https://imgix.femina.dk/media/ea7f47a170d4451597217ca73dade41f.jpg
Selvudvikling

Henriette Zobel: Vejen tilbage fra depression

25. juni 2012
af Britta Bjerre
foto: Marianne Leth
For et år siden gik Henriette Zobel konkurs med sit tøjfirma Pureheart. Men det var ikke bare forretningen, der gik ned. Det gjorde hun også selv.

Hvis det går efter planen, vil Henriette Zobel, 49, til efteråret tage rundt i landet med en række foredrag, der siger det ligeud: Sådan er det at blive ramt af en depression.

For Henriette Zobel har været der selv. Hun har været helt nede i det sorteste hul, siger hun. Og dernede opdagede Henriette Zobel også, at det stadig er tabu at have en depression.

I dag, godt et år efter konkursen med tøjfirmaet Pureheart, er Henriette Zobel oppe i lyset igen.

Men det er blevet vigtigt for hende at medvirke til at nedbryde det tabu, der altså stadig er omkring en sygdom, der nærmest regnes for at være en folkesygdom.

Ikke meditere

I mange år har Henriette Zobel været fortaler for meditation og har åbent bekendt sig til en bestemt indisk guru.

Men da hun var hårdest ramt af depressionen, var det umuligt for hende at meditere og gøre brug af de værktøjer, der ellers har været hendes trofaste hjælpere.

Hun måtte ty til en psykiater og en psykolog, og senere fik Henriette Zobel også en coach med ind i sin helbredelsesproces. Og først da kunne hun igen drage nytte af de gamle værktøjer.

Skyldfølelsen og skammen, der ramte hende, da hun blev syg, har hun lagt bag sig.

- Jeg har ikke noget at skamme mig over. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for min forretning. Og sygdommen, skulle jeg skamme mig over at blive syg, lyder det fra Henriette Zobel.

Nu med smykker

I øjeblikket arbejder Henriette Zobel på at komme tilbage med et smykke-projekt.

- Men, siger Henriette Zobel bestemt, - jeg skal kun designe. Jeg kommer aldrig til at sidde med 15 kasketter på igen, konstaterer Henriette Zobel.

De hjalp Henriette Zobel til at komme videre

Her er Henriette Zobels egen liste over forfattere, som har været med til at hjælpe hende videre, og som hun opdagede på nettet.

• På et tidspunkt faldt jeg over en Doreen Virtue engel-healing-cd. Doreen Virtue er den mest berømte indenfor engle-verdenen, og hendes healings-cd'ere har været fantastiske for mig. I en periode hørte jeg Doreen Virtue nat og dag.

• Bogen "2012 & Beyond" skrevet af Diana Cooper tog mig videre. Diana Cooper har skrevet uendeligt mange fantastiske bøger, udover "2012 & Beyond" f.eks. "A new Light on Angels", "Discover Atlantis" og "A new Light on Ascension". Jeg har næsten læst alle hendes bøger og lyttet til hendes cd'ere - og helst hele tiden. Jeg skal på kursus hos hende i London senere på året og glæder mig meget.

• Det er også internettet, der har ført mig til den amerikanske evolutionary astrolog Tom Jacobs, som jeg er meget begejstret for. Jeg er fuldstændig opslugt af hans bog "Chiron 2012, and The Aquarian Age". Der er mange skyggesider, der er faldet på plads indeni mig, efter jeg har læst hans bøger og ikke mindst efter, jeg har været i kontakt med ham personligt. Det er jo så smart i dag, at man kan få sessions over nettet. Hans grounding-meditation-cd har lært mig en helt ny meditationsteknik.

Læs også