Udlev din største frygt på scenen

Elsk din krop

Udlev din største frygt på scenen

Charlotte er taget på Mindjuice-kursus for at kurere sin sceneskræk. Hun bliver udfordret til at udleve sin største frygt på scenen.

"Ønsker du at holde et medrivende foredrag?"
"Vil du lære at tale, så mennesker bliver rørte og inspirerede?"

Ja tak! Mindjuices 2-dages kursus "Brænd igennem" lover at opøve den personlige gennemslagskraft som taler. Det er noget, som jeg i den grad har udfordringer med, så jeg meldte mig til med sommerfugle i maven.

Vi var 8 kursister i alt, hvilket var et rigtig godt tal. Flere havde været for overvældende.

Hurtigt antog jeg, at jeg var den, der havde det sværest ved at stå på scenen, som i dette tilfælde bare var et sort tæppe på gulvet. Jeg følte mig blottet, og det slog mig, at dette jo ikke var et kursus om sceneskræk men om gennemslagskraft. Var det her for udfordrende og svært for mig? Kunne jeg opfinde en eller anden sygdom?

Det hjalp da kursusleder Pernille W. Lauritsen indledningsvist sagde, at en del havde meldt fra i sidste øjeblik, hvilket var meget typisk for dette kursus, som netop er udfordrende på det personlige plan. Det gjorde, at jeg klappede mig mentalt på skulderen. Jeg sad her, og det skulle nok gå.

Løb grædende fra bryllupstalen
Da Pernille W. Lauritsen lagde ud med en sjov historie fra det virkelige liv, løsnede det op for stemningen og min mavefornemmelse. Hun havde engang skulle holde en tale til sin venindes bryllup, men da alle øjne hvilede på hende, gik hun i sort og endte med at storme ud og græde i køkkenet.

Vi grinte alle lettet. For hvis en så sej og karismatisk kvinde, der lever af at stå foran andre i dag, kan blive så bange, så var det vel også ok, at vi synes, det var svært?

Det gav mig håb om, at jeg måske også en dag kan kigge på tiden nu, hvor jeg dør, når jeg står på en scene, og grine af det.

Find fem fejl … rosende ting
Efter nogle tips var det vores tur til at stå der, hvor Pernille lige havde stået. Vi skulle øve nogle grundregler, der handlede om at stå på scenen i 3 minutter og byde velkommen og forklare hvem vi var, og hvad vi ville tale om.

FAKTA

Brænd igennem

  • Brænd igennem forløber over 2 dage.
    Fortsætter kursus: Brænd max igennem.
    Afholdes af professionel coach og Mindjuice grundlægger Pernille W Lauritsen. Hun har arbejdet professionelt med coaching og præsentationsteknik i over 14 år.
    Stemmecoach Christa Zinglersen, der har arbejdet med stemmer og performance i 17 år.
    Pris: 3995 kr.
    www.mindjuice.dk

Jeg valgte at fokusere på at præsentere min bog Generation Multiorgasme, der udkommer den 25. januar. Da jeg stod på scenen, skete der det, der altid sker: Jeg speedsnakkede og kunne ikke huske et ord af det bagefter.

Da jeg blev bedt om at fremhæve, hvad jeg synes, der var godt ved min præsentation, var det nærmest umuligt. Det var lettere at finde fejlene, men jeg fik forbud mod at gå ned ad den vej, hvilket efterlod mig tavs og tænksom.

Sådan havde vi det alle hver især. Pernille forklarede: "Vi kender alle oplevelsen af vores egen indre stemme, der dømmer præsentationen langt hårdere, end andre gør."

Vi fik til opgave at lægge mærke til, hvordan vi talte til os selv og prøve at vende det til positive indre dialoger i stedet. Lettere sagt end gjort, men det er helt sikkert rigtigt, at man kommer længere uden Jante på slæb.

Træk dog vejret
Jeg fandt også ud af ved hjælp af stemmetræneren Christa Zinglersen, at min største udfordring var mit åndedræt. Hun forklarede til holdet:

"Det er vigtigt, at I får trukket vejret helt ned i maven. Dette gør, at I kan bruge stemmen mere varierede og fange folk med den. Hvis I bruger stemmen meget forkert, så kan I ramme en tone, der ikke er rar for jer eller jeres tilhørere."

Det kan jeg godt nikke genkendende til, når min stemme antager en meget skinger tone. Derudover glemmer jeg simpelthen at blinke, trække vejret og synke, når jeg er i spotlight. Vi fik 7 grundlæggende regler for en god præsentation og så rørende taler på youtube og diskuterede, hvad der fungerede, og hvad der ikke gjorde.

Udlev din værste frygt
På andendagen skete kursets gennembrud for mig. Min værste frygt er at gå i sort på scenen. Det gør for eksempel, at jeg ikke tør at holde pauser, trække vejret eller kigge rundt på folk. For hvad nu hvis jeg taber tråden eller keder mine tilhørere?

Min udfordring blev at tage ting stille og roligt. Jeg lagde ud med at kigge alle mine tilhørere ind i øjnene enkeltvis og at tage en dyb indånding efter hver sætning. Jeg tillod mig endda at hælde et glas vand op, men glemte dog at drikke af det.

Det store var, at jeg faktisk blev helt rolig for første gang nogen sinde på en scene. Utroligt hvad åndedrættet kan gøre! Jeg følte, at alt gik i slowmotion, men tilhørerne sagde bagefter, at sådan havde de slet ikke haft det. Nu forstod de for første gang, hvad jeg talte om og havde lyst til at købe min bog, fordi jeg virkede oprigtig.

Det føltes som en så mærkbar og personlig overvindelse.

Prøv det!
Jeg vil virkelig anbefale denne workshop til alle, der ønsker større gennemslagskraft og kan tage 2 hverdage ud af kalenderen. Det var utrolig givende, og jeg lærte en masse vigtige tricks og fik værktøjer til at ændre nogle reaktionsmønstre.

Pernille er en meget dygtig underviser, der ikke er bange for at trække på egne erfaringer. Undervisningen er humoristisk og oprigtig, og man kommer rigtig tæt på de andre deltagere, som også tager livtag med deres indre dæmoner.

Læs mere om: