https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/skoenhed/makeup-og-hudpleje/2012/09/1236-3-spoergsmaal-til-feminas-skoenhedsekspert/1236-makeup-marlene-art.jpg
Skønhed

3 spørgsmål til FEMINAs skønhedsekspert

6. september 2012
af Webredaktionen og Marlene Kronborg
Er du træt af, dit hår fedter til i løbet af ingen tid, og hvor lang tid kan din mascara egentlig holde? FEMINAs skønhedsjournalist Marlene Kronborg står klar med svar på dine spørgsmål!

Indimellem kan man undre sig over, hvorfor veninden ALTID har smukke og bløde lokker - når hun hårdnakket påstår, at det er fire dage siden, hun har vasket det sidst… Eller hvorfor din mascara pludselig giver dig røde, irriterede øjne (eller øjenbetændelse, gys!), selvom den ikke er mere end et par måneder gammel.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/dbd2f26d59544161aa15356f377b3df4.jpg

Marlene Kronborg

Heldigvis har vi vores helt egen skønhedsekspert på FEMINA - Marlene Kronborg, der har været skønhedsjournalist på bladet igennem de sidste mange år. Så vi har udfrittet hende om nogle af de emner, hun ved allermest om - og her kan du få svar på tre af de typiske skønhedsspørgsmål, som mange af os render rundt med.

1. Jeg har ikke været god ved mit hår denne sommer - hvad kan jeg gøre, nu da skaden er sket?

Fugtgivende hårkure er altid et plus til tørt og udpint hår, men hvis du, lige som jeg, ikke altid har tålmodighed til at lade en kur sidde i håret, så kan jeg stærkt anbefale hårolie til længder og spidser samt fugtgivende leave-in produkter.

2. Hvor længe kan min mascara holde? Og hvad med min læbestift og øjenskygge?

På emballagen til dine makeup-produkter vil du ofte finde en aftegning af en lille krukke med et tal. Tallet indikerer, hvor mange måneder produktet kan holde efter åbning. Men alt er naturligvis individuelt alt efter, hvordan du bruger dit produkt. Bruger du fingre eller pensel til din øjenskygge? Bruger du pensel til læbestiften, eller tager du den direkte på? Pumper du luft ind i mascaraen ved at tage børsten ud og ind flere gange end nødvendigt osv. Tallet er derfor kun en indikator.

3. Jeg forstår ikke de kvinder, der kun vasker hår to gange om ugen? Hvordan undgår de at få fedtet og grimt hår?

Håret bliver hurtigere fedtet, hvis du tidligere har vasket det hver dag, da hovedbunden producerer mere fedt (sebum) for, at den ikke skal udtørre efter den hyppige hårvask. Det er og bliver derfor, desværre, en "læreproces" over tid for hovedbunden at finde ud af, at den ikke skal producere lige så meget som tidligere. Men i den mellemliggende periode kan jeg anbefale at bruge tørshampoo, da det opsuger det overskydende sebum. Og så ville jeg gøre det over en strandferie eller lignende, hvor håret ikke behøver at falde i perfekte lokker.

Læs også