Lone Hertz: "Jeg oplever døden som det at blive født"

At gå ind i Lone Hertz’ rækkehus i Charlottenlund er som at gå ind i en Noahs ark. Bare med bøger i stedet for dyr.

Hvis arken pludselig skulle lægge fra land, ville man under ingen omstændigheder kede sig, for der er bøger fra gulv til loft. Man ville heller ikke kede sig i selskab med Lone Hertz, der er blevet 81 år.

Hun debuterede på scenen helt tilbage som 10-årig med blandt andre Poul Reumert, og hun er stadig i gang. Og hun er fuld af spændende historier om sit liv i kunstens og underholdningens tjeneste, selv om mere end man umiddelbart skulle tro, er foregået langt fra rampelyset.

– Jeg er skuespiller, og jeg er et ordmenneske, og jeg kan simpelt hen ikke andet end at sige ord. Upraktisk er jeg. Det er derfor, du kan få appelsinsaft hos mig, men du kan ikke få lammekølle!

Ud over den hjemmepressede appelsinsaft er der både småkager, Blue Jeans-lakrids og cherrytomater, så vi lider hverken nød eller skibbrud i de mere end to timer, båndoptageren er tændt.

Standupper med substans

Lone Hertz har et foredrag om sit eget liv og sin karriere. Det afvikles på den måde, at hun deler beskrivelsen af sig selv fra Kraks Blå Bog ud til de fremmødte.

Man kan så herefter give sit besyv med om, hvad man helst vil høre om. I lige netop det foredrag ved hun aldrig helt, hvor det ender. Hun kalder det en slags ”Giro-413-program om sig selv.”

– Jeg holder i det hele taget meget af at holde foredrag. Af at være budbringer. Som skuespiller har du altid den såkaldt fjerde publikumsvæg, som du ikke må overskride, bortset fra hvis du er standupkomiker. Jeg kalder mig selv ’standupper med substans'.

- Jeg går ud og prøver at give folk nogle budskaber, hvor de ikke kun skal sidde og le sig halvt ihjel. Det er selvfølgelig dejligt at få lov at spille et skæbneforløb igennem som skuespiller, men at holde foredrag er ikke mindre dejligt, for her har du mulighed for dialog med publikum. Ofte har jeg også et digt, én monolog eller oplæsning af en novelle med.

LÆS OGSÅ: Hvem rager det egentlig, at jeg bliver afbleget og har vindblæst hår?

- Som skuespiller har du den fordel, at du kan bruge din faglighed i foredraget, så på den led har jeg ikke savnet at stå på scenen som skuespiller. De fire ølkasser og en dørplade, som jeg oftest står på, er bare en anden form for scene, hvor jeg spiller sammen med publikum, siger Lone Hertz.

Muligheden for at blive foredragsholder kom fra en uforudsigelig kant, og sådan har skæbnen ofte grebet ind i hendes liv.

– Jeg fik en opringning fra universitetet i Lund. De ville give mig et stort legat som kulturpersonlighed og formidler. Jeg var fuldstændig paf, for jeg havde netop været gennem en meget vanskelig periode som rektor for Statens Teaterskole. Legatet krævede, at jeg holdt en forelæsning, Men jeg var jo ikke universitetsmenneske eller underviser.

- Jeg tænkte mig lidt om og foreslog så at tale om det musiske menneske, for med det begreb var jeg på hjemmebane. Jeg holdt min forelæsning i lang, sort kjole for hele intelligentsiaen, men folk fra oplysningsforbundene havde sneget sig ind, og de sørgede for, at jeg blev foredragsholder.

Når hun får et tilbud om en rolle på teatret, siger Lone Hertz gerne ja og rydder foredragskalenderen et halvt års tid. Sidste år var det i Folketeatrets ”Mød mig på Cassiopeia”, og året forinden spillede hun i Holbergs ”Don Ranudo” på Grønnegårds Teatret.

I 2016 var hun med i Folketeatrets udgave af ”Frøken Nitouche”, et stykke, hun som ung havde spillet i Annelise Reenbergs filmudgave fra 1963 ved siden af Dirch Passer.

– Det var vidunderligt at være med igen. Forinden var jeg blevet ringet op af Kasper Wilton fra Folketeatret, som sagde: ’Frk. Hertz, jeg har tænkt mig at sætte ”Frøken Nitouche” op,’ og han fortsatte: "Jeg må jo indrømme, at det ikke er Nitouche, jeg kan tilbyde dig." Og jeg svarede: "Næh, så skulle det da være Nitouche et helt andet sted i livet," ler Lone Hertz.

Tilbuddet viste sig at være en udvidet udgave af rollen som priorinden, der i filmen blev spillet af Else-Marie.

– Jeg læste manuskriptet og fandt ud af, at sangen ”Sankte Nitouche”, hvor hun synger til sin skytsengel Sankte Nitouche, var strøget. Det kunne jeg ikke bære, så jeg sagde, at hvis ingen andre sang den, så ville jeg. Ingen protesterede.

- I filmen lagde Katy Bødtger stemme til sangene, fordi min dybe stemme slet ikke klarer koloratur. At jeg nu selv fik lov til at synge sangen om kærlighed og klogskab, blev en sejr for mig i den lille rolle. Forestillingen var meget vellykket, og folk elskede den.

Lone Hertz er ellers ikke så meget for udviklingen i dansk teater de senere år.

– Der er desværre sket en udvanding af repertoiret. Næsten alt i teaterudbuddet er på grund af økonomi endt i de mere salgbare overfladiske musicaler. Det giver ordets teater ringe vilkår. Ordets teater er jo arnen for al teater og kunst. Trangen til at gå dybt ned i stoffet begynder i det levende teater.

- På tilskuerpladsen sidder du ikke følelsesmæssigt som en del af spillet. Der er altid den fjerde væg. Du er på afstand som betragter til forskelligartede menneskers liv, deres følelser og kultur. Det giver indsigt, viden og erkendelse, som igen giver mulighed for indlevelse og medleven i dine medmennesker i det virkelige liv, siger Lone Hertz.

BLÅ BOG

Født 23. april 1939 i København.

Debuterede på film i 1951 og har i alt været med i 35 film.

Direktør for Bristol Teatret (1980-1982) og Aveny Teatret (1982-84) – begge steder med Malene Schwartz.

Rektor for Statens Teaterskole, 1984-1990.

Var senest med i teaterstykket ”Mød mig på Cassiopeia” i 2019.

Har vundet tre Bodil-statuetter for henholdsvis ”Tine” (1964), ”Utro” (1966) og ”Tomas – et barn du ikke kan nå” (1980).

Stig og Erling

Efter nogle år, hvor hun spillede på Stig Lommers to teatre, ABC og Aveny, fik Lone Hertz sit kunstneriske gennembrud som Hedvig i Henrik Ibsens ”Vildanden” i 1964 på Aalborg Teater.

Her blev hun instrueret af Erling Schroeder, der også stod bag ”Et dukkehjem” på Folketeatret i 1967, hvor Hertz spillede Nora.

– Der er ingen tvivl om, at de to mænd har opfundet mig. Stig Lommer og Erling Schroeder. Af Stig lærte jeg alt om modig, grænseoverskridende smag og den svære kunstart, der hedder revy, som dog aldrig blev min spidskompetence.

- I øvrigt var jeg solist hos Stig Lommer fra første moment og ikke Lommer-pige, som der står mange steder på internettet. Lommerpige var jeg slet ikke flot nok "udstyret" til at være. Det er en fejl, som til stadighed irriterer mig. Min far måtte skrive under på den første kontrakt, fordi jeg kun var 17 år, da jeg debuterede i revyen ”På slap line” med Kjeld og Dirch. Hvis man skal sige noget, kunne man sige, at jeg var "Lommers pige". Vi blev jo et par og fik min søn Steen Stig Lommer sammen.

– Jeg tror, Stig forelskede sig i mig på stedet. Vi havde et Eliza/Higgins-forhold. Han lærte mig alt, og i det hjem, vi havde sammen, havde jeg ikke valgt én eneste ting. Det var Stig, der valgte alt — selv mit tøj. Jeg var nærmest en påklædningsdukke, men det var vidunderligt for mig, fordi jeg lærte så meget.

Den anden opfinder var teaterinstruktør Erling Schroeder.

– Efter ”Vildanden” blev jeg efterfølgende udnævnt til Århus Studenternes Æreskunstner. Laurbærkransen hænger stadig på min væg. Per Stig Møller var formand for Studenterforeningen og pegede på mig. Det var ellers de store skuespillere, der på deres karrieres højdepunkt blev tildelt den ære. Jeg var kun 26 år.

– Erling Schroeder var digter. Han kunne læse en tekst og fandt en bærende idé, som ikke altid var overens med forfatterens. Schroeder fornyede de klassiske tekster og førte dem op i tiden. Han tydeliggjorde teksten gennem meddigtende fortolkninger og arrangementer til os spillere, sådan at digterværket blev vedkommende, også i dag. Og så kunne han i øvrigt spore et talent før alle andre.

- Men han var også diktatorisk – det skal man ikke glemme. Han var en Herbert von Karajan. Erling piskede én frem. At blive instrueret af ham var som at ligge i syrebad. Hans motto var: "Du skal ikke gøre, hvad jeg siger. Du skal gøre, hvad jeg tænker." Det kunne være svært at overskue og ikke så lidt af en fordøjelsesproces.

- Han ville altid have, at man gjorde, hvad han sagde med det samme, men en god ost skal lagre, og det skal en god skuespiller også. Nåede man først til en forståelse med ham, var han vidunderlig. Der var ingen bedre instruktør for mig.

Rektor i kaos

Som debuterende teaterdirektører fik Malene Schwartz og Lone Hertz stor anerkendelse i årene fra 1980 til 1984.

En dag blev de kaldt til møde med en stribe andre teaterdirektører, fordi rektor for Statens Teaterskole, Arne Skovhus, var død.

– Leon Feder, der var formand for teaterdirektørerne, havde af Kulturministeriet fået til opgave at finde en ny rektor. På mødet så Leon på Malene og på mig og sagde, at da vi jo repræsenterede det eneste teater med to direktører, og da det gik os så godt, måtte en af os overtage rektorposten. Malene udbrød straks: "Det bliver ikke mig!"

- Jeg tænkte mig om et par sekunder og sagde så: ’Så gør jeg det.’ Et uddannelsessted danner grundlaget for enhver faglig dygtighed. Og jeg er jo selv en teaternørd, der gerne graver mig dybt ned for så at komme op til overfladen og ånde. Jeg fik frie hænder til at gå hjem og tænke over, hvad uddannelsen skulle bestå af fremover.

Hertz lagde et år oven i uddannelsens længde, så den voksede til fire år. Ekstraåret blev brugt på arbejdet med film, tv og radio.

Desuden blev en praktikperiode på teatrene lagt ind. Ændringerne passede ikke de faste lærere på skolen, som følte sig truet. De opildnede eleverne til at besætte skolen.

– Jeg blev dog bakket op af de andre teaterchefer og kulturministeren, ikke mindst i mit ærinde med den faglige udvidelse og fornyelse. Jeg ville kombinere det bedste fra Statens Teaterskole – nemlig deres kærlige og solidariske holdninger til hinanden – med et kropsteater, som på det tidspunkt var epokegørende nyt.

- Til gengæld ville jeg samtidig profilere vores uddannelse med det elitære teaters store selvdisciplin og fordybelse – dyder, jeg bragte med mig fra mine år som balletbarn på Det Kongelige Teater.

- Jeg brændte for opgaven som rektor, men den var udmarvende. Jeg havde tre kulturministre på de fem år, jeg var rektor. Det gør det næsten umuligt at nytænke og gennemføre noget.

– Det var en komprimeret periode, hvor jeg vandrede op og ned ad gulvet som en tiger i bur med en telefon i hånden det meste af tiden, og jeg sov næsten aldrig. Efter fem år var skolen i harmoni. Jeg havde lige fornyet min kontrakt med fem år til, da der bare var en dråbe, der flød over.

- Jeg stod for at skulle ansætte den bedste talelærer i Danmark. En fuldmægtig i Kulturministeriet nægtede mig at opgradere lærerens løn til højeste sats, som han ellers allerede oppebar i sin stilling på operaskolen. Jeg blev så rasende, at jeg på stedet skrev min afskedsbegæring og sendte den til ministeren i en taxa.

I dag kan hun godt se, at hun ikke var særlig besindig i situationen tilbage i 1990, hvor hun ellers sammen med rektor for Filmskolen, Henning Camre, havde fået samarbejdet mellem de to skoler øget og dermed var med til at lægge bunden til de gyldne dogmeår i dansk film, der kom til at blomstre i 1990’erne.

Livet med Tomas

Men der var samtidig en anden opgave, der trængte sig på.

Nemlig en bog om hendes handicappede søn Tomas, der blev til ”Sisyfosbreve”.

Tomas er født i 1966, og han blev hjerneskadet efter en kighostevaccination, som han fik i sit første leveår, før hans talecenter blev formet. Tomas fik aldrig talesprog, men er på trods absolut begavet og har et skriftsprog.

– Da jeg fik min søn, måtte jeg sige til mig selv, at jeg havde fået en opgave, der måtte gå forud for alt. Det er derfor, jeg ofte siger, at jeg lever et dobbeltliv. I dag har Tomas fået mod til at udvikle sig på trods af fejldiagnosen: Idiot.

- Han bor på Egmont Højskolen i Hou i et fantastisk integreringsmiljø. Konceptet er, at de normaltfungerende unge på skolen via løn, som dækker mere end ophold og undervisning, er hjælpere for deres handicappede venner i fritiden. Tomas har boet der i en del år. Jeg kører over til ham, hver gang han beder mig om det, siger Lone Hertz.

Hun undrer sig over, at filmen ”Tomas — et barn du ikke kan nå” ikke vises i dag, når dansk film ellers har et stort publikum.

– Alle kan faktisk huske den. Målet var at lave en film, som viste livet i det, jeg kalder ’den handicappede familie’. Vi tog op i familiens hus i Skagen, som Tomas elskede. Vi filmede i to uger med et fremragende lille filmhold, hvor blandt andet Bille August var fotograf. Jeg skrev en synopsis over nogle situationer, som var typiske for Tomas.

- Vores mål var at skabe en tragikomisk film, og det lykkedes. Tomas var absolut bevidst om, at han spillede hovedrollen, og blomstrede i de uger.

- Flere gange siden har vi forsøgt at foreslå en fortsættelse, men både DR og TV 2 har takket nej. Filmen var for privat, mente man. Mig forekommer det mærkværdigt, når filmen i sin tid blev solgt til 60 lande og i øvrigt fik store anmeldelser og vandt en Bodil.

Lone Hertz har levet alene de seneste 30 år.

Hun kalder sit liv for en klostertilværelse og forklarer gerne hvorfor.

– Man kan godt sige, at Tomas ’har kostet livet’ og især mændene i mit liv. Tomas’ far, Axel Strøbye, som jeg har både Tomas og Michaëla med, var modsat, hvad nogle måske tror, et uendeligt sensitivt og følsomt menneske.

- Vi havde samme humor, men han havde slet ikke psyke til at have et barn med så tungt et handicap som Tomas. Han følte uretten så dybt, da Tomas’ vaccinationsskade blev underkendt af sundhedsmyndighederne. Han kunne ikke i længden bære det, og vores samliv brød sammen.

– Jeg blev senere meget lykkelig med ingeniør Sven Lindhardt, far til min efternøler Maria, men vores liv hver især var alt for forskellige til, at det kunne bestå i længden. Han forlod mig. Med Lars Liebst fik jeg i nogle år lyset ind i mit liv.

- Men jeg måtte selv afbryde forholdet for koncentreret at kunne skrive bogen om Tomas. Jeg var også 17 år ældre end Lars og havde allerede haft for store tab på min kærlighedskonto. Jeg har kun haft begavede, dejlige mænd i mit liv – og jeg elsker stadig dem alle. At de også skulle kunne bære et liv med Tomas, det er mere, end jeg har kunnet forlange.

- Det er derfor, jeg siger, at jeg er sorg-rig. Jeg er rig på sorg. Indtil nu har jeg ikke vovet at melde mig ind i kærligheden igen. Jeg tåler ikke, at mit sind brister endnu en gang. Derfor har jeg levet alene i 30 år. Det er ikke, fordi jeg er vissen, men det er bare sådan, det er.

Troen og døden

Erik Mørk var netop udpeget til at indlæse ”Det nye testamente” som lydbog, da han tragisk afgik ved døden i 1993.

Opgaven tilfaldt i stedet Lone Hertz, der forelskede sig i Johannes-evangeliet, som hun derefter begyndte at rejse rundt med og læse op fra både i kirker, på biblioteker og kursussteder.

– Noget af det, der holder mig oppe, er det, jeg kalder for Guds sorte latter. Uden humor går livet simpelt hen ikke.

Er du det, man vil kalde religiøs?

– Jeg kan ikke lide ordet. Det gælder både religion og religiøs, for udtrykkene er menneskeskabte. Hverken Gud eller Jesus har talt om at være religiøs. Det er en institutionalisering af tro. Man kan være troende eller ikketroende. Tro er noget, du gives som en gave. Du kan ikke blive troende gennem din vilje. Jeg er troende og har været det, fra jeg var barn. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er født med en fornemmelse af, at Gud sidder i rygraden på mig som en mageløs følgesvend.

– Jeg oplever, at vi alle er kommet til jorden med en opgave, som vi hver især skal løse, ligegyldigt hvor tung og pinagtig den kan forekomme. Vi mennesker forstår bare sjældent, at det netop er det at løse vores opgaver, der får os til at vokse som mennesker.

- Jeg er 81 år nu og kan i realiteten dø når som helst, men jeg ønsker det bestemt ikke. Opgaven med at sikre Tomas et ønskværdigt liv er slet ikke løst. Jeg kan ikke dø nu med god samvittighed, hverken for hans skyld eller for hans søskende, siger Lone Hertz og fortsætter:

– Men jeg er ikke bange for at dø. Døden taler tidens mennesker i øvrigt alt for lidt om. Angsten for den er for stor. Jeg vil gerne skrive foredraget: ”Den gode død”. For jeg oplever døden som det at blive født – blot i omvendt rækkefølge.

- I Johannes-evangeliet siger Jesus til sine disciple aftenen før sin død: "Jeg vil give jer et nyt bud: I skal elske hinanden." Han giver os dermed et 11. bud: Vi skal så kærlighed i os selv og hinanden. Vi skal lære at elske ud over os selv. Det tror jeg, er den opgave, som vi hver især skal løse som målet for menneskelivet.