Mobil-afhængighed
Mental sundhed

Psykologen: Mobil-afhængighed skal ikke terapeutiseres

18. oktober 2018
af Andreas Ebbesen Jensen
Foto: Panthermedia
Det afgørende, at mobilafhængighed ikke terapeutiseres. For årsagen til, at vi ikke kan slippe mobilen, er ikke, at vi går rundt med et ubearbejdet traume fra barndommen.

Smartphonen trigger grublerier, tvangstanker og bekymringer – især hos stressramte og mennesker med angst og depression, der i forvejen har svært ved at styre deres tanker, forklarer psykolog Sisse Find Nielsen, som understreger, at moderne teknologier som f.eks. mobiltelefonen kan fodre usunde handlingsmønster – ikke skabe dem.

– Mobiltelefonen giver os konstant notifikationer og påmindelser om, at der sker ét eller andet på de sociale medier, nettet eller i mailboksen, som vi bør forholde os til – og hvis man ikke føler, at man kan kontrollere sine tanker, er der rigeligt med ting, man kan gruble og bekymre sig om. Mobilafhængighed er dog ikke anderledes end al anden afhængighed i den forstand, at dét at man konstant skal tjekke sin mobil er en dårlig mestringsstrategi i forsøget på at håndtere tvivlstanker og usikkerhed på nøjagtig samme måde som alkohol er en dårlig mestringsstrategi til at dulme negative følelser. Uanset om vores foretrukne ”stof” er alkohol, stoffer eller mobiltelefon er effekten midlertidig. Det er lidt ligesom at tisse i bukserne. Det varmer kortvarigt, men skaber et problem, som efterfølgende kun vokser sig større.

– Hvis vi skal bryde den negative cirkel og komme afhængigheden af mobiltelefonen til livs, er vi nødt til at lære, at vi ikke behøver at reagere på alle de tanker, der tilfældigvis dukker op i vores bevidsthed.

Derfor er det også afgørende, at mobilafhængighed ikke terapeutiseres. For årsagen til, at vi ikke kan slippe mobilen, er ikke, at vi går rundt med et ubearbejdet traume fra barndommen. Når vi ikke kan slippe mobilen, skyldes det derimod, at vi bliver ved og ved med at spekulere over, hvad der mon foregår på Facebook, slår Sisse Find Nielsen fast.

– Det første skridt ud af mobilafhængighed er, at vi får kontrol over vores opmærksomhed og får styret tankerne væk fra det, der er vores foretrukne stof. Vi skal med andre ord hijacke vores opmærksomhed. Når det lykkes os at flytte tankerne væk fra det, vi er besat af, så damper spændingerne og de ubehagelige cravingfølelser også af, siger Sisse Find Nielsen.

Motivationen og viljestyrken til at bryde sin mobilafhængighed og få sine tanker på rette spor kan dog være svær at finde frem. Især blandt unge.

– Det kræver motivation og viljestyrke, og udfordringen med mobilafhængighed ligger i, at mange unge ikke er motiverede for at bryde med deres smartphone, for det er jo der, hvor alting sker. Det er der, hvor alle vennerne er, og det er der, hvor livet leves, siger hun.

Man behøver dog ikke smide mobiltelefonen i skraldespanden og hive internetstikket ud for at bryde med sit mobilmisbrug. Hvis først man har lært, at man kan ignorere de tanker, der trigger en uheldig mobiladfærd, er mobiltelefonen ikke længere et problem.

– På samme måde som en stofmisbruger ikke kan forlade sig på først at blive stoffri, når stofferne forsvinder fra Jordens overflade, så kan vi jo heller ikke stoppe den teknologiske udvikling. Vi er nødt til at finde en måde vi kan leve med den på, så vi ikke bliver afhængige og syge af den. Når vi bliver bedre til at lade vores tanker være og i det hele taget tænker mindre, lever vi mere intenst, siger Sisse Find Nielsen.

LÆS OGSÅ: Så meget tid bruger du på..

Læs også