Mellem 30-50 pct af os siges at være introverte. Er du én af dem? Se her, hvor meget af dit eget liv, du kan genkende, når introverte Anna Skyggebjerg fortæller som sit...

Elsk din krop

Anna Skyggebjerg: Sådan er livet som introvert

At være introvert kan være lidt af en udfordring i en verden, hvor alting larmer, støjer og bevæger sig hurtigt. Men det kan også være en stor styrke. Mød Anna Skyggebjerg, forfatter til bogen ”Introvert – stå ved dig selv”…

Hvad vil det sige at være introvert?

 


Introvert? Hører du måske til
de 30-50 pct. af os, der er
introverte? Læs her om Anna
Skyggebjerg, som selv er
introvert - måske kan du gen-
kende noget fra dig selv?

Det ultrakorte svar er, at en introvert er et menneske, som får energi af at være alene eller sammen med få mennesker, hun kender godt. Til gengæld tappes hun for energi af at være for længe sammen med mange mennesker. En ekstrovert får energi af at være sammen med mange mennesker. Og tappes for energi af at være for meget alene.

Så om man er introvert eller ekstrovert handler i bund og grund om, hvordan man lader sine batterier op.
Det lidt længere svar er, at introverte er naturligt stille. Vi lytter mere, end vi taler. Vi er ikke så glade for at være "på". Men vi er til gengæld gode til at arbejde selvstændigt, koncentrere os og fordybe os. Vi holder af at snakke med nære venner om tanker og følelser, men synes at small talk er ret svært. Så vi vil typisk helst fejre fødselsdag bare med den nærmeste familie frem for at holde en stor fest. Og så er vi nogle, for hvem det er et rigt indre liv, der giver størst livskvalitet. For ekstroverte er det typisk et rigt socialt liv, der giver størst livskvalitet.

Men jeg tror, det er vigtigt at pointere, at ingen af os er 100% introverte eller 100% ekstroverte. Der er tale om et kontinuum, hvor den ekstreme ekstroverthed ligger i den ene ende af spektret, og den ekstreme introverthed ligger i den anden ende af spektret. Vi befinder os hver især et unikt sted i det kontinuum.
 

Hvordan fandt du selv ud af, at du var introvert?

Jeg har selvfølgelig altid vidst, at jeg er den stille type, at jeg har brug for meget tid i mit eget selskab og nemt brænder ud til fester og vil tidligt hjem, selvom jeg egentlig har det godt. Men jeg har også altid troet, at navnet på sådan en som mig, var "sær" eller "asocial" eller "arrogant". Så det var en aha-oplevelse og en enorm lettelse, da jeg for nogle år siden læste en artikel i et amerikansk tidsskrift og fandt ud af, at jeg ikke er sær, jeg er bare introvert. Og at jeg ikke er alene om det.

Den helt store lettelse var at finde ud af, at min introverthed ikke er et problem, men faktisk en af mine største styrker: Det er for eksempel den, jeg kan takke for, at mit liv er fuldt af rigdom, fordi jeg kan lide at læse, skrive, lytte, meditere og fordybe mig i ting og mennesker. Og jeg har jo forstået nu, at det er lige så værdifulde karaktertræk som de mere synlige ekstroverte.

Så introverte er ikke asociale. Vi kan godt lide andre mennesker. Vi foretrækker bare tætte relationer frem for mere overfladiske, og små sammenhænge frem for store. Og så har vi brug for en del tid i vores eget selskab, fordi det er sådan vi lader op. Vi er simpelthen sociale på en anden måde end de ekstroverte, som jo foretrækker at have mange mennesker omkring sig, fordi det giver dem energi. Den introverte måde at være social på er hverken værre eller bedre, den er bare anderledes.
 

TEST DIG SELV: Er du god til at sige fra!Hvordan viser det sig, at du er introvert?

Udadtil tror jeg det viser sig tydeligst ved, at jeg er en lidt stille person, og at jeg lytter mere end jeg taler. Ikke altid, men som regel. Og så viser det sig nok også på den måde, at jeg ind imellem vælger at takke nej til invitationer, som jeg ved vil dræne mig for energi. Som regel siger jeg selvfølgelig ja tak (jeg er jo ikke en asocial særling!), men ikke altid.

Det gode liv for en introvert som mig handler om at finde en balance mellem på den ene side at tage hensyn til min introverthed (mit behov for at være alene) - og på den anden side at tage hensyn til vigtigheden af de arrangementer, der kræver af mig, at jeg tilsidesætter min introverthed. Så jeg takker ja til familiemiddag nummer 1 og 2, fordi det er vigtigt for min familie. Men jeg behøver måske ikke takke ja til nummer 3. Det er faktisk helt ok, synes jeg, at melde ud uden undskyldninger, at "Tak fordi du tænkte på mig, men jeg vil gerne takke nej denne gang, for jeg har været til lidt for mange arrangementer på det sidste. Men hvad med at mødes til en kop te i næste uge?" Jeg synes, det er forstemmende, at det er så kættersk en tanke for mange mennesker: "Jamen, man kan da ikke…" Vel kan man da så!
 

KØB ANNA SKYGGEBJERGS BOG

  • KØB ANNA SKYGGEBJERGS BOG: INTROVERT - STÅ VED DIG SELV MED 25 PCT RABAT. NU KUN 187,95!
  • KLIK HER FOR AT SE MERE

Jeg siger selvfølgelig også ja til langt de fleste af de aktiviteter, som har med børnene at gøre. Men igen: ikke dem alle sammen. Jeg er efter mange kvaler nået til den erkendelse, at det ikke er en forudsætning for godt forældreskab, at jeg går planken ud og siger ja til de meget ekstroverte aktiviteter som at tage på hyttetur med klassen, hvor de voksne skal sove i fælles sovesal - eller at tage på kanotur med klubben, hvor man skal sove i shelter. Og det sjove er, at jeg da jeg meldte ud overfor børnene, at det kunne jeg desværre ikke tilbyde, sagde de bare "ok". Ikke andet end "ok". De kender mig jo og vidste godt, at det ikke er noget for mig. Så følges de da bare med nogle af deres kammerater og deres forældre i stedet for.

Indadtil mærker jeg mest min introverthed som et meget udtalt behov for at have ro omkring mig og at have tid alene. Jeg har for eksempel brug for et åndehul alene med mig selv hver aften. Ikke nødvendigvis i lang tid, men måske i 20 minutter, hvor jeg kan lade mine batterier op. Derfor er det et fast ritual, at jeg hver aften går i Vestfløj. Nu bor jeg ikke i et slot med en Vestfløj, jeg kan trække mig tilbage til, så Vestfløjen er i realiteten bare soveværelset. Men vi kalder det Vestfløjen, for at markere, at der ikke er nogen, der har nøgle dertil, og at uanset, hvad der sker, kan jeg ikke kontaktes i de 20 minutter. Min familie ved godt, at jeg ikke vælger dem fra, bare fordi jeg vælger alenetid til. Tværtimod: Jeg har brug for alenetid, så jeg igen kan være noget for dem.
 

Er der noget galt med at være introvert?

Nej, der er ikke noget galt med at være introvert. Tværtimod: Verden støjer, og den har brug for den ro og eftertænksomhed, introverte bidrager med, så der kommer balance i tingene.
Men det er klart, at det er forbundet med nogle udfordringer at være naturligt stille og at have brug for at være en del alene, når nu vi lever i et samfund, hvor det er en anden måde at være social på, der giver flest point. Man kommer nemt til at føle sig forkert. Og man kommer ind imellem til at slå knuder på sig selv for at passe ind og fremstå mere ekstrovert.

Forskning viser, at vi som mennesker er så forblændede af det ekstroverte ideal, at vi pr. intuition tillægger de ekstroverte en række positive træk på bekostning af de introverte. De sociale og meget talende bliver opfattet som de dygtigste. Og endda som pænere og mere sympatiske end de mere stille. Så det er ikke så sært, at vi, som er introverte, ind imellem slår knuder på os selv for at tilpasse os det ekstroverte idel. For hvem vil ikke gerne betragtes som pæn og klog?

Men jeg synes nu, jeg efterhånden er blevet bedre til at stå ved, hvem jeg er. Det er blevet nemmere at sige ja og nej på de rigtige steder og dermed få en bedre balance mellem udadvendte og indadvendte aktiviteter. Men jeg oplever selvfølgelig stadig situationer, hvor jeg føler mig ikke bare introvert, men forkert. Receptioner, for eksempel, hvor der skal mingles og small talkes. Der tilbringer jeg mistænkeligt megen tid på badeværelset for lige at finde kræfter til at gå en ny runde.
 

Hvad har det givet dig af klarhed at konstatere, at du hører til de introverte?

Det har været en stor lettelse og en kilde til øget selvforståelse og øget selvværd at finde ud af, at jeg er introvert - og at det er helt fint at være. Og jeg ved, at det samme gælder for rigtigt mange af mine læsere, for næsten samtlige mails, de skriver til mig, handler om netop det: De skriver, at de har gået hele livet og følt sig forkerte, at de har skammet sig og brugt en masse kræfter på at fremstå mere ekstroverte, end de er. Og så skriver de, at nu har de forstået, at de er helt ok. Det er stærke sager! Det er jo potentielt livsforandrende pludselig at forstå, at man ikke er sær, asocial eller arrogant, men bare introvert.
 

Hvordan finder man ud af, om man selv er introvert?

Man skal først og fremmest spørge sig selv, hvordan man lader sine batterier op. Det klassiske eksempel er, at fredag eftermiddag siger den ekstroverte, "Hold nu op, det har været en hård uge. Jeg er helt smadret. Nu trænger jeg bare til at komme ud og drikke nogle øl." Og fredag eftermiddag siger den introverte, "Hold nu op, det har været en hård uge. Jeg er helt smadret. Nu trænger jeg bare til at komme hjem og smække benene op og læse en bog."

 

Du kan følge Anna Skyggebjerg på hendes blog:

http://blog.annaskyggebjerg.dk/

 

Læs mere om: