Makeup & hudpleje

Gør dine fødder forårsklar

Få gode råd fra en ekspert til, hvordan du plejer dine vintertørre fødder

Selvom fødderne ikke skal vises frem i sandaler i disse måneder, er det alligevel vigtigt at pleje dem, når de skal pakkes ind i lune uldstrømper og store vinterstøvler.

Louiza Schneevoigt, der er fodterapeut ved en klinik i Hellerup, giver her fem gode råd til at pleje fødderne.

1. Tørhed
Husk at tørre dig mellem tæerne efter et bad. Når det ikke er sommer, og fødderne ikke får ligeså meget luft, er det vigtigt, at de er helt tørre, inden de bliver pakket ind i uldsokker, morgensko eller vinterstøvler. Ellers kan man udvikle svamp.

2. Fed creme
Smør fødderne ind i en fed creme. Det må ikke være en bodylotion, som indeholder meget vand. Det skal være en god, fed creme, understreger Louiza Schneevoigt. Når man er så meget inden for i løbet af vintermånederne, tørrer vores hud nemlig let ud.

6 tips til flotte fødder

3. Varme strømper
Tag gode, varme strømper på, når du går udenfor. Det er ikke så godt for fødderne kun at være pakket ind i nylonstrømper og små ballerinasko. Hold dine fødder varme og sørg for, at tæerne kan bevæge sig. Gå i materialer som kashmir, uld og silke, som giver varme.

4. Fodbad
Brug de kolde aftener på at forkæle dig selv. Tag et fodbad en gang om ugen og smør efterfølgende fødderne ind i en fed creme. Ifølge Louiza Schneevoigt er det ikke en god idé at file fødderne for at fjerne død hud. Det skaber nemlig en friktionsvarme, som går op og fortæller hjernen, at det "brænder". Og det får kroppen til at danne endnu mere hård hud på fødderne. Det er bedre at gå til en fodterapeut et par gange om året for at få skåret den døde hud væk.

5. Drop neglelak
Drop neglelakken og giv neglene et pusterum. Negle har brug for lidt luft. Så udnyt den kolde tid til i stedet at give neglene på fødderne lidt olie, så de bliver stærke. Folk, der går meget med lak på neglene, kan nærmest have tørre og gullige negle, fordi lakken forsegler. Tag tre måneder uden neglelak på og plej i stedet neglene med olie.

Læs mere om: