Skønhed

Fletninger, hestehale og masser af bling: 4 hotte hårtrends, du skal kende dette efterår

17. september 2019
af Kathrine Graa
Foto: Panthermedia
Festlige fletninger eller bling i hestehalen? Er du i tvivl om, hvordan du skal sætte dit hår denne sæson? Her har du en guide til de 4 hotteste hårtrends i efteråret 2019.

Når mørket falder på, kan det være forfriskende med ny lir på toppen. Her får du en guide til de fire fedeste hårtrends dette efterår - og de er gode! Det er ligegyldigt om du skal til en masse efterårsfester eller bare en tur i skoven, vi har fundet både de nemme og de praktiske.

Den helt nemme

Alle dovne damer kan ånde lettet op. Den letteste frisure nogensinde er nemlig tilbage. Hestehalen, der bliver bundet i nakken og kræver så minimale anstrengelser, at man ikke drømmer om det, er in. Det eneste du skal gøre for at det bliver chic er at folde en lok hår rundt om elastikken og så er du good to go. Det samme kan du gøre med den høje hestehale! - Hvis altså du er mere til den lidt kække hestehale, der placeres på toppen af hovedet.

Fine fletninger

Fletninger er ikke længere kun for pigebørn og Game of Thrones-entusiaster. De er blevet allemandseje, og tør man vove sig ud i lillepige-fletningerne, kan det gøre underværker for et look. Fletninger er nemme, lettilgængelige og de kan holde i flere dage, hvis de bliver lavet ordentligt. Brug dem til at indramme dit ansigt, for at give dit look en mere afslappet vibe, eller gå mod det mere romatiske look med en fletningkrone.

Fimrehår og følehorn

Hvis du ikke har opdaget det endnu, så er det er virkeligt let at være chic denne sæson. Gadebilledet og modehusene har omfavnet de små irriterende fimrehår, man bare ikke kan komme af med, og kendisserne har forbarmet sig over 90’er følehornene, der indrammer ansigtet. Hiv et par tilfældige lokker hår ud af din frisure, inden du går ud ad døren om morgenen, så har du præciseret 90’er følehornene anno 2019. Nemmere bliver det altså ikke.

Bling til regnvejrsdagen

Der er tre essentielle ting, du skal have fokus på, når det kommer til hårmoden i dette efterår: Sløjfer, spænder og bling. Kør den romantisk ind med en stor sløjfe i din lave hestehale. Til arbejdslooket kan du prøve at holde styr på pandehåret med spænder, og til fest kan du give den gas med et overflødighedshorn af bling (tænk Sofie Linde i X-Factor). Kun fantasien sætter grænser!

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_2.png

Læs også