Barsel - gode råd
Familieliv

På barsel? Det er helt ok at synes, at det er lidt træls

30. april 2018
Redigeret d. 30. april 2018 (udgivet første gang d. 10. juni 2013) - af Lisbeth Madsen, foto: Panthermedia
At være på barsel kan være en meget stille periode i kvinders liv. Læs barselcoachens gode råd her.

I bogen "Din komplette, helt uundværlige, stærkt beroligende og fuldstændig ærlige mor-manual" af journalist Tine Holander kommer barselscoach Christina Tatarczuk med sine gode råd til kvinder, der står og skal holde barsel. En del af dem handler om, at man skal forberede sig på, at det både kan være en hård og til tider kedelig opgave, der ligger forude.

3 råd om barsel fra Mor-manualen:

1) Det er ikke sikkert, at du både kan nå at holde hus og hjem, samtidig med at du passer barnet. Det er helt okay at melde fra på den front.

2) Sørg for, at du har lidt frihed i løbet af din dag, da det er hårdt at være på døgnet rundt.

3) Du bliver ikke udfordret i arbejdsmæssig sammenhæng, når du er på barsel og kan derfor komme til at føle dig "dummere". Men husk, at det kun er for en periode.

Barsels-forventninger

En barsel går primært ud på den daglige pasning af et lille barn. Men mange kvinder skruer forventningerne om alt det, de skal nå urealistisk højt op. Det kan resultere i skuffelse og en uoverskuelig udmattelse.

Læs også: Flere og flere mænd ønsker også at få en lang barsel.

- Der er ingen tvivl om, at der er en stor gruppe kvinder, der har en forestilling om, at en barsel kun er forbundet med noget hyggeligt, dejligt og romantisk. Barslen er jo også afbilledet på en fantastisk måde. Men det er slet ikke sikkert, at man får et barn, der er foreneligt, med alle de planer, man har lagt. Og det er heller ikke sikkert, at man har det overskud, man har drømt om, siger Christina Tatarczuk og fortsætter:

- Et barn kan sagtens vise sig at være en kæp i hjulet, for alle de planer man ellers havde. Det er barnet, der bestemmer tempoet, og det kan komme langt ned. At passe barnet er et fuldtidsjob, og det er et job, der kan være forbundet med en næsten dræbende stilhed og ro, siger hun.

Læs også: Følg din graviditet uge for uge på Mama.dk

Forbered dig på at din barsel kan blive hård

I stedet for at lægge planer for de næste mange måneder, før dit barn overhovedet er kommet til verden, så slå koldt vand i blodet og forbered dig på, at det kan blive en meget stille periode, du skal gå igennem.

- Den bedste tilgang er: "Nu må jeg vente at se, hvad det er for et slags barn, jeg får", siger Christina Tatarczuk.

Læs også: Den hjælp, mødre får til amning af det offentlige, er ofte ikke god nok. Læs mere her.

Hvis du sidder i saksen nu

Hvis du er hende, der netop nu sidder på din barsel og synes, at din situation er alt andet, end det du havde forestillet dig, så er løsningen at acceptere, at du er træt af det hele og få talt ud om det, siger coachen.

- Du skal give dig selv lov til at have det sådan. Tillad dig selv at synes, at det hele er træls. Og hvis du føler at din mødregruppe er konkurrencepræget og giver dig endnu mere pres, så meld dig ud. Søg i stedet at læsse af på gode veninder eller andre mødre, der er i samme situation, siger Christina Tatarczuk.

Hun mener ikke, at manden altid er den bedste at tale med om din situation, men at han måske kan hjælpe det praktiske i stedet.

- Måske er du heldig at have en partner, du kan tale med om dine oplevelser på barsel, og hvordan du har det med det. Men mænd er ofte bedre til at finde løsninger end til blot at lytte og forstå. Derfor er det nok bedre at finde ud af, om han kan aflaste dig lidt med barn og pligter, så du kan få noget luft og lidt frihed, siger hun.

Læs også