Elsk din krop

6 kønssygdomme - Kend symptomerne

Du har med garanti prøvet at have et utilfreds underliv, der helst bare vil pakkes ind og fodres med antibiotika. Vi giver dig 6 af de mest hyppige kønssygdomme, symptomerne og behandlingerne.

Svamp:

Ca. 80 % af alle kvinder vil på et eller andet tidspunkt i deres liv opleve at få svamp i underlivet. Gærsvampen Candida lever naturligt i vores slimhinder, men infektionen sker, når pH-værdien forstyrres. Infektionen føles som en svien samt smerte ved vandladning, og der kan også være øget udflåd forbundet med infektionen. Svamp kan i de fleste tilfælde behandles med stikpiller eller creme, som fås i håndkøb på apoteket. Er infektionen af sværere grad, kan den behandles med antibiotika.

Stort galleri: Kend din klitoris og se billeder her

Klamydia:

Klamydia er den mest almindelige kønssygdom med ca. 14.000 smittede hvert år i Danmark. Det siger sig selv, at risikoen øges, jo flere gange du dyrker ubeskyttet sex. Klamydia viser sig ikke nødvendigvis med symptomer, og du kan derfor gå længe med sygdommen uden at opdage det. I andre tilfælde kan der opstå smerte ved vandladning, eller du kan opleve øget udflåd. Såfremt klamydia ikke behandles, kan det medføre, at du bliver steril - så bliv hellere tjekket for kønssygdomme en gang for meget end en gang for lidt.

Kønsvorter:

Hvis du opdager noget, der ligner små blomkålshoveder i underlivet, kunne det sagtens være kønsvorter - og dem har du ikke lyst til at få besøg af, for har du først haft dem en gang, vil de vende tilbage med jævne mellemrum. Ikke nok med det, så fjernes de ved, at man simpelthen fryser dem af på samme måde, som man fryser fodvorter. Den virus, der giver kønsvorter menes desuden at kunne påvirke celleforandringer og dermed øge risikoen for livmoderkræft. Kønsvorter smitter ved samleje, så igen kan det varmt anbefales at bruge kondom.

Læs meget mere om kønsvorter og behandlingen her

Herpes:

Måske du allerede har haft fornøjelsen af forkølelsessår ved munden - tænk så på, hvis de sad i den anden ende… Herpes er ikke direkte farligt, med mindre du er gravid. Til gengæld gør det ondt, og du vil i et par uger være belemret med blærer og sår. Herpes smitter ved sex, men kan også overføres via oralsex fra en person med forkølelsessår. Har du først fået virussen, vil den sidde i kroppen resten af livet. Som regel vil udbruddene dog blive mildere og mildere med tiden. Hyppigheden af udbruddene kan variere fra person til person.

Fladlus:

En fordel ved at fjerne hår i intimområdet er, at du ikke bliver den uheldige indehaver af fladlus. De små sataner er ca. halvanden millimeter lange og lever af at suge blod. Det svier og tilmed lægger de også æg, så smerten kan fortsætte i al uendelighed, hvis ikke man får sat en stopper for invasionen. De små lus kan likvideres med luseshampoo, som kan købes på apoteket i håndkøb - alternativt kan en brasiliansk voksbehandling anbefales.

Hiv/AIDS

En hiv-virus må nok betragtes som den værste af alle kønssygdomme, da den nedbryder immunforsvaret og er, hvis ubehandlet, dødelig. Virussen overføres gennem kropsvæsker, herunder blod og sæd, men selve risikoen for smitte er dog ret lav for danske heteroseksuelle kvinder. Risikoen øges dog, hvis du dyrker ubeskyttet sex med nogle af højrisikogrupperne, herunder stiknarkomaner, homoseksuelle mænd eller mennesker fra Asien, Caribien eller Afrika syd for Sahara. Det vigtigste er dog, at man er under behandling. Hvis man er under behandling smitter virus ikke, og så er levetiden ikke påvirket af sygdommen.

 

Sex og erotik hos Tidens Kvinder