Baked alaska med hindbærparfait
Mad

Baked alaska med hindbærparfait

22. oktober 2021
af Timm Vladimir
Foto: Columbus Leth
Ud over at være smuk at se på, smager baked alaska også helt fantastisk. Og den er faktisk slet ikke så svært at lave som den ser ud. Værs'go - her få du opskriften på baked alaska med hindbærparfait
14 min4 personer

BAKED ALASKA

  • 75 g smør
  • 100 g flormelis
  • 2 æg
  • 75 g hvedemel
  • 75 g hvid chokolade
  • 50 g pistacienødder

HINDBÆRPARFAIT

  • 1 blad husblas
  • 100 g hindbær
  • 2 spsk. sukker
  • 2-3 spsk. vand
  • 2 æggeblommer
  • 2 spsk. sukker
  • 2 dl piskefløde
  • 1 halvkugleformet silikoneform

MARENGS

  • 3 æggehvider
  • 150 g sukker
  • 2 tsk. frysetørret hindbærstøv
  • 1 sprøjtepose med stjerneformet tylle
  • 1 creme brulé-brænder

PYNT

  • stedmoderblomster
  • kagestøv (f.eks. fra Mill & Mortar)

Opskrift - sådan laver du baked alaska med hindbærparfait

  1. Tænd ovnen på 180°. Pisk smør og flormelis til en ensartet masse med en elpisker. Tilsæt æggene, 1 ad gangen. Vend melet i. Hak chokolade og pistacienødder, og vend begge dele i dejen.
  2. Smør dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir i ca. 1 cm’s tykkelse. Bag kagen i ovnen i 12-14 minutter, til den er akkurat gylden på toppen. Afkøl på en bagerist.
  3. Stik 4 cirkler ud med en udstikker eller et glas, så de passer til diameteren på silikoneformen.
  4. HINDBÆRPARFAIT: Udblød husblas i koldt vand i 5 minutter. Kog hindbær op med 2 spsk. sukker og 2-3 spsk. vand i 8 minutter.
  5. Blend hindbærkompotten med en stavblender, og passér den gennem en sigte, så kernerne sies fra. Rør husblassen i, så den smelter, og lad hindbærkompotten køle af, til den er håndvarm.
  6. Pisk æggeblommerne med 2 spsk. sukker, til de er luftige, og fold dem i hindbærkompotten. Pisk fløden til flødeskum, og fold den i.
  7. Fordel parfaitcremen i silikoneformen, læg kage-cirklerne over, og stil dem i fryseren i mindst 4 timer.
  8. MARENGS: Pisk æggehviderne stive, og tilsæt sukkeret. Pisk, til marengsen er helt stiv, og der ikke er knasende sukkerkorn tilbage. Pisk hindbærstøv i, og fyld marengsen i sprøjteposen.
  9. Frigør parfaitkuplerne fra formen, og sæt marengstoppe på over hele overfladen. Brænd forsigtigt med en creme brulé-brænder, eller giv desserterne en meget kort tur under den varme ovngrill.
  10. PYNT: Pynt med blomster, drys med kagestøv, og servér straks.

OBS: Baked Alaska er nem, men kræver lidt udstyr

Det kræver en halvkugleformet silikoneform, en sprøjtepose, en creme brulé-brænder – og ikke mindst en stor kærlighed til hindbær og lyserøde desserter!

Hvad er en baked Alaska?

I navnet ’baked Alaska’ er en klang af eksklusivitet som ikke helt findes i det danske navn. Retten kunne nemlig også bare hedde indbagt is. Nogle steder kendes retten også navnet ’norsk omelet’, der har samme referenceramme som det engelske navn — det kolde, nordliggende land og en lun ret. Det siges at retten blev døbt ’baked Alaska’ i forbindelse med at USA overtog Alaska-området fra russerne.

Læs også