikke længere behov for, at jeg alene bliver krediteret og klappet af. Jeg har det fint med at være en del af et team. Måske fordi jeg hviler mere i mig selv og ved, hvad jeg kan. Og det er nok i virkeligheden meget sigende for den livsfase, jeg er i nu.
