Nikolaj Christensen fra Nikolaj & Piloterne: "Jeg havde det meget svært i fire år"

Hvad er dit livs største vendepunkt? – Det er, da min mor dør, da jeg er 16 år. Det betød, at jeg pludselig vidste, at man kunne begå selvmord. Det tror jeg aldrig, jeg havde tænkt på før. Pludselig vidste jeg, at man kunne forsvinde. Altså … fra sit eget liv og fra andres liv. Det giver en mærkelig dobbelt følelse. Det giver både noget frygteligt og også noget, der er godt. Man får sådan en lyst til at leve. Leve, mens man faktisk gør det. Jeg var ikke vred på min mor. I hvert fald ikke lige så vred, som jeg var på min far. Det er altså ret paradoksalt. Men sådan er det måske tit. Jeg var vred på ham, fordi han var tilbage, og jeg kunne ikke bruge ham til noget.

Og fordi du opdagede, at der var ”noget” med din mors veninde? – De fortalte jo ikke sandheden, og det er aldrig rart. Når man er 16 år, er man ligesom tvunget til at være sammen med sin familie, så hænger man på dem. Og så var jeg bare tvunget til at være sammen med nogen, der prøvede at snyde mig hele tiden. Derfor ville jeg bare væk. Så kom jeg på efterskole halvanden måned efter. Det skulle jeg nu have været uanset hvad. Hvornår har dit liv været allerbedst? – Jamen det var faktisk, da tvillingerne kom. Fordi det hele var sådan pissenemt. Man ved lige præcis, hvad man skal. Man skal lave frikadeller altså! Og kødsovs. Og nyde livet og … kærligheden. Det må have været det nære, enkle og menneskelige. Det var bare helt rent. LÆS OGSÅ: Mathilde Falch: "Det hedder jo psykisk sårbar - men jeg føler mig som det modsatte af sårbar og svag Hvornår har dit liv været allersværest? – Det er måske lidt kedeligt at sige den psykiatriske indlæggelse, men det har det nok været. Rent kropsligt var det i hvert fald en meget meget voldsom oplevelse. Jeg vidste ikke, at kroppen og psyken hang så meget sammen. Jeg fik jo ondt i maven, og jeg blev … svimmel, og det prikkede i hele kroppen. Psykologer siger, at med angst er det ligesom en løve, der kommer. Sådan er det. Sådan føles det. Det føles, som om man er ved at blive spist af en løve hele tiden. Og man kan nok godt forestille sig, at sådan kan man ikke holde ud at leve i flere år. Jeg var kun indlagt i 14 dage, men altså … Jeg havde det meget svært i fire år. Jeg prøvede alle mulige forskellige piller. Det er virkelig svært at sige, om det virkede. Selv om jeg har prøvet så mange forskellige ting, kan jeg ikke give et klart svar på det. En psykiater vil sige: ”Spis dem for en sikkerheds skyld.” Han vil så også sige, at det hjælper virkelig meget at tale om tingene og arbejde med dem. Spørgsmålet er, hvad det handlede om. På et tidspunkt ude på hospitalet talte jeg med en SOSU-assistent, som havde arbejdet der i rigtig mange år. I virkeligheden var det hende og hendes slags, der på en eller anden måde var tættest på. Hun sagde med det samme: ”Du fejler ikke noget Nikolaj, du har angst!” Og det er nok rigtigt. Jeg havde angst, og i forvejen kommer jeg fra en familie, som har en eller anden sygdomshistorie. Vi er følsomme. Den kombi er bare dårlig. Min mormor havde det også meget svært og var indlagt flere gange. Der må ligge noget. Hvornår har du sidst grædt? – Ha ha, det er ikke så længe siden. Det var vel … i lørdags. Jeg græd over, hvor kaotisk det her boghalløjsa er. Og hvor farligt det er at stille sig op på den her måde. Fordi det jo er … stigmatiserende at åbne for alt det her. Så vil folk måske stå til koncerterne og tænke: Okay, nu ser han sgu da lidt mærkelig ud, er han ved at få et anfald? Jeg er bange for, hvordan andre folk skal tænke. Men jeg kan nu mærke, her hvor jeg taler med dig, at det ikke er så ubehageligt, som jeg havde regnet med. Har du tilgivet din far? – Fuldstændig. Vi har talt lidt, ikke så meget, om det, der skete. Men vi taler om andre ting. Vi taler om problemer, han har med andre mennesker. Og som han fandeme kommer til mig med. Hvor jeg kan mærke, at jeg kan sige nogle gode ting til ham, og han tager imod dem og er så glad og tusind kys og alt sådan noget. Så det er bare dejligt at have en forbindelse til ham.

Har du tilgivet dig selv, at familiedrømmen med Malene og børn ikke holdt? – Nej. Det gør man nok ikke. Det tror jeg ikke. Det har jeg sværere ved. Det roder jeg stadig rundt med. Også i forhold til hende Malene dér … Altså det har måske ikke så meget med tilgivelse at gøre. Det er bare noget med, at jeg tænker, at vi jo hører sammen. Vores omgivelser er ved at blive sindssyge af os. Vi har sådan set ikke været kærester i 20 år eller et eller andet vanvittigt. Vi fik tvillingerne, efter vi var holdt op med at være kærester. Nogle af vores venner har været gift og skilt igen tre gange på de 20 år. Malene og jeg ser stadig hinanden på en eller anden måde. Men altså … det er noget pis, ha ha. Hvad har givet dig styrke i dit liv? – Musikken har ligesom været et drug for mig. I hvert fald det med at sidde med guitaren og synge og skrive. Det har fyldt hele mit liv. Også i mit privatliv. Og jeg har været meget dårlig til sociale sammenhænge. Malene kan huske, at når vi gik til middage sammen, hvor der var flere andre gæster – så kunne jeg finde på at forlade lokalet og så bare lægge mig ned et eller andet sted. Det var ikke, fordi jeg var ked af det eller noget, jeg kunne bare ikke rumme det mere, og så gjorde jeg bare lige, hvad jeg havde lyst til. Så lagde jeg mig bare ned på gulvet og tog en slapper, mens de andre spiste videre. Folk har måske tænkt, nå, men kan han ikke lide os eller hvad? Altså … man kan måske sige, at min styrke har været, at jeg har lyttet efter, hvad jeg selv havde lyst til. Jeg har levet meget i nuet. Når man har været der, hvor du har været i livet, er man så bange for at dø? – Altså … det er mærkeligt … Jeg har det mærkeligt med det, for nu har jeg været helt derude, hvor jeg har tænkt, at det var det bedste at dø. For så slap man for at lide. Så skulle man ikke lide mere. Altså i forbindelse med det psykiske. Og det kan godt være, det har gjort, at man ligesom kommer tættere på. Men du ved … ting kan fylde så meget, at man ikke tror, de nogen sinde kommer til at holde op med at fylde, men lige pludselig tænker man alligevel, hov, jeg tænker ikke på at dø, eller på at jeg har lyst til at dø, eller på at jeg skal dø. Så det kan hurtigt skifte. Alting kan skifte. LÆS OGSÅ: Søren Huss: ”Jeg er ikke længere en sorgfuld huleboer” Hvordan var skiftet til at blive rask? – Det er en meget, meget langsom proces. Jeg kan stadig vågne op … med lidt ondt i maven. Jeg vågner faktisk altid op med lidt ondt i maven. Men det er slet ikke lige så slemt, som det var, og det er noget, jeg kan handle mig væk fra. Altså hvis jeg står op og går ud og laver kaffe og lige rydder op og fjerner det beskidte tøj fra gulvet – så er smerterne i maven næsten væk. Hvad er meningen med livet? – Ja… altså min gamle ven Frank siger altid, at det kun er at reproducere sig selv. Det er dét. Det synes jeg bare, er så kedeligt. Jeg kunne nu godt tænke mig at få et barn til – men det er jo også nemt, når man er en mand. Men meningen med livet… Det, der er så hårdt ved at være i meget dårligt humør, er, at noget af det, man godt vil have ud af livet, jo er at være glad og grine, men hvis man er deprimeret, så er det der pludselig ikke. Så føler man virkelig, at man har tabt livet. Så jeg har lyst til at sige: Meningen med livet er at synge og danse og have det sjovt og være glad. Nikolaj Christensen, 53 år, drivende kunstnerisk og musikalsk kraft i bandet Nikolaj & Piloterne, der slog igennem tilbage i 1990. Han har haft flere roller som film- og teaterskuespiller. Nikolaj er far til tre børn. På Spotify kan du høre hans seneste nummer, ”Dig & Mig”.