Idéer til sommerhus
Bolig

Boligreportage: Sommerhus med charme

8. juni 2017
Af Jan Ove Kristensen, redigeret af Britt Endicott
foto: Jan Ove Kristensen
Et rigtigt sommerhus har fejl, mangler og upraktiske anordninger – og det er en del af charmen, mener Hanne Gundmann, der har indrettet sit eget sommerhus fra 1938 i en sød og nostalgisk stil.

HER BOR:
Hanne Gundmann, 66 år, receptionist.

BOLIG:
Klassisk træsommerhus fra 1938 i Tisvildeleje.

AREAL:
65 kvm.

Fra 12-års alderen og til Hanne Gundmann blev voksen, tilbragte hun sine somre i et ældre, idyllisk sommerhus i Tisvildeleje. Så da hun blev gift, fandt hun og hendes daværende mand deres eget sommerhus i området. En sort klassiker på 65 kvadratmeter fra før Anden Verdenskrig.

Huset ligger et stenkast fra station, strand og butikker og rummer trods sin beskedne størrelse tre soverum, stue, køkken og toilet, bad og entré i en tilbygget knast. Og da Hanne flyttede ind i 1989, føltes det som at bo i en cigaræske. Væggene var beklædt med fyrretræ, som Hanne ikke nænnede at male over. Siden valgte hun dog at male væggene flødefarvede, hvide og løvgrønne. Men lofterne står stadig rå, for det bidrager til sommerhusfølelsen.

Fra barndommen husker Hanne, hvordan sommerhuse blev indrettet med kasserede møbler fra helårsboligen. Det har hun aldrig selv ønsket, så hun har møbleret sin egen sommeroase med en blanding af ting fra den tidligere ejer, lidt møbler fra venner og det lokale loppemarked – og enkelte nye køb.

Her kan du finde gode tips til, at forny dit sommerhus

Et sommerhus skal se ud, som det plejer

– Jeg er til tryghed, så jeg tænker mig længe om, før jeg ændrer noget. Sommerhuset skal helst se ud, som det plejer, selv om det må opdateres ind i mellem. Men så kan man jo altid begynde med noget ufarligt som nye sofapuder, smiler Hanne.

Hanne kan lide at have familie og venner på besøg i sommerhuset og bruger gerne sine ferier og weekender på at holde huset og haven med hjælp fra gode venner. Ind i mellem skal der dog også professionelle håndværkere til, for huset er simpelthen gammelt. Tanken om at rive det ned og bygge et nyt, vedligeholdelsesfrit hus på grunden har strejfet Hanne.

– Men sommerhusstemning er svær at overføre til nyt. Her er en masse fejl, mangler og upraktiske anordninger. Men det har sin klare charme, og det perfekte bliver nok for kedeligt. Det her er og bliver rigtig sommerhusstemning for mig, forklarer Hanne.

Sommerhus med charme

Læs også