Pottetræning
Familieliv

Pottetræning på kun 3 dage: Sådan smider dit barn bleen

16. februar 2016
af Redaktionen
foto: Panthermedia
En amerikansk metode til pottetræning hitter i USA. Den kan efter sigende få barnet til at smide bleen på blot 3 dage.

Den amerikanske mor Lora Jensen har seks børn og derfor også stor erfaring med, hvad der virker og ikke virker, når det kommer til pottetræning.

Hun mener, at alle børn er klar til at blive pottetrænet, når de er 22 måneder gamle, og at børnene kan blive blefri på blot tre dage, hvis man følger nogle ganske simple råd.

LÆS OGSÅ: Gør pottetræning til en leg med 'Frost'

Disse råd lister hun i sin bog ’3 Day Potty Training’, som har opnået stor popularitet i USA og har været omtalt på tv-kanaler som NBC og ABC samt i en række større forældremagasiner som en af markedets mest effektive pottetræningsmetoder.

Hendes 3 vigtigste råd til pottetræning er:

1. Barnet skal lære selv at lytte til sin krop

Mind hele tiden barnet om, at det selv skal fortælle, når det skal på potten. Du skal ikke spørge, om barnet skal tisse eller lave stort. Det er dit barn, som skal have kontrol over situationen. Har barnet tisset i bukserne, så forklar barnet, at det skal sige til dig næste gang, at det skal tisse. Gør det, hver gang det sker. Pottetræning kræver tålmodighed og lykkes ikke nødvendigvis efter de første få 'uheld'.

2. Barnet skal være motiveret - ikke distraheret

For at jeres pottetræning skal lykkes på de tre dage, er et vigtigt, at de tre dage tilbringes koncentreret derhjemme uden de store distraktioner som tablets og tv, som barnet nok også vil finde mere spændende. Vær også selv til stede i nuet med dit barn, så I sammen kan få projektet til at lykkes. Husk at fejre det, hver gang dit barn har en succesfuld tur på potten - dans f.eks. en glædesdans eller giv barnet et klistermærke til sin helt særlige 'regnskabsbog'. Det motiverer til flere pottebesøg.

LÆS OGSÅ: Hvornår er dit barn klar til at smide bleen - og hvordan gør I? Få flere gode råd her

3. Gå 100 % ind i projektet

Tro på, at metoden virker, og at dit barn snart vil smide bleen. Din tiltro smitter af på barnet og giver barnet ro til at lære det. Smid evt. barnets bleer ud, så der ingen undskyldning er for at tænke ’vi holder lige en pause med pottetræningen og prøver igen en anden gang’. Du kan evt. finde flere af Lora Jensens råd til pottetræning på tre dage i hendes bog, som kan købes via hendes egen hjemmeside.

Kilde: Dagens.dk

Læs også