Skolebørn

Sådan opdager du mobning (og sådan gør du bagefter)

Har du mistanke om, at dit barn bliver mobbet, så er her nogle råd til, hvordan du skal forholde dig.

Gode råd til at opdage mobning

• Vær nysgerrig og stil spørgsmål til, hvordan barnet har det i skolen

• Snak om de andre elever i klassen - også dem, som ikke er dit barns bedste venner. Spørg hvordan de andre har det, hvad de laver, og hvem de er sammen med

• Tag det alvorligt og reager, hvis et barn fortæller, at han eller hun selv eller andre i klassen ikke har det godt

• Vær opmærksom på signaler, der viser, at et barn bliver mobbet. Det kan være, at barnet ikke længere er glad for at komme i skole, holder op med at være sammen med andre efter skole, lukker sig inde og bliver trist, bliver mere hidsig eller får ondt i maven eller hovedet.

Når et barn bliver mobbet i skolen, kan det ikke alene ødelægge barnets skoletid, men også have store konsekvenser uden for skolen og endda resten af livet.

Derfor er det vigtigt, at det bliver opdaget, og at der bliver gjort noget i tide.

Bente Boserup, leder af Børns Vilkårs rådgivning, kommer her med nogle gode råd til, hvordan man som forældre kan forholde sig til mobning.

Forældres ansvar at reagere på mistanke om mobning

- Bliver et barn drillet en enkelt gang, kan det være, at man bare skal lade det ligge, men hvis der er tale om mobning, skal der gøres noget, og det er altid forældrenes ansvar, at der bliver handlet. Mobning er ikke noget, som børn selv kan løse, siger hun til tv2.dk

Selv om barnet siger, at der ikke er noget galt i skolen, så er der alligevel nogle tegn, som man som forældre kan være opmærksom på.

- Det første tegn kan være, at barnet har ondt i maven eller hovedet eller ikke vil hen i skolen. Det kan også være, at barnet simpelthen går fra skolen i løbet af dagen, siger Bente Boserup og uddyber:

Børn reagerer altid, hvis de bliver mobbet

- Nogle børn kan for eksempel finde på undskyldninger som en forkølelse eller anden sygdom for at slippe for at skulle i skole. Og mens nogle børn reagerer på mobningen ved at skælde ud og blive aggressive, bliver andre børn meget stille. Uanset ændrer barnet ofte adfærd og bliver trist. Hvis barnet mistrives, er det vigtigt, at der bliver talt om det, og man skal som forældre virkelig lytte til barnet. Vær generelt nysgerrig, spørg detaljeret ind og lyt efter, råder Bente Boserup.

Hun erkender, at det kan være svært.

- Det er svært som forældre at høre, at ens barn bliver mobbet. Du har lyst til at gøre det til noget, der ikke er slemt, for du kan slet ikke holde ud, at dit barn bliver udsat for mobning. Og det er fuldstændig naturligt, for alle forældre vil gerne have, at ens barn har venner og er populært, siger hun.

Involvér barnet i løsningen

Når barnet så endelig fortæller, at det bliver mobbet, så er det vigtigt, at man ikke handler uden at fortælle barnet, hvad man har tænkt sig at gøre.

Det kan du gøre, hvis dit barn bliver mobbet

• Lyt til dit barns historie og anerkend problemet

• Ros barnet for at fortælle om mobningen

• Trøst dit barn og læg vægt på, at det ikke er barnets egen skyld, at det bliver mobbet

• Tag kontakt til skolen og de andre forældre i klassen, for at finde ud af hvordan mobningen stoppes

• Indgå et konstruktivt samarbejde med skolen for at finde ud af, hvordan I sammen kan løse problemet

• Insister på et kontinuerligt fokus på trivsel i dit barns klasse

Bente Boserup foreslår, at man for eksempel spørger barnet, om det helst vil have, at forældrene går hen på skolen eller ringer derhen.

Hun anbefaler ikke, at man tager kontakt til forældrene til det barn, der mobber, for det kan gøre situationen værre.

Men det er en god ide at inddrage skolen, og man kan eventuelt også tage kontakt til andre forældre, hvis der er nogle, man har et godt samarbejde med.



Læs også:

Hjælp dit skolebarn til bedre trivsel
Mobber dit barn?
Hvorfor opstår mobning?

Læs mere om: