ærteblomst
Stil

Ærteblomst hele sommeren

17. marts 2017
af Karina Demuth
Foto: Panthermedia m.fl.
Ærteblomst fylder haven med sødme og poesi. Det er en nem plante, og jo mere du plukker til buketter, jo flere blomster kommer der.

Sommerens søde ærteblomst

Almindelig ærteblomst, Lathyrus odoratus, er en af havens fineste og mest poetiske sommerblomster. Hvis du skal vælge bare én plante, som du forspirer og gør dig lidt ekstra umage med, vil ærteblomst derfor være det helt rigtige valg. I den romantiske engelske ”cottagehave” er den med sin sødme, duft og mange blomster nærmest uundværlig. Men også i den moderne have har den med sin flotte højde og lette viltre vækst rigtig meget at byde på. Som det latinske navn odoratus antyder, er det en blomst med en helt enestående duft. Desuden tilbyder den de mest vidunderlige farver, fra hvid og creme over i rosa, gammelrosa og dyb bordeaux til abrikos, lyseblå og kongeblå. Blomsterne kan være små og fine eller ekstra store, tofarvede, fregnede, flæsede, ekstra langstilkede osv., og en enkelt pose frø er nok til rigtig mange planter. Så også på den måde kan man virkelig tale om rigtig meget ”værdi for pengene”. Udover ærteblomst er der et hav af andre søde sommerblomster, du kan forspire allerede nu

Ærteblomst som rumdeler

Ærteblomst i espalier er perfekt som rumdeler på terrasssen eller altanen, hvor den giver fornemmelsen af at sidde i et grønt og blomstrende rum. Et hønsenet med pinde er nok, og vil du have noget med lidt mere pondus, kan du vælge et lille (evt. flytbart) stakit eller et kastanjehegn, der fås i metermål, lige til at rulle ud i den længde, der passer dig. Planten er utrolig generøs i sin blomstring, og det bedste af det hele er, at du bare kan plukke løs alt det, du orker. Jo mere du plukker, jo flere blomster kommer der nemlig. Det betyder, at du uden at fedte kan have friske buketter i vase hele sommeren og stadig have nok til at dele ud af til haveveninderne. Se nogle af årets nyheder i galleriet herunder.

Ærteblomst

Undgå jordtræthed

Ærteblomst er helt utrolig nem at få succes med. Det eneste, der kan drille lidt, er, at den kan være svær at få til at trives på samme sted i mange år i træk. Forklaringen vil i de fleste tilfælde være jordtræthed, og det bedste, du kan gøre, er at vælge et nyt voksested til dine bælgplanter (inklusive ært og bønne) hvert eller hvert andet år. Planterne får den bedste start, hvis du starter med at forspire indendørs. Siden kan du så et nyt hold direkte i jorden i starten af maj. På den måde kan du strække sæsonen til at vare fra sommeren til langt ind i efteråret. Når de forspirede begynder at være lidt trætte, vil de sentsåede være på deres højeste.

Såddan forspirer du

  • Læg frøene i blød i et døgns tid, det fremskynder spiringen.
  • Så de opsvulmede frø i tørvepotter eller såjord. Læg ét frø i hver potte, så der er plads til, at den enkelte plante kan udvikle sig. Eller så to frø, og tynd ud til én plante pr. potte, hvis begge frø spirer.
  • Planterne skal ikke stå for varmt. 10-15 grader er passende, når først væksten er i gang. Sørg for, at de får så meget lys som muligt, ellers bliver de ranglede og blege. Vand med en tynd gødningsblanding.
  • Knib toppen af, når planterne har fået deres andet rigtige bladsæt. Så vil de blive mere buskede og kraftige.
  • Væn de små planter gradvist til livet udendørs ved over nogle dage at sætte dem ud om dagen og tage dem ind igen om aftenen. Plant dem ud i maj med ca. 20 cm’s mellemrum, og giv dem et stativ at klatre i. Beskyt evt. med fiberdug i de første uger, hvis der er risiko for nattefrost.

Ærteblomst er en klatreplante - se nogle af havens andre smukke enårige klatreplanter her

Så direkte på voksestedet

  • Vælg et solrigt sted i haven, og lug for ukrudt.
  • Stik en række to-tre cm dybe huller i jorden med ca. 20 cm’s mellemrum.
  • Vand godt, kom et frø i hvert hul, og dæk med jord.
  • Stik nogle smågrene ned ved siden af. Så har planterne lidt at klatre i, når de kommer op. Du kan også fra starten give dem et espalier, et hønsenet eller et stakit at gro i.
  • Det er nemt at lave et espalier af hønsenet og bambus. De to kryds er med til at stabilisere espalieret, så det ikke vælter, når det vokser til.

Læs også