Daniel Svensson
Popkultur

Håndboldekspert og Vild med dans-deltager Daniel Svensson fortalte sin kræft-historie på Aller

25. oktober 2018
af redaktionen
Foto: Jesper Sunesen, Billed-Bladet
Kun 30 år gammel blev daværende professionel håndboldspiller Daniel Svensson første gang ramt af lymfekræft. Få år senere blev han ramt igen – og for anden gang kæmpede Svensson sig igennem kræften og tilbage på håndboldbanen.

Daniel Svensson besøgte Aller Media for at sætte fokus på Knæk Cancer

Som han står dér høj, muskuløs og med stort mørkt skæg, er han ikke til at kende på billedet på storskærmen bag ham. Det er taget i hans lymfekræftforløb tilbage i 2012, og viser det, som Svensson selv humoristisk kalder for ”michelin-manden” - ham, som han så ud for år tilbage med en krop og et ansigt så opsvulmet og medtaget af hans behandlingsforløb, at det er svært at tro, at han blot få måneder senere var tilbage på håndboldbanen.

Torsdag morgen var Daniel Svensson på besøg på Aller Media, som SØNDAG er en del af, for at sætte fokus på Knæk Cancer ved at fortælle sin personlige beretning om sit kræftforløb og kampen for at kunne vende tilbage til en karriere som professionel håndboldspiller – men også om, hvordan en så alvorlig sygdom kan ændre en som menneske og ens perspektiver på livet.

Der er kun dage

Foredraget tog udgangspunkt i Daniel Svenssons nye bog ”Der er kun dage” – for det er det, der er, når man pludselig får døden så tæt på. Man skal videre til den næste dag, og den næste dag, og komme igennem dagene så godt som muligt – og forhåbentligt blive rask.

Og rask blev Daniel Svensson, men knapt var han trukket i den grønne Skjern-spillertrøje og turde tro på fremtiden, før han igen fik konstateret kræft – denne gang en anden og mere aggressiv type i lymferne, som skulle behandles med både højdosis kemo, stamceller og strålebehandling. Men endnu engang virkede behandlingen, og Daniel Svensson blev i 2017 igen erklæret kræftfri – og er det stadig den dag i dag. Han har dog sidenhen skiftet harpiksen ud med en mikrofon, efter han har stoppet sin professionelle karriere og nu arbejder som blandt andet håndboldekspert på TV2.

Aller Media støtter Knæk Cancer

For Daniel Svenssons kræftforløb var det afgørende, at han ikke var blevet syg 10 år tidligere. Hans behandling beroede nemlig på den store forskning i kræft, som hele tiden gør fremskridt og finder nye måder at komme den forfærdelige sygdom til livs på.

Dén forskning vil vi hos Aller Media blandt andet gerne støtte op om, og derfor samarbejder vi for sjette år i træk med Kræftens Bekæmpelse om Knæk Cancer-kampagnen. Derfor kan du lige nu købe de fine Knæk Cancer-blomster for 25 kr., der hvor du køber dit ugeblad. Overskuddet fra salget af blomsterne går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse og til forskning, behandling og patientstøtte i forbindelse med kræft.

Kort om Daniel Svensson

Daniel er 36 år og har gennem to årtier været en kendt spiller og profil i den danske håndboldelite, hvor han er tidligere dansk mester med AaB Håndbold og pokalvinder og DM-sølvvinder med Skjern Håndbold. Han er bl.a. også kendt fra TV2 som både håndboldekspert og som deltager i Vild med dans. Derudover er han forfatter til bogen "Der er kun dage" og foredragsholder.

I ti måneder måtte Daniel sætte sin karriere ufrivilligt på standby, da han i 2012 fik konstateret lymfekræft. I efteråret 2013 gjorde Daniel comeback på banen efter at have besejret sin kræftsygdom. I 2016 vendte kræften tilbage, men også denne gang blev han rask og blev i 2017 erklæret kræftfri for anden gang.​

Kilde: Aller Media

https://imgix.femina.dk/lars-daniel.jpg

Daniel Svensson sammen med Allers administrerende direktør, Lars Sander Matjeka, og chefredaktør på BILLED-BLADET, Annemette Krakau. Sidste år kunne hun overrække over 4,5 millioner fra Aller til det store Knæk Cancer-show. Vi er spændte på, om vi kan slå den rekord i år .

Læs også