Julia Lahme: Jeg er optimist grænsende til det dumme

Laura Bro: Selv om man ser sød ud, kan man godt være en skiderik. Læs SØNDAGs interview her

Udlev dine drømme

Julia Lahmes mor Elisabeth døde af kræft, da Julia var 28.

– Det var rædselsfuldt. Hun var meget syg i et par år og ville ikke herfra. Den tid lærte mig meget om mig selv og skrøbeligheden i tilværelsen. Med hendes død gik det op for mig, at det gjaldt om at udleve sine drømme, mens tid var, og at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad andre mener om ens liv.

– Hun har aldrig strøget mig med hårene. I stedet viste hun mig, hvordan jeg selv kunne løse mine problemer. Jeg elskede hende inderligt, men hun er ikke mit forbillede. Det var hun for hård til.

Julias mor lavede sjældent mad. Det måtte Julia selv stå for eller tage sig en rugbrødsmad. Hun var ingen tankstation, som hun sagde.

– Det lyder barsk, men jeg husker mit barndomshjem i Odense som dejligt. Og jeg savner stadig min mor hver dag. Jeg er ked af, at hun ikke har lært mine børn at kende og ikke har læst mine bøger. At hun ikke er her, så jeg lige kan ringe hende op. Det er en grundfølelse af, at der mangler et trin på trappen, siger hun til SØNDAG.

Emilia van Hauen tror ikke længere på, at noget kan vare ”resten af livet”. Læs i interviewet her hvorfor

Et heftigt temperament

Af samme grund er Julia Lahme omhyggelig med at passe på kærligheden.

– Johan og jeg gør os umage med at tage væk en gang imellem, bare os. Den tid, vi investerer i at have et godt og levende parforhold, er også en gave til vores børn.

I det hele taget er hun en fortaler for, at man dyrker de store følelser.

– Jeg er sådan en, der hele tiden siger til mine nærmeste, at jeg elsker dem. Jeg synes, vi skal være rodfæstet i kærlighed alle sammen.

Temperament skal der også være plads til i hendes univers. Selv har hun kun ca. tre sekunders vej fra at føle melankoli i en dybblå nuance og til at være ved at eksplodere af glæde.

– Og så kan jeg også blive godt, gammeldags rasende. Helst ikke foran mine børn, men jeg bliver det sommetider foran mine kolleger. De plejer nu at tage det i stiv arm, fordi de ved, at det hurtigt går over.

Glæden ender nemlig altid med at sejre til sidst, hvis hun har noget at skulle have sagt.

– Der er så mange omkring mig, der får ondt i livet og går ned med stress. Indimellem har jeg også selv et strejf af det. Men indtil videre er det lykkedes mig at rejse mig ved egen kraft. Og det meste af tiden er jeg optimist grænsende til det dumme. Jeg tror, det redder mig fra rigtig meget, siger Julia Lahme til SØNDAG.

Stephanie Surrugue har altid følt sig usårlig. Her fortæller hun hvorfor