Stil
19. januar 2011

Fra novice til (næsten) prof

Jeg er blevet omvendt og de onde minder om folkeskolens bomuldstrik er for evigt begravet. Nu ser jeg frem til strikhygge i sofaen hver aften og har mit strikketøj med alle steder
Af: Signe Lund
https://imgix.femina.dk/media/13c9339893a24c99a6141eed0d267afe.jpg

Der sker noget, når man bliver mor, siger man, og for mit vedkommende betyder det blandt andet, at jeg er blevet ramt af en håndarbejdsbølge. Børnetøj er så besnærende dejlig småt! Symaskinen kom frem, og det gik derud af med 110 i timen. Men når det kom til strikkerierne, var det en helt anden sag. Her har jeg (indtil nu) nøjedes med at skule misundeligt til de veninder, der har kreeret bedårende strik til deres afkom og selv nydt godt af min svigermors kompetencer med garnet.
Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om, at de der hurtigbevægende pinde og minderne om hæslige grydelapper i bomuldsgarn har skræmt mig lidt. Men da strikkepinde og garn i flotte farver så lige pludselig stod fremme på redaktionen, og Feminas madredaktør Susanne, der også er meget kyndig udi strik (hun har skrevet flere strikkebøger!) stod klar med en vejledende, hjælpsom og ikke mindst opmuntrende hånd, var der ingen undskyldning.

Fra novice til (næsten) prof
Nu har jeg så tre uger på bagen som strikker. Og hvilke tre uger. Jeg er gået fra at mærke, hvordan skuldrene sad helt oppe om ørerne, og maskerne blev vredet rundt om pinden til nu rent faktisk at kunne snakke og vigtigst slappe af samtidig. Den ene pind har taget den anden pind, og jeg er blevet mere modig. Jeg startede med et halstørklæde. Det kan jeg vel finde ud af tænkte jeg. 26 frem og 26 tilbage og så frem igen. Alt i ret-strik, forstås.
Men jeg er ikke det mest tålmodig menneske, og et øve-halstørklæde, jeg aldrig får på, er altså ikke godt nok for. Derfor har jeg for en uge siden kastet mig over en lille babyvest til min datter. Her skal der både strikkes ret og vrang og tælles masker, men det er faktisk ikke så svært, som det lyder. Om 20 cm skal der dog strikkes knaphuller og tages masker ind, og så er det godt, jeg har Susanne og strikkevejledningerne på nettet.

En del af strikkeklubben
Men indtil videre går det rigtig godt. Jeg er stolt af mig selv og kigger betagende på værket, hver gang jeg har strikket en pind. Jeg må dog indrømme, at jeg stadig piller stadig en del op og - især hvis jeg tror, jeg skal strikke, når jeg har fået et glas vin eller to lørdag aften. Det er godt, jeg valgte en strikkeopskrift i en stor størrelse, så min datter kan passe vesten, selv om det liiiige tager lidt tid at blive færdig.
Jeg er blevet omvendt og de onde minder om folkeskolens bomuldstrik er for evigt begravet. Nu ser jeg frem til strikhygge i sofaen hver aften og har mit strikketøj med alle steder. Mit øve-halstørklæde ligger stadig halvfærdigt over i strikkekurven. Måske der er en anden, der kan strikke et par pinde og få smag for strikkerierne.

Læs også