https://imgix.femina.dk/media/article/bridge_-_meyerheim_og_kone.jpg
Selvudvikling

Gitte Nyrop: Michael og jeg har besluttet, at vi ikke skændes

28. maj 2016
af Britta Bjerre
foto: Jeppe Michael Jensen
Det bridgeglade ægtepar Gitte Nyrop og Michael Meyerheim deltog også i Aller Huset som nogle af de særligt inviterede lørdag, da SØNDAG og Danmarks Bridgeforbund afviklede Prins Henriks Grand Prix. Parret har taget en principbeslutning om, at de aldrig vil skændes ved et spillebord.

Gitte Nyrop, der er gift med Michael Meyerheim, har kendt til bridge og kigget på bridge, lige siden hun var barn. Hun har ikke spillet det, siden hun var barn. Men som hun helt poetisk fortalte, da hun og Michael Meyerheim viste sig at være store fans af bridge og spillede med som nogle af de særligt inviterede ved lørdagens Prins Henriks Grand Prix:

- Jeg er nærmest vokset op på en klaverbænk ved siden af en familie, der altid har spillet bridge.

Rødvinsbridge

Hun og Michael Meyerheim har til gengæld spillet bridge sammen i omtrent 20 år. Men først spillede de faktisk whist.

- Jeg har jo haft bridge inde på livet længere end Michael, men Michael har altid gerne villet lære det. Og da vi så på et tidspunkt syntes, at det dér whist var blevet for kedeligt, gik vi over til bridge, fortæller hun.

- De første 17-18 år spillede vi "rødvinsbridge", siger Michael Meyerheim, - og det vil sige, at det handlede mere om, hvad vi skulle have at spise og drikke sådan en bridgeaften end selve det at spille kort. Og vi spillede det lidt på vores egen måde, en lidt hjemmelavet måde. Det betød også, at vi blev ved med at lave de samme fejl og blev ved med at være i tvivl om de samme problemer i bridge hver gang.

Da vennerne blev skilt

For cirka tre år siden skete der så noget, fortæller han videre.

- Vores venner, som vi spillede med, blev skilt. Og så tænkte vi, at det måske kunne være anledningen til, at vi begyndte at tage spillet lidt mere alvorligt. Det har med andre ord ført til, at vi har meldt os ind i en bridgeklub, Blakset-Klubberne, hvor vi spiller nu. Og i dag kan vi meget mere, end da vi startede.

- Det kan man så ikke se på vores placering i dag, tilføjer han, - men vi hygger os rigtigt meget med at spille. Vi synes, det er sjovt. Vi går op i det. Men vi laver stadig fejl. Også mange fejl. Men vi er udfordret af det og synes, det er et fascinerende spil.

Principbeslutning

At være ægtepar og også makkerpar ved et bridgebord kan måske være svært, hvis engagementet og temperamentet ryger i vejret, mens der spilles, og man jo kender hinanden så godt, at man tillader sig at blive tydeligt sure på hinanden. Men den sag har Gitte og Michael Meyerheim har drøftet og fået lagt fin på plads, fortæller de. Gitte: - Jeg husker, hvordan jeg hørte mine egne forældre sidde og skændes hen over spillebordet. Netop derfor blev vi enige om fra starten, Michael og jeg, at hvis vi overhovedet skulle spille bridge, så skændes vi ikke. Og det gør vi ikke! Michael: - Vi har simpelthen truffet en principbeslutning om aldrig at skændes. Uanset hvad der sker, uanset hvilke bommerter, vi laver overfor hinanden, er udgangspunktet, at vi vil ikke skændes over det her. Gitte tilføjer: - Det er også vældigt ubehageligt at sidde med ved et bord, hvor et par begynder at skændes. Og herregud, der er som regel ingen grund til det. For man skiftes jo oftest til at kvaje sig, så der er ingen grund til at sidde og hovere.

Hjernegymnastik, der vil noget

For Michael Meyerheim er det vigtigt at fremhæve det svære ved bridge som noget positivt. - Bridge har nogle af de samme elementer i sig som golf: Det fascinerende ligger i, at det er så svært, og at man kan blive ved med at udvikle spillet. Bridge er jo virkelig hjernegymnastik, der vil noget! For Gitte Nyrop er det også sværheden, der fascinerer, men der er også noget andet:- Det er jo altså sjovt at lege. Og hvor mange af os sidder ikke ved den ene middag efter den anden, og i stedet for at man altid sidder og snakker, er det da sjovt at spille bridge engang imellem. Bridge er også et socialt spil. Efter vi er begyndt at spille i klub, har vi mødt mange nye mennesker, som vi kommer hjem til og spiller med. Det er også en del af bridge, at det skaber nye bekendtskaber og venskaber.

Læs også