Andrea Baks klumme: Giv pokker i fordommene!

Har du nogensinde fået tårer i øjnene, når du var ude at shoppe tøj? Det har jeg. I mange år var mit eneste kriterium, når jeg shoppede, at tøjet skulle kunne dække min krop. Min personlige smag og stil skelede jeg ikke til - faktisk anede jeg ikke, hvad min personlige stil var. Jeg frygtede tøjbutikkernes prøverum med deres nådeløse lys og det stramme tøj, jeg aldrig kunne passe fordi jeg var en størrelse 48 og ikke en 38.

Første gang jeg oplevede at få glædestårer i øjnene under en shoppetur var i Macy's i New York. Halvdelen af øverste etage i det enorme varehus er dedikeret til plus size women, og glimrer ved sit totale fravær af de uformelige t-shirts og teltkjoler og løsthængende jeans, som havde forvildet sig ind i mit klædeskab. På vej ud af butikken, hårdt læsset med lækkert, velsiddende designertøj, som fik mig til at ligne en million, blev jeg grebet jeg af en stor trang til at takke ekspedienten for min triumf. ”Selv tak,” udbrød hun lettere overrasket, og tilføede et ”Det manglede da bare,” som om det var den største selvfølgelighed i verden, at en tyk dame kan gå direkte ind fra gaden og købe det samme lækre tøj som alle andre.

Det er en selvfølgelighed i USA, hvor forbrugerne generelt ikke er bange for at kræve deres ret – heller ikke når det gælder tøj og selv om både deres læge og damebladene i hans venteværelse mener, de burde gå på slankekur. Den oplevelse blev en øjenåbner for mig, og grunden til, at jeg efterfølgende blev stor fan af at shoppe tøj på nettet. For pludselig var der åbnet en ny verden for mig: en verden hvor jeg kunne vælge og vrage ud fra hvad jeg syntes var pænt og passede til min stil fremfor at fokusere på at dække mig til.

Det gik op for mig, at min krop ikke er grim og forkert. Den er faktisk rigtig pæn, men det kræver tøj i det rette snit at fremhæve alle de fordele, jeg render rundt med, og det gik op for mig, at det dummeste i verden er at kaste en uformelig, løstsiddende sag på, i den tro at andre mennesker pludselig ikke kan se, at jeg er tyk. For det kan de. Uanset hvor løse mine bukser er, kan man se, at jeg har en stor røv og store lår, og hvad så? Det er kun, når jeg åbenlyst skammer mig så meget over det, at jeg føler trang til at skjule det, at det bliver et problem. Hvis jeg tager et par velsiddende skinny jeans på og en top, der matcher og owner min krop og min vægt, ser jeg ikke alene meget smukkere ud - jeg ser faktisk og slankere ud. Win-win!

Der skete rigtig meget med indholdet i mit klædeskab efter den tur i Macy's. Jeg lugede gevaldigt ud, og det skete udfra hvordan jeg havde det indeni, når jeg tog tøjet på og knap så meget efter hvordan jeg så ud. Det virkede. Løse jeans, der fik mig til at føle kedelig og uattraktiv, veg pladsen til fordel for tætsiddende nederdele, der fik mig til at føle mig velklædt, handlekraftig og fandenivoldsk. Efter en tilvænningsperiode med en del angst og bæven, gik det op for mig, at andre reagerer mest på, hvordan jeg bærer mig selv, og ikke så meget på, om jeg har en stor mave og mormordeller på armene.

Jeg fandt ud af, at den virkelige forskel lå i min egen opfattelse af, hvad jeg kan tillade mig at iklæde mig. I mange år havde jeg ladet mig nøje med billigt tøj i dårlig pasform fordi jeg ikke undede mig noget bedre tøj så længe, jeg så ud som jeg gjorde. I stedet gik jeg rundt og forestillede mig alt det lækre tøj, jeg skulle købe, når jeg blev en størrelse 38. Det er simpelthen det dummeste, man kan gøre, og hvis du lider af samme syndrom, vil jeg gerne have lov til at give dig et kærligt klask bagi for at få dig til at vågne op.

Kan du huske billedet af Adele til Brit Awards i 2012, hvor hun gav fingeren, da værten afbrød hendes tale? Det billede har jeg printet ud og hængt op på indersiden af mit klædeskab, til de dage, hvor jeg bliver fanget i tanker omkring, at jeg ikke kan tage en tætsiddende kjole på fordi jeg er tyk. Jeg elsker det billede. Enhver kan se, at Adele ikke er en størrelse 38, men enhver kan også se, at hun er megalækker og smuk. Forestil dig, om det ville have virket lige så stærkt, hvis hun havde stået på scenen i en kjole, der mest af alt lignede et villatelt med lange ærmer. Nej, vel? Nu er det ikke fordi, jeg vil opfordre dig til at gå rundt og give alle og enhver fingeren, men vær sød at give fingeren til forvildelsen omkring at man ikke kan være lækker, når man er tyk.