Jeg plejer at sige ”lad os bare droppe julegaverne”, men nu har jeg skiftet mening

Hvad ønsker du dig?”, spurgte min datter sin datter, der var i bad. Den fireårige så sig rundt i det tilduggede badeværelse, ransagede sin indre ønskesky og svarede: ”Jeg ønsker mig sådan et badeværelse her, når jeg bliver stor… ”

Så mangler man ikke noget, vel? Man kan ikke sparke sig ind i værelset for legetøj, og det handler jo ikke kun om det materielle: Hun har som flertallet af heldige danske børn også fuld plade på oplevelser og opmærksomhed.

Jeg lægger ikke op til en indigneret svada om, hvor forkælede børn er, og om, at de får alt. Det gør de. Men det gør alle vi andre jo også. Hvor længe er det siden, at du sidst har manglet noget sådan for alvor og har gået og ønsket dig noget rigtigt længe? Altså materielle ting?

Jeg fortæller historien, fordi nu er det jul og gavetid. Og rent psykologisk risikerer vi allesammen at havne i en situation, hvor vi, når nogen spørger, hvad vi ønsker os, kommer til at kigge på lampen på skrivebordet og siger: ”Måske en ny lampe?” lidt ligesom mit barnebarn.

Det kalder man perceptual anchoring. Det betyder oversat til ganske almindeligt sprog, at vi hverken har behov for noget, eller fantasi til at forestille os noget, vi kunne blive glade for. Vi tager bare det første og det bedste, eller det vi plejer.

Hver familie har sin egen farmor, der hvert år ønsker sig ”fred på jord” og ”at I er gode ved mig”, og som ender med at få Sloggi, Anais Anais og guldmodellen fra Anton Berg. Når vi ikke længere mangler noget, og selv kan opfylde de fleste ønsker i realtid, bliver en fysisk gave, noget mærkeligt noget.

Den mister sin rolle som katalysator for noget af det, vi elsker allermest ved at få og at give: Forventning, længsel og fantasi. Det, vi mister, er især processen: Ønskesedlen som et rum, vi kan drømme i. Ventetiden som et følelsesmæssigt forspil. Og overraskelsen som symbol på relationel opmærksomhed.

Gaver er med andre ord ren hjernegymnastik for den del af hjernen, der står for selvkontrol, overblik og langsigtet tænkning – og knas for dopaminniveauet. Sidstnævnte stiger både, når vi giver og får gaver, men faktisk også når vi forestiller os at give eller modtage. Dopamin er i lige så høj grad et forventningshormon som et belønningshormon.

Vi vokser af forventninger. Jo længere ventetid, jo større forventning, jo større glæde. Interessant nok er evnen til at udsætte behov også kulturelt præget.

Japanske børn er bedre til at vente på madbelønninger, mens amerikanske børn typisk er mere villige til at vente på at åbne gaver. Ifølge en undersøgelse i magasinet Psychology Today vælger flertallet at få en hurtig, men kortvarig opladning af deres telefon frem for at vente lidt længere på fuld opladning.

Det hedder tidsdikontering: Vi vægter en mindre belønning her og nu højere end en større belønning senere. Og det bliver vores præfrontale cortex doven af.

Derfor mener jeg – i modsætning til sidste og forrige år – at julegaven skal genopfindes, også til voksne. Jeg vil give julegaver, der overrasker. Noget, der viser, at ”vi to” har noget særligt sammen, og noget, der gør nogen rigtig glad i lang tid.