Laura Engstrøm
Mental sundhed

Vintermørke: ”Dansen redder mig”

Mørke og kulde. Sådan er det hvert år. Det er ikke til at komme udenom. Men hvordan slipper vi helskindede og glade igennem det? For Laura Engstrøm er dansen kommet som en kærkommen redning

Der findes lys i mørket: ”Dansen redder mig”

 
Hvem: Laura Engstrøm
Alder: 47 år
Job: journalist og forfatter til bogen ”Stemmer af sølv” om hendes egen spirituelle udvikling
 
– Jeg har det svært med vinteren. Det som, jeg synes, er hårdt, er ikke så meget mørket, men gråvejret, særligt fra februar og frem til april. Jeg bor i midten af København, og når man kigger op, er der bare en grå firkant. Og så er der kulden: Man glemmer helt, man har en krop, fordi man har så meget tøj på eller ligger under en dyne. Så sanseligheden går tabt. Jeg får også flere spændinger om vinteren, fordi jeg er så kuldskær og går rundt og spænder, når jeg fryser.
 
 
– Normalt rejser jeg til Mexico et par uger om året for at få noget lys, men ellers er jeg begyndt til dans, og det redder mig. To dage om ugen danser jeg fri dans. Og en dag om ugen går jeg til noget, der hedder 5 rytmer, der er en spirituel dans, hvor man danser forskellige sindsstemninger. Jeg elsker at danse. Det giver mig en spontan glæde at komme ned i kroppen. Derudover går jeg også i dampbad og sauna, der hjælper også på sanseligheden. Der er jo en grund til, at japanerne har en hel kultur omkring det at bade om vinteren, og at finnerne har deres saunaer: De ved, at der skal noget ekstra til.
 
LÆS OGSÅ: 6 tips til at undgå vinterdepression
 
Noget, der også hjælper, er at gå ude i naturen. For selvom vejret er gråt, er det ikke gråt på sammen måde som i byen, når du er ude i en skov. Og du får en masse ting med af naturen, både kropsligt og spirituelt. Men når alt det er sagt, synes jeg også, at der kommer en anden ro med mørket og en indadvendthed. Hvor der om sommeren opstår en masse spontant, er der en helt anden fordybelse om vinteren, og det er også værdifuldt. Jeg får f.eks. læst flere bøger om vinteren. Med alderen er jeg også blevet mere og mere taknemmelig for at bo i et land med skiftende årstider. Der er jo nogle vigtige budskaber om f.eks. død og genfødsel – de nøgne træer, der igen begynder at spire. Der ligger en visdom i det, vi kan tage til os.