Kristian Ditlev Jensen
Kendte fortæller

Kristian Ditlev Jensen: "Mit katalog af ulykker har været en lang og opslidende proces”

Kristian Ditlev Jensen er forfatter, journalist og nu også præst. Han har oplevet mere end de fleste i sit 47-årige liv. Og alvorligt meget af det er sket de seneste to år. En stribe af begivenheder, hvoraf blot en enkelt ville få de fleste til at vælte og måske aldrig rejse sig igen. Psykologi tog til Sønderjylland for at finde ud af, hvordan det kan være, Kristian Ditlev Jensen stadig står. Og det endda stolt, i gemytligt lune og med nyt mod på sit forfatterskab.

Hvis jeg selv indenfor de seneste to år var blevet far til to små børn, havde fået kontakt til et tredje voksent barn. Ydermere var blevet skilt fra min kone, gift med hende igen, skilt en gang mere og enlig far til to spædbørn, undsagt af mit menighedsråd som præst og havde mistet min bror til et selvmord. Og lige oveni skulle have bestået en præsteeksamen og gennemført pastoralseminariet, var denne artikel næppe blevet skrevet. På den baggrund gøs jeg på vej til Sønderjylland i bilen, da jeg i tankerne gennemgik den sene del af Kristian Ditlev Jensens cv.
 
Første gang, der blev lagt mærke til Kristian Ditlev Jensen i den brede offentlighed, var i 2001, hvor han skrev en form for foreløbig selvbiografi med ”Det bliver sagt”. Det var historien om, hvordan han var udsat for seksuelle overgreb af en voksen mand i sin barndom. Bogen adresserede et tabu, og derfra forgrenede et vidt forfatterskab sig i årene efter. Her udkom bøger om så vidt forskellige emner som danskernes forbrugsmønstre, og døden, en essaysamling og romanen ”Livret”, som Kristian Ditlev Jensen modtog Debutantprisen for.
 
 

Første rigtige hjem som voksen

I garagen på præsteboligen i Holbøl holder en fin middelklassestationcar, og ved siden af står en dobbeltklapvogn, som børnene Thorkild og Mogens ofte sidder i. Jeg aner ikke rigtigt, hvor jeg skal ringe på i den store bolig med mange forskellige indgange. Det ender med, at jeg bruger hovedindgangen oppe for enden af en trappe med en håndfuld høje trin. Her lukker Kristian Ditlev Jensen døren op. Det er en fredag i middagsstunden. De to små drenge er i vuggestue, og han spørger, om jeg vil have et stykke mad med. Jeg har dog lige spist, så han smører to stykker rugbrød til sig selv med fedt og sønderjysk spegepølse.
 
Inden han skal spise og tale samtidig, får jeg en rundtur i huset. Vi gætter os i fællesskab frem til, at det er på omkring 400 kvadratmeter. Kun halvdelen af dem bruges ofte, og på første etage er der ekstra mange tomme rum. Og store firkantede karnapper, der i tiden op til Første Verdenskrig var tænkt som reserveplads til bårer, hvis Helvede for alvor var brudt løs. Måske en anden side af det samme Helvede, der har været brudt løs i Kristian Ditlev Jensens liv de seneste par år. Det er alt det, vi skal snakke om. Også selv om der den dag, interviewet foregår, er himmelsk solskin og alt ånder fred og idyl i den gamle præstegård.
 
Selv om Kristian Ditlev Jensen har alle døgnets vågne timer besat med gøremål i sit job som præst, som far til to små børn og med bijobs som litteraturanmelder og forfatter, virker han som en mand, der nu kan se hen til der, hvor han er ovenpå igen, hvis han da ikke allerede er der. Han indrømmer, at det ikke altid er et bad til ham selv eller tøjvask, der står først på programmet. Han må da også have hjælp af en reservebedstemor, der blandt andet kan passe børnene noget af søndagen og en rengøringskone for at få familielivet til at hænge sammen. Livsviljen fejler ikke noget, og formuleringerne om egne muligheder og katastrofer er let at lade sig inspirere af.
 

Druk og gæld

For at Kristian Ditlev Jensens lyst til at blive præst i en moden alder kan sættes i perspektiv, må vi høre historien om, hvordan han gradvist i sit arbejde som forfatter og journalist blev alkoholiker. Udefra så det hele ærefrygtindgydende ud. Kristian Ditlev Jensen skrev for adskillige aviser og blade, ofte artikler baseret på rejser og set sammen med bogproduktionen, lignede han en regulær enmandshær med fjerpen som sit våben. Men indefra eroderede han langsomt.
 
– På et tidspunkt emigrerede jeg til London på grund af en stor gæld. I misbrugsterminologien er der et begreb, man kalder ”den geografiske flugt”, og det passede meget godt på mig. Jeg flyttede mig formentlig ubevidst for at se, om det kunne hjælpe. Jeg sad så i London en aften, og havde ved en fejl købt en slåengin. På det tidspunkt drak jeg en flaske normal gin om dagen og var også ofte godt i gang med den næste. Slåengin er kun halvt så stærk som almindelig gin, og efter at have drukket den gik jeg nærmest i panik og måtte ud af lejligheden og finde en døgnkiosk og købe en halv flaske whisky for at få det indre regnskab til at stemme. Der kunne jeg godt se, at den var gal. Det var kun de sidste to år, jeg også drak om dagen, men man kan stadig også nå temmelig langt fra fyraften til klokken fem om morgenen. Jeg holdt facaden nogenlunde, men bagefter kunne jeg godt se, at jeg havde trukket et spor af gæld, ødelagte venskaber og ødelagte jobmuligheder efter mig. Efterhånden magtede jeg kun en freelancekunde ad gangen. Jeg kan blandt andet huske en stor konflikt med en redaktør for Politiken, hvor jeg var blevet sådan rigtigt alkoholikeragtig. ”Nå, skulle du have artiklen i dag. Det kan jeg sørme ikke lige nå, men du kan få den i næste uge, hvis du vil!” Selvfølgelig blev han rasende, fordi han sad med en tom side til avisen. Der var jeg blevet uansvarlig.
 
Kristian Ditlev Jensens gæld voksede i samme periode til mere end en million kr. som en kombination af skørlevned og eget overforbrug, det han beskriver som en dårlig bank og så lige finanskrisen. Han havde det, han kalder ”en mærkelig sejlende økonomi”, hvor han hele tiden spurgte bankrådgiveren om, hvad han måtte og ikke måtte i stedet for selv at lægge et budget. Hans gæld røg op på knap halvanden million kr. Han fik senere en akkordordning, som han ikke er helt færdig med at betale af på endnu – ti år senere. 
 
– Når man vågner op i forhold til det mere moralske aspekt i det, er det jo ikke helt forkert, at jeg blev bedt om at tage noget ansvar, selv om det kostede dyre lærepenge.
 
LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: Jeg sagde til min kone, at hun skulle finde en ny mand
 

Ramte flaskens bund

Situationen førte til, at han spekulerede over meningen med livet, hvilket kan være svært nok endda at komme overens med med overskud på bankbogen og i ædru tilstand.
 
– Det hele spidsede til i et forfærdeligt liv. Begrebet freelance kan dække over meget. På den ene side var mit liv lækkert og fint og foregik på dyre restauranter, men det kunne også være hårdt og stressende. Jeg fik aldrig etableret et hjem eller stiftet familie, og der var fuld blæs på. På et tidspunkt begyndte jeg at få en rutine med først at vågne ved middagstid og så arbejde til midnat og gik så ud og drak bagefter. Senere stod jeg op til aftensmaden og begyndte at drikke. Der endte det ligesom. Jeg kan stadig blive chokeret, hvis jeg genlæser de artikler, jeg skrev i den periode, for de er faktisk både velskrevne og godt researchet, så der var først noget at komme efter angående kvaliteten, da vi kom helt hen mod sammenbruddet, konkluderer Kristian Ditlev Jensen, og fortsætter:
 
– Hvis tingene er blevet noget rigtigt lort, og du selv kan reflektere over det, kan du godt motivere dig selv til at holde op. Drikkeriet kom snigende på en lumsk facon. Det kan sammenlignes med en åleruse, man svømmer ind i, og først sent indser man, at man er fanget og ikke kan vende om. Jeg kom op til en behandler, som jeg selv havde fundet og opsøgt, og som jeg også siden selv betalte for, mandagen efter en Roskilde Festival. Han gav mig to panodiler og bad mig komme igen dagen efter, fordi jeg stadig havde en promille på to eller noget i den stil. Og det var rent ud sagt forfærdeligt at holde op. Den første uge var jeg decideret syg og lå bare og svedte og rystede. I et år bagefter fyldte lysten til at drikke det hele i mit hoved. Når jeg vågnede om morgenen, vågnede jeg næsten hver dag med forfærdelig dårlig samvittighed over, at jeg var faldet i igen og havde drukket hjernen ud. Det tog lige fem minutter at komme mig over det, før jeg indså, at det var et mareridt, og jeg var på rette vej.  
 
Siden har Kristian Ditlev Jensen tænkt, at de lange flyveture måske var med til at forstærke drikkeriet. Når man har været udsat for seksuelt misbrug, så er det ikke trygt sove i et stort rum med andre mennesker. 
 
– På de ture har jeg nok dulmet utrygheden.
 
 
Kristian Ditlev Jensen vidste med andre ord godt, at klokken var faldet i slag, da han læste til præst, kirkeklokken, og nu var det tid til at tage ansvar.
 
– Jeg har aldrig helt fundet ud af, om jeg begyndte at drikke, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvad meningen med det hele var, eller om jeg mistede tiltroen til meningen med det hele, fordi jeg begyndte at drikke. Det er svært at vurdere. Man kan jo så at sige drikke sig selv i opløsning, men når man så holder op, er der et tomrum, hvor man skal begynde forfra og genfinde sine værdier.
 
På et tidspunkt blev han bedt om at holde en forfatterprædiken i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro. På det tidspunkt havde han netop meldt sig ud af Folkekirken. 
 
– Foredraget skulle handle om Jesu korsfæstelse, og jeg ville give den en på hatten i forhold til, at troende jo slet ikke vidste, hvad de talte om, når de sad og bad til et lille kors. Der var i mine øjne tale om en grotesk henrettelse af en politisk fange. Et regulært justitsmord. Jeg havde skrevet en bog om døden med retsmediciner Jørgen Lange Thomsen, og han hjalp mig med at skrive en prædiken om korsfæstelsen fra en retsmedicinsk vinkel. Det var drabeligt og morsomt, men jeg havde så en mærkelig oplevelse af at blive omvendt, mens jeg holdt den prædiken og gik fortumlet ned fra prædikestolen. Egentlig ville jeg overbevise forsamlingen om, at de ikke vidste, hvor drabeligt det var gået til, men i den proces opdagede jeg, at det måske var mig, der ikke vidste det. Det var meget mærkeligt. Et eller andet faldt på plads i mig, husker Kristian Ditlev Jensen, og uddyber: 
 
– Noget med at se virkeligheden bag en lidt fesen udgave af kristendommen, man hører om i kirken. Jeg mødtes så efterfølgende med præsten Rasmus Nøjgaard. Vi diskuterede ofte, og han gav mig klare og rationelle svar på de fleste af mine spørgsmål. Det endte med, at han anbefalede mig at læse teologi, hvis jeg ville lære det hele i dybden. Da jeg aldrig havde lavet mit speciale på litteraturvidenskab, kunne jeg godt læse et nyt hovedfag, og så lod jeg mig indskrive, fordi jeg var nysgerrig. Jeg havde også en anden nysgerrighed efter, om jeg stadig kunne lære for eksempel at bøje græske verber, selv om jeg havde drukket så meget. Det kunne jeg heldigvis sagtens. 
 
Alvoren ved at være præst
Han opfatter det, som om han er vendt hjem til kristendommen. 
 
– Jeg er døbt og konfirmeret og kunne godt lide at gå til præst og synge salmer, men så kom jeg i puberteten og blev voksen og interesserede mig for buddhisme på samme måde som alle andre, der hører Leonard Cohen. Jeg barberede mig endda skaldet til nytår, men jeg følte mig alligevel ikke helt hjemme der. Efterhånden som jeg er blevet ældre og har fået nogle hug, begyndte værdisystemet under kristendommen at interessere mig igen. For hvilken spiritualitet har vi egentlig herhjemme, i vores egen kulturs tradition? 
 
Hvad har så overrasket Kristian Ditlev Jensen ved jobbet?
 
– Alvoren. I sidste uge havde jeg fire begravelser på otte dage, og det river og flår i en af sorg. Man kan godt føle sig som en eksistentiel boksebold. Selv om du har haft en dårlig morgen, skal du måske begrave Grethe, der kun blev 53 år gammel. Heldigvis er det mest ældre mennesker, man begraver, men man kommer rundt og hører meget om voldsomme liv, og hvor meget man som menneske kan blive udsat for. Hvor store slag et liv kan give. Heldigvis er den anden side af det, at man bliver livsbekræftende glad. I sidste uge begravede jeg en kvinde, der havde været gift to gange. Første ægteskab varede kun fire år, men det næste varede 68 år. 
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 99 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 
To hårde skilsmisser
Efter i efteråret 2017 at have godkendt Kristian Ditlev Jensens stilling som præst i Holbøl, trak menighedsrådet sig samlet tilbage i august 2018. I perioden mellem de to datoer havde han kun virket kortvarigt som præst, da han var på barsel. Jensen ved stadig ikke helt, hvorfor der ikke var opbakning til ham.
 
– Flere har sagt noget i retning af, at det var, fordi jeg kom udefra og dermed var meget anderledes. Menighedsrådet stillede jo et ultimatum om, at de ville trække sig, hvis ikke jeg gjorde. Jeg oplevede det som et angreb, og de gik direkte til biskoppen først frem for at tale med mig. Mon ikke der på forhånd har været et narrativ i gang om, at jeg var en idiot, og så forsøgte man at finde eksempler hen ad vejen, der kunne bekræfte det? Det var vildt, at det var det mest næstekærlige, man kunne finde på, når der pludselig stod en præst på 47 år, som var blevet alene med to blebørn. Biskoppen skar igennem og sagde, der ikke var begået nogen som helst fejl. Faktisk findes der regler om, at en præst også skal opføre sig ordentligt og være en slags forbillede for menigheden, og der var simpelthen ikke noget at komme efter, konkluderer Kristian Ditlev Jensen.
 
Han medgiver, at den sidste tid i præsteboligen før hans skilsmisse, godt kunne ligne et napolitansk cirkus set udefra, men siden blev han jo netop skilt, og der blev roligt og trygt i hjemmet igen.
 
– Efter kort tid i mit ægteskab var det meget klart, at jeg ville få store udfordringer med min kone. Min kone blev hurtigt gravid, men på grund af problemerne, blev vi skilt efter den første fødsel. Fordi jeg stadig var forelsket i hende, forsøgte vi igen og blev gift atter en gang, men det hele mislykkedes igen, og hun flyttede i marts måned i år. Hun efterlod i første omgang vores ældste dreng hos mig, men kom kort tid efter tilbage med barn nummer to også. Jeg plejer at sige det på den måde, at når en kvinde efterlader to børn, tyder det på, at hun ikke har det særligt godt, og det er, hvad jeg vil og kan sige om det.
 
Dog har børnenes mor stadig lyst til at se børnene, hvilket er ved at blive sat i system nu, da hun bor på Fyn. Der er præcis et år og et kvarter imellem de to børn på henholdsvis knap to år og knap et år. Thorkild og Mogens, som de hedder, er nemlig begge født samme dato. 
 

Jeg er Prins Henrik

Kristian Ditlev Jensen har netop fået et nyt menighedsråd, da Psykologi er på besøg, og han skal først træde tilbage, når han bliver 70 år. Det kunne pege i retning af et roligt liv frem over. Måske med hele 24 år i Holbøl?
 
– Det hele begynder faktisk lige så langsomt at fungere. Mogens er begyndt at sove næsten helt igennem, og roen er ved at indfinde sig. Indtil for et par uger siden, havde jeg kun ti gange sovet mere end otte timer samlet i lidt over otte måneder. Jeg plejer bare at sige, at jeg ser mig som enlig mor ligesom i tusindvis af andre kvinder. For nylig hørte jeg den kendte psykolog Jordan B. Peterson sige, at man som enlig mor forringer sin markedsværdi, men jeg oplever det sådan, at man som mand nærmest får bonuspoint for det. ”Kan du virkelig klare det selv?” spørger folk ofte og er helt målløse. Det er næsten irriterende, for selvfølgelig kan man finde ud af at være omsorgsfuld over for sin egen familie, siger Kristian Ditlev Jensen.
 
At se nye sider af sig selv træde frem, er noget af det mest berigende Kristian Ditlev Jensen har været ude for. 
 
- For eksempel at blive optaget af ernæring og af at få husket at gå en tur ud i naturen. Jeg er jo Prins Henrik, der altid står i tredje række, siger jeg i sjov om mig selv. De to børn skal have almindelig mad og mos, og hvis der er tid til det, skal jeg også have mad. Det er nok meget sundt at flytte fokus fra sig selv. Det har også været rart at lære, at kys og kærtegn og fysisk omsorg er et behov, hvor jeg nok via min egen opvækst mest har set det som en slags bonus. Jeg havde ikke tænkt på det før, og derfor har det været overraskende at opleve, at det er sådan for børnene. De har brug for kærtegn, lige så meget som de har brug for søvn.
 
Kristian Ditlev Jensen har også haft fat i psykologibøgerne, fordi de to drenge slås. Det hjælper jo ikke noget at skælde den store dreng ud, når han slår den lille med en skovl, hvis han i virkeligheden mest har brug for et kram.
 

Vant til kaos

I nyere tid har Kristian Ditlev Jensen også måttet tage stilling til sin brors selvmord og mødet med en voksen søn, han aldrig før havde set, men godt vidste han havde. En regulær kakofoni af kalamiteter. Og glæder.  
 
Med alt det der er sket, føler du så ikke, at du har været i en slags skyttegrav midt i en krig?
 
– For tre dage siden lå jeg og læste Poul Joachim Stenders nye, ret fantastiske bog om, hvilke dufte, der er i bibelen. Der sneg der sig en følelse ind på mig, jeg ikke kunne genkende. Og så slog det mig. Det var hverdag. Jeg lå og læste en bog, jeg skulle anmelde, og børnene var i institution. Ingen økonomisk krise og ingen katastrofe om ørerne på en. Den følelse havde jeg ikke haft i årevis. Jeg interviewede engang en militærpsykolog i forbindelse med premieren på Steven Spielbergs ”Saving Private Ryan”. Jeg spurgte ham, hvorfor den her soldat ikke brød sammen under det store pres? Og så svarede han: ”Grænserne er, hvor de nu engang er. Og når folk siger de kan flytte deres grænser, er det noget vrøvl. De kan kun finde ud af, hvor de er.” Man kan så træne de her elitesoldater op i at kende deres reaktionsmønstre på stress, traumer og chok, og der er en fantastisk scene i filmen, hvor hovedpersonen skal bruge sin hånd, men den ryster, og så kigger han helt nøgternt på den. Lægger hånden ned på maven, hvor den ryster videre. Det var et billede på, at nu var han tæt på at bryde sammen, men han blev ikke bange for det, for han vidste, hvad det var, og hvad det betød. Den scene har jeg tænkt på i det her forløb. Jeg tror egentlig bare, det er sådan, at jeg har fået en så stor eksistentiel erfaring, der siger mig, at jeg ikke behøver at tabe sutten denne gang. Da jeg var alkoholiker, endte jeg jo på asfalten uden tøj på, nærmest bogstaveligt talt. Der er bunden. Og når man har været dér, så bliver man ikke så bange længere. Bare man kan få sig en spegepølsemad. Godt rugbrød er noget af det vigtigste her i verden.
 
Kristian Ditlev Jensen regner også med, at der nu bliver tid til at skrive bøger igen, efter han har brændt sin redaktør af adskillige gange.
 
– Den anden dag oplevede jeg noget, som jeg nærmest ikke har oplevet siden ”Det bliver sagt”. At der var noget, der pressede sig voldsomt på. Jeg er meget optaget af sorg, fordi jeg ser mange kister blive sænket ned i jorden. Jeg ved ikke, hvad det kaldes, det jeg skriver lige nu, men det vidste jeg heller ikke, da jeg skrev ”Det bliver sagt”. Mon ikke det ender med at være en gammeldags roman, hvor hovedpersonen er en præst i en by der hedder Holbøl? Arbejdspraktikken bliver supernem, for når mine to børn er lagt hver aften mellem klokken syv og otte, har jeg ingen mulighed for at forlade mit hjem. Her står kampen kun mellem arbejdet som præst, Netflix og så min egen bog. 
 
Man skulle næsten tro, at du tiltrak dig problemer, selv om du virker som en mand med begge ben på jorden?
 
– Personligt ansvar er blevet en meget vigtig ting for mig. Ansvaret for min egen sundhed, min egen økonomi og mine egne børn. Mit katalog af ulykker har været en lang og opslidende proces, men jeg forstår, at det tunge her i livet kræver ansvar.
 
TIDSLINJE
 
1971: Født 27. januar i Holbæk.
1990: HF fra Stenhus Gymnasium. 
1990’erne: Studerede litteraturvidenskab og kulturjournalistisk på Københavns Universitet dog uden at gøre speciale færdigt.
1990’erne: Skrev for Politiken og Berlingske Tidende.
1997: Blev uddannet fra Forfatterskolen.
2001: Debuterede med ”Det bliver sagt”, som han vandt Weekendavisens litteraturpris for.
2004: Skrev for første gang en roman, ”Livret”, og vandt Debutantprisen.
2005: Skrev dramaet ”Rigets Til- stand” til teatret Får302.
2008: Blev taleskriver for Klima- og energiminister Connie Hedegaard.
2011: Udgav Essaysamlingen ”Hvorfor må vi ikke tale om døden?” forfattet sammen med retsmediciner Jørgen Lange Thomsen.
2011: Gik i behandling for alkoholisme.
2012: Begyndte at læse til præst.
2015: Blev medlem af Det konservative folkeparti.
2015: Mødte sin kommende kone.
December 2016: Blev far til Thorkild.
Februar 2016: Mødte for første gang sin voksne søn.
Maj 2016:  Kristians bror begik selvmord.
December 2017:  Blev far til Mogens.
August 2017: Udgav ”Jeg siger det”, der er en revideret udgave af ”Det bliver sagt” rettet mod unge.
November 2017: Ordineret som præst i Haderslev Domkirke.
December 2017: Blev sat ind som sognepræst i Holbøl pastorat syd for Aabenraa.
Marts 2018: Blev enlig far til et spædbarn og en etårig.
August 2018: Blev undsagt af sit menighedsråd.
September 2018: Blev tilknyttet Weekendavisen som litteraturkritiker.
Oktober 2018: Fik et nyt menighedsråd.

 

LÆS OGSÅ: Søren Huss: ”Jeg er ikke længere en sorgfuld huleboer”

Læs mere om: