civilcourage
Mental sundhed

Civilcourage: Tør du gribe ind, hvis en kvinde chikaneres ved højlys dag?

En kvinde udsættes for ubehageligheder i bussen. En mand bliver lagt for had på nettet. Et menneske er ved at overfuse et andet. Griber du ind? Vi stiller skarpt på civilcourage - en evne til at optræde uselvisk og løbe en risiko for andre mennesker.

Hvad er civilcourage?

En forårsmorgen, hvor rektoren ved Harvard University i USA møder glad op på sit kontor, bliver han mødt af en mur af mennesker. Det er i 2001. 52 universitetsstuderende har besat rektorkontoret og nægter at forlade rummet. Studenterne har fået at vide, at nogle af de ansatte på universitetet, ikke akademikerne, men f.eks. viceværter, kantinepersonale og pedeller, har så lav en løn, at de dårligt nok kan betale deres husleje. Nu kræver de studerende så, at Harvard, som er et af verdens rigeste og mest velrenommerede universiteter, begyndte at betale rimelige lønninger til universitetets ansatte. Konflikten var ikke bare en kortvarig demonstration, den var sejlivet, og kontorbesættelsen varede tre uger, hvor de studerende skiftedes til at tage vagter på kontoret, indtil rektor til sidst gav sig.

Det blev en sejr for de ansatte, men også for de studerende. I kulissen stod en socialantropolog ved navn Brian Palmer. Han var nyansat lektor på universitetet, og flere af hans studerende havde været initiativtagere og drivere af aktionen. Men i stedet for at blive sagt op fik han af bestyrelsen til opgave at starte et kursus i civilcourage og stillingtagen. Uddannelsen tog udgangspunkt i hans egne forbilleder. Det var profiler som Mahatma Gandhi, men også mindre kendte forbilleder. Studenterne fik alt at vide om tyske Sophie Scholl, som delte flyveblade ud i protest mod Hitler-regimet, franske Simone Weil, som kæmpede mod arbejdsløshed og lønnedgang, og den russiske journalist Anna Politkovskaja, som blev likvideret efter at have dækket krigen i Tjetjenien. Brian Palmer inviterede også aktive borgerrettighedsforkæmpere og dybdeborende journalister ind som gæsteforelæsere. Flere af dem havde været en hårsbredde fra at blive slået ihjel for at forsvare et helt fremmed menneske. Og efter forelæsningerne sad der typisk altid femogtyve studenter tilbage i lokalet, som f.eks. spurgte: Må jeg komme med næste gang? Hvordan melder man sig til? Hvordan bliver man lige så modig som dig?

– Jeg opdagede, at civilcourage er mindst lige så smitsomt som angst, sagde Brian Palmer, som på rekordtid kunne mønstre ca. 600 studerende per semester i kurset i civilcourage, hvilket gør det til Harvards mest populære, hvis man ser bort fra antallet af studerende på universitetets grundkursus i økonomi. Økonomikurset er i modsætning til kurset i civilcourage obligatorisk, hvis man vil læse økonomi. Alle økonomistuderende skal deltage i basiskurset, hvad enten de vil eller ej. Det varede ikke længe, før nyheden nåede de amerikanske medier, og særligt Boston Magazine lagde mærke til forskellen mellem universitetets to topkurser. Hvor økonomikurset forberedte studenterne på at blive fremtidens næste generation af ”hårdhudede miljø-ødelæggende direktører”, var det næstmest populære kursus ”en lektion i at være en helgen”. 

– Som antropolog kan jeg indimellem føle, at mennesket er et mislykket eksperiment. Vi har skabt både uretfærdighed og atomvåben. Det er nemt at tabe modet i forhold til menneskeslægtens fremtid. Men når man så tænker på Sophie Scholl eller Anna Politkovskaja, bliver man omvendt fanget af alt det smukke, mennesket også kan sætte i værk, siger Brian Palmer.

Uden personlig vinding

I 2002 fik han en pris som Harvards bedste lærer, samtidig blev han beskrevet som beskeden og munkeagtig. Andre mente snarere, at han havde potentiale til at stille op som forsanger i et nørdet rockband. Begge dele får ham til at trække på smilebåndet.

Civilcourage bliver sædvanligvis beskrevet som altruistisk mod uden personlig vinding. En slags evne til at optræde uselvisk og løbe en risiko for andre mennesker, som er uden for vennekreds og familie. Man forudsætter heller ikke automatisk, at personen, man hjælper, skal betale tilbage eller gengælde tjenesten på nogen som helst måde.

– Det generøse, altruistiske aspekt er det, der er sværest at forklare. Det er det, der gør civilcourage så specielt. Hvorfor findes civilcourage overhovedet? Der er visse tendenser til altruisme i vores genetiske arv, men det skal holdes ved lige eller trænes op. Man har også set, at kvinder generelt set er bedre til at demonstrere civilcourage end mænd, siger Brian Palmer.

Det er især i krisesituationer, som f.eks. i krig, terroraktioner og naturkatastrofer, mennesker opviser civilcourage. Akutte situationer fungerer ofte som et signal til vores mere uselviske sider. I forbindelse med terrorhandlingen i Stockholm i april, hvor en lastbil kørte ind i en gruppe mennesker på Drottninggatan, og fem døde, varede det ikke længe, før initiativerne eksploderede.  Fremmede mennesker tilbød hinanden husly og mad. Og da den kollektive trafik blev indstillet, var der masser af private bilister, der tilbød gratis kørsel for at hjælpe andre hjem i sikkerhed. På de sociale medier blev der lagt omkring 20.000 tilbud op om alt fra gratis mad, bad, tæpper, tøj og støtte under hashtag #openstockholm. Hele byen blev omdannet til en stor, åben favn. Men hvordan kan racistiske overgreb samtidig forekomme helt uden, at nogen griber ind og råber stop? Hvorfor stiller vi ikke op for hinanden på samme måde, når nogen bliver udsat for seksuel chikane eller trakasserier i bussen eller toget? Og hvor bliver hjælpen af, når en ung muslimsk kvinde bliver chikaneret for at have tørklæde på ved højlys dag – og ingen reagerer og hjælper til, selv om der er mange på gaden?

4 nr. af Psykologi + 2 sæt Flora Danica-sengetøj for kun 899 kr.

Tilskuereffekten

Det ved den svenske forsker i socialpsykologi ved Linköpings Universitet syd for Stockholm, Stefan Blomberg, noget om. Han konstaterer, at der hovedsagelig findes to årsager til, at folk ikke griber ind, når de ser uretfærdighed i det offentlige rum. Den første er, at man er bange for selv at komme til skade, hvis man blander sig. Den anden bunder i den såkaldte tilskuereffekt:

– Hvis hundrede personer ser én mand drukne, øges risikoen for passivitet. Alle tænker ”nogen burde gøre noget”, men ingen gør noget, og alle tænker, at der nok er en grund til, at de andre ikke griber ind eller gør noget. Hvis man derimod er alene og bliver vidne til en drukneulykke, er chancen for, at man rent faktisk agerer, langt større, fordi alt afhænger af en selv, siger Stefan Blomberg.

Hvis en person falder om i et storcenter, er risikoen for, at ingen gør noget ved det, stor. Der er dog lidt bedre chance for at få hjælp med en hjertestarter, hvis man er pænt klædt på, for så behøver eventuelle hjælpere ikke først at overveje, om det mon er en ”bums” eller en ”alkoholiker”, der er faldet om. Ligesom Brian Palmer er Stefan Blomberg overbevist om, at alle kan udvikle civilcourage. Han studerer, hvordan man kan forebygge mobning på arbejdspladser. Og en af de ting, man har fundet frem til, er, at det virker at tale om situationer, før de opstår, a la ”Hvad vil jeg gøre, hvis …”

I Göteborg har man stiftet en forening, der hedder "Vardagens civilkurage", som efterhånden har fået flere afdelinger rundt om i Sverige, hvor unge kan øve sig i at udvise civilcourage ved at træne rollespil:

– Forestil jer, at vi sidder på en bus, instruerer muslimske Sara Rajabi, som selv har været udsat for en række racistiske overfald og derfor har været medstifter af organisationen i Göteborg, som hver mandag aften afholder ”åben træning i civilcourage”. Hun sætter stole frem, som skal forestille at være bussæder. Hun ridser situationen op: Scenariet udspiller sig i en bus. En person nede bagi er faldet i søvn. Da chaufføren går ned for at vække vedkommende, udvikler der sig en aggressiv stemning. En tredje person får til opgave at forsøge at hjælpe chaufføren.

Sara Rajabi slår fast, at der ikke findes nogen universalopskrift på civilcourage, men at der er forskellige kneb, man kan benytte sig af. En af metoderne er f.eks. at lade, som om man kender den udsatte person, det skaber forvirring. Et andet alternativ er at aflede problemudløseren ved at spørge om noget helt andet.

– Vi har alle sammen lært i skolen, at det er vigtigt at hjælpe hinanden som mennesker. Men samtidig er der en angst for at gøre det forkerte. Man er bange for, at det hele eskalerer, og at situationen bliver uhåndterbar, hvis man blander sig – og man er bange for selv at komme til skade. Det hæmmer folks naturlige lyst til at hjælpe og til at gøre ”det rigtige”. Hvis man derimod har haft lejlighed til at øve sig, bliver det meget lettere at turde. Jeg er selv blevet meget bedre til at handle, når jeg ser optræk til ballade, når jeg er i byen f.eks. Jeg vil leve i et samfund, hvor mennesker hjælpes ad, siger Sara Rajabi.

Brian Palmer bor ikke længere i USA. Han flyttede til Sverige for 12 år siden og underviser på Uppsala Universitet uden for Stockholm. En af grundene var hans fascination af svenskernes overrepræsentation som fredsarbejdere og i hjælpeorganisationer som f.eks. Læger uden Grænser. Sammenlignet med andre nationaliteter er skandinaver – også danskere – præget af en exceptionel stor tillid til andre.

Løber en risiko

Helt ukompliceret er det dog ikke. En af hans personlige venner, der var udsendt og arbejdede som fredsmægler, blev sidste år myrdet på en opgave for FN i Congo. Hun var udsendt for at hjælpe med at forebygge og udrede massakrer og endte med selv at blive offer for én. Brian Palmer beskriver landet som et af de mest voldsomme og kaotiske på jorden. Han er med andre ord ikke blind for, at der er en bagside af medaljen. At civilcourage har en høj pris, og han er meget tilbageholdende med at opfordre sine studerende til at løbe risici.

– Man skal være forsigtig, og man skal hjælpe på den rigtige måde, men jeg føler mig samtidig overbevist om, at civilcourage kan skabe forandring i verden, understreger Brian Palmer.

Som regel er det nok at tale om det og blive opmærksom på det i sin egen hverdag. Allerhelst ville Brian Palmer gerne se, at civilcourage var et almindeligt fag på linje med så mange andre i skolen. Helt fra de små klasser.

– Nogle af de studerende lærte mere af besættelsen af rektorkontoret end af de andre teoretiske fag, de gennemgik i deres studietid på Harvard. Og det siger ret meget.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren om civilcourage: Er du modig nok til at hjælpe andre?

Har du civilcourage?

Lad være med at sylte!

Der er ingen universalopskrift på civilcourage. Det vigtigste er, at du gør noget. Du skal f.eks. ikke stille dig imellem to personer, der er oppe at slås, men du kan tilkalde hjælp.

Hvordan vil du reagere?

Hvad ville du gøre, hvis en kollega blev udsat for mobning? Hvis du overhørte nogle racistiske kommentarer? Hvis du tænker det igennem på forhånd, øger du chancen for, at du faktisk griber rigtigt ind i den virkelige situation.

Vær mere opmærksom

Synes du, det er belastende og ubehageligt, når der er larm i byen eller på toget? Prøv at tage musikken ud af ørerne og se dig omkring – er der nogen, der har brug for din hjælp?

LÆS OGSÅ: Er du dårlig til at bede om hjælp?

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du bedre til at slippe din angst