Kendte kvinder

Ghita Nørby og Ulla Terkelsen: "Den eneste gyldige grund til ikke at møde op er, at du er død"

Ghita Nørby og Ulla Terkelsen er levende legender på hver deres felt. I en ny samtalebog taler de om ­værdien af venskaber og om de mænd, de har elsket. SØNDAG har fået lov til at bringe uddrag af bogen.

GHITA: 

– Jeg synes, venskaber er noget af det forfærdeligste at miste. Du kan miste meget i dit liv, som gør frygtelig ondt, men at miste en ven er hårdt. Ikke mindst fordi du kan miste en ven i levende live.

- Det har jeg prøvet, og det er ganske rædselsfuldt og præger en resten af tilværelsen.

ULLA:

– Men synes du ikke også, at der er venskaber, som har en tid? Det har jeg været ude for. At relationen fungerer i en bestemt periode, og en dag opdager man, at hvis samværet skal opretholdes, kræver det, at man skaber sig lidt eller er uægte over for hinanden. I modsætning til da venskabet opstod, og man havde en følelse af at være i et fuldstændigt karakter- og sjælefællesskab med en særlig fortrolighed.

- Når noget bryder det, eller man hver især har bevæget sig andre steder hen i livet, er gået i hver sin retning, så er det vel bare sådan? Jeg har i hvert fald i de situationer været ret konsekvent og ladet venskabet glide ud. Stoppet det.

GHITA:

– Det forstår jeg godt, men det er egentlig slet ikke det, jeg mener, Ulla. Det er tabet, jeg taler om. Det tab, som ikke skyldes døden. Det er tabet af det levende menneske.

ULLA:

– Jo, jo.

GHITA:

– Når noget godt pludselig ikke findes mere. Det gør ondt i min sjæl.

- Der er så meget, jeg har mistet i livet, hvor jeg godt begriber det, men venskaber indeholder en særlig samhørighed, det fungerer på en ganske anden måde end med en kæreste eller med kærligheden til familien.

ULLA:

– Det at holde liv i noget, og det gælder selvfølgelig også i kærlighedsforhold, ved at forstille sig, det interesserer mig ikke.

- Der er folk, der kan have det sådan, at noget kan være en fase, at så er der en dårlig periode, men de hænger i, fordi der kommer nok en god periode igen. Det er jeg alt for utålmodig til, formodentlig for utålmodig, vil andre sige, men jeg kan ikke finde ud af det.

LÆS OGSÅ: Karen-Lise Mynster: Vi må være omhyggelige med vores tid. Vi er her jo ikke evigt

GHITA:

– Men misundelse kan opstå i et venskab. Og det kan gøre en forfærdelig ked af det.

ULLA:

– Jeg forstår godt din sorg over det, men jeg ved ikke, om det kan undgås. Det er som jalousien søskende imellem eller imellem forældre og børn.

- Du har fortalt om mor, som var misundelig på dig over din ungdom og dit talent, og som var jaloux, hvis du havde en vidunderlig kæreste.

GHITA:

– Ja.

Helge Kjærulff-Schmidt og Ghita på Det Kongelige Teaters scene i stykket ”Den forsvundne cigar” i 1971.

ULLA:

– Jeg har oplevet noget lignende imellem mig selv og min søster Lene. Vi har altid levet vidt forskellige liv, hun er Akademiker med stort A og meget mere belæst og avanceret, end jeg er. Jeg har holdt den gående i snart 80 år som talentbaseret rodehoved.

- Men der kan alligevel udvikle sig nogle besynderlige spændinger imellem os, som overrasker, men ikke desto mindre er virkelige.

- Jeg tror ikke, der findes relationer imellem mennesker, hvor der ikke på et eller andet tidspunkt opstår nogle uhåndtérbare klumper. Jalousi, kærlighed, ensomhed, begær, forstillelse … det er dybe følelser, urinstinkter, som du må have stået på en scene og forklaret og forløst mange gange.

GHITA:

– Absolut. Men hvad får du ud af at bryde så konsekvent med folk?

ULLA:

– Ingenting.

GHITA:

– Det er det, jeg mener.

ULLA:

– Jo, jeg får det ud af det, at jeg skal undgå at forstille mig.

GHITA:

– Jamen forstillelse, det er jeg med på, at vi sætter over til siden og ikke gider beskæftige os med.

- Men hvad nu, hvis du, i et venskab, hvor tingene går skævt, aktivt bryder tavsheden og rækker ud og siger: ”Jeg er din ven, her er min hånd”, i stedet for at trække dig?

Ulla Terkelsen skåler med journalistkollegaen Jes Dorph-Petersen i starten af 90’erne.

ULLA: –

Det kan da godt være, at jeg i tidens løb har reageret for hurtigt og konsekvent i forhold til at klippe snoren over. For der kan vel opstå spændinger i et venskab, som ikke direkte har noget at gøre med dig som ven.

- Når jeg tænker baglæns på alle de mennesker, jeg har kendt i mit lange liv, er det få, der har hængt ved. Sommetider har jeg spekuleret på, om der var noget galt med mig.

GHITA:

– Ah, jeg forstår nu også sagtens, hvad du mener.

LÆS OGSÅ: Tina Müller: "Jeg har altid troet, at jeg skulle have børn. Men tiden var bare gået"

ULLA:

– Jeg har brug for i mit fag at opdatere mig selv. Følge med. Du kan være sammen med mennesker, du har kendt i hundrede år, og de ved alt, og I ved alt, og I har de samme oplevelser og erfaringer, en ensartet bagage.

- En dag befinder du dig i et helt andet slags selskab, måske med en anden generation eller bare folk af det modsatte køn, som kan og ved nogle helt andre ting, og det synes jeg gør mig mere levende.

- Det er med til at sørge for, at jeg hele tiden bliver frisket op og får nye oplevelser og ser ting anderledes. Det er derfor, jeg opsøger og får nye venner med jævne mellemrum.

- Tidligere på året var jeg i Berlin i en måned. En aften endte jeg i en vidunderlig ølhave med nogle helt nye mennesker, blandt andet en yngre kollega, der med sit barn i en barnevogn sad og fortalte om sin svigerfar, der lige havde købt et sammenfaldet gods i det gamle Østtyskland. Det var skægt og nyt.

- Jeg var klart ældst, og jeg vidste nogle andre ting, end de andre gjorde – og omvendt. Genkender du det ikke, Ghita, som kunstner?

- Du har fortalt mig om alle slags mennesker, du ser eller har set, yngre venner, som er anderledes, end du selv er, og vidt forskellige: Thure Lindhardt, Jim Lyngvild og Viggo Mortensen. Ligesom jeg nyder at sidde her med dig, fordi du taler om andre ting og ved andre ting, end jeg gør.

GHITA:

– Det begriber jeg, fuldstændig. Men det begriber jeg, samtidig med at jeg har det andet i mit liv, altså ønsket om de langvarige relationer og sorgen over de venskaber, der holdt op.

ULLA:

– Ja, det har du måske ret i, at det er det optimale. Jeg har da spekuleret over, om det var en form for afstumpethed, at jeg så hurtigt slap venskaber, der ikke fungerede optimalt.

- Jeg ved i hvert fald godt, at jeg kan blive beskyldt for at være troløs. Måske er det rigtigt, jeg ved det ikke? Men jeg vil holde fast i, at det, vi laver, hver især, det kan man ikke lave lige så godt, hvis man lukker verden ude, hvis man lukker sig om sig selv. Man er nødt til at være nysgerrig og åben.

Ghita Nørby i gang med at øve sig på en rolle i 1963.

GHITA:

– Jeg vil bare indskyde, at man ikke kan sige, at vi er nødt til noget for at lave det, vi gør, og være dem, vi er. Det er den enkelte person, som reagerer, det er os to, Ulla og Ghita, der er, som vi er. Der er ikke noget ”nødt til”, hvis der var det, ville alle jo være lige så geniale, som vi er.

ULLA:

– Ha! Det er nok også, fordi jeg mener – og det har jeg sagt ofte og holdt fast i – at selvmedlidenhed er den værste af alle synder. Det er en pinlig egenskab. Det at føle selvmedlidenhed forplumrer alt det gode i livet, det forhindrer en i at bevare overblikket og i at forsøge at løse de reelle problemer, man måtte slås med.

– Ægte medlidenhed er særlig og smuk, men den skal komme af sig selv, den skal ikke forsøges fremprovokeret. Det skal man passe på med og være opmærksom på, også i langvarige venskaber. Det forplumrer let relationen.

Om mænd

ULLA:

– De fleste af de mænd, jeg har kendt, var nu også søde og rare. Ud over alt det, de også var.

GHITA:

– Nej!

ULLA:

–Nej? Var dine ikke det? Hvad var de så?

GHITA:

– Irriterende. Kedelige. Det var selvfølgelig meget sjovt at være gift med Jørgen Reenberg. Men vi blev skilt. Vi var gode på scenen sammen, vi spillede en masse, men vi duede ikke til at være gift. Det er så yndigt og vidunderligt. Til at begynde med …

Ghita med Jesper Christensentil premiere på filmen ”Før Frosten” i 2019.

ULLA:

– … indtil man bliver utålmodig og ikke kan acceptere hverdagen. Så går der en sky for solen. Og til sidst ender man uden nogen. Ligesom os.

GHITA:

– Ja. Men de mennesker, jeg virkelig har elsket, elsker jeg stadig. Med få undtagelser. Jesper (Christensen, red.), som vi talte om tidligere, ser jeg stadig. Ham og hans søde kone, Tove.

- Han og jeg vågnede sammen i lejligheden på Gammel Mønt en dag, og så rejste han sig op og sagde: ”Ved du hvad, Ghita, nu går jeg min vej, for jeg er forelsket i en anden, farvel.”

- Og det er det skønneste, jeg har oplevet. Det kalder jeg fornemhed. Der var ikke nogen sløv brødkniv, der blev mast ned i et stakkels franskbrød. Det var en kort og klar besked. Det er kærlighed.

. Det står for mig som noget af det mest fantastiske og fornemme at gøre for et andet menneske, man holder af. Virkelig. Sorgen er naturligvis stor, men den er min, og jeg synes, Jespers handling var meget flot.

ULLA:

– Derfor er I selvfølgelig også venner endnu.

GHITA:

– Ja, det er vi. Jeg holder forfærdelig meget af ham. Vi spillede sammen, da det skete. Jeg sagde til mig selv: ”Nu falder du ikke sammen, før det her er klaret.” Og det gjorde jeg så heller ikke.

ULLA:

– Selvfølgelig har vi begge to været meget kede af det. Men det er meget interessant, at store smerter i ens privatliv kan holdes i skak af en deadline. Det, at du arbejder dig op til noget bestemt, at du skal levere og endda på en bestemt dag … så kan det andet ikke nytte noget.

GHITA:

– Alle venter. Der er solgt mange billetter.

ULLA:

– I mit tilfælde har det ofte handlet om, at jeg blev sendt ud at rejse med kort varsel.

- Det længste forhold, jeg har haft til en mand i mit liv, var med Jørgen Grunnet, der var chefredaktør på Politiken, senere redaktionschef på TV 2 og efter det diplomat. Han var også omflakkende. Vi delte aldrig adresse, men var sammen i mange år, frem til hans død i 2009 som 70-årig.

Ulla Terkelsen i 1998 med sin partner, ­Politikens tidligere chefredaktør, Jørgen Grunnet, som døde i 2009.
 
- Da jeg boede i Berlin efter Murens fald, skulle han ned og besøge mig. Mens han var på vej, ringede de fra TV 2 og bad mig om at tage til Nordirland.

- Jørgen var lige ankommet, han havde kun lige nået at stille sin kuffert i entréen. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle tage af sted.

GHITA:

– Den eneste gyldige grund til ikke at møde op er, at du er død.

 

Læs mere om: