https://imgix.femina.dk/media/article/1820-foraeldretyoer.jpg
Familieliv

6 forældretyper, du kan forvente at møde, når dit barn starter i skole

7. juni 2018
af Charlotte Hallbæck
Hvis ikke du kender dem i forvejen, så kommer du til det, når dit barn starter i skole: De forskellige forældretyper, der indimellem kræver, du trækker vejret dybt ned i maven, inden du tropper op til forældremødet.

Det er i sandhed en stor begivenhed i dit barns liv, når det starter i skole. Men det er det så sandelig også for dig som forælder - for det betyder minimum 10 års samarbejde og socialisering med de andre forældre i klassen. Vi har listet en række arketyper, som du måske vil møde på din vej. Be prepared!

Forældretype 1: Hende, der ALTID har tid

Når du afleverer dit barn (fem minutter for sent), kan du være stensikker på, at Emma-Emilies mor allerede sidder klar til at deltage i morgensang på skolen. Efter hun har klaret en 12 timers vagt som kirurg.

Det er også Emma-Emilies mor, der altid har ekstra - hjemmesyet - udklædning med til fastelavn, så der ikke er nogle børn (det kunne bl.a. være dit eget), der skal lide den ydmygelse at komme i almindeligt tøj, fordi deres forældre har glemt, de skulle være udklædt.

Når du i et fortroligt øjeblik spørger hende, hvordan hun kan frembringe så stort et overskud, kigger hun oprigtigt uforstående på dig og spørger: ”Hvad for et overskud?”.

Mad, hun tager med til klassefestbuffetten: En flot vandmelon kunstfærdigt udskåret som haj, pyntet med vindruer og friske bær. Både sund, kreativ og appetitlig.

Forældretype 2: Faren, der skal problematisere alt

Han sidder klar med korslagte arme og maskulint spredte ben til forældremødet, og der går ikke mange minutter, før han rækker hånden i vejret og sige ”Den dér bliver jeg nok lige nødt til at udfordre”, når stakkels Ibens mor stiller et forslag om, at der skal oprettes en lukket Facebookgruppe til klassens børn. Han er nemlig selvudnævnt ekspert i ALT (bl.a. datasikkerhed, og sådan en lukket gruppe er slet, slet ikke sikker nok), og derfor ser han det også som sit ansvar at stille spørgsmålstegn ved alle beslutninger. Til gengæld har han så aldrig en løsning på hverken det med Facebookgruppen eller nogle af de andre ting, han stiller sig på bagbenene overfor.

Mad, han tager med til klassefestbuffeten: Ingenting. Det er ikke sikkert at spise mad, andre har lavet.

LÆS OGSÅ: 9 ting, ingen fortæller dig om livet med et skolebarn (men vi gør)

Forældretype 3: Hende, der helst vil have god stemning

Kurts mor får det skidt indeni, hvis bølgerne begynder at gå lidt for højt til forældremødet, for det ER altså rarest, når der er god stemning, ikke? I stedet prøver hun desperat at dreje opmærksomheden over på de hyggelige ting – eventuelt ved at snakke om den næste fest, der skal arrangeres.

Du kan kende hende på, at hun indleder alle forældremøder med at rose lærerne for den flotte stoleopsætning og klapper efter powerpointpræsentationen.

Mad, hun tager med på klassefestbuffeten: En hel masse forskelligt, der skulle jo nødig mangle noget.

Forældretype 4: Den bekymrede mor

Ida-Ofelias mor er ofte børnepsykolog og er MEGET optaget af trivslen i klassen. Hun tager desværre bare alt for ofte udgangspunkt i sit eget barn, og generaliserer så ud fra det. Kollektive beskeder bliver altid ført tilbage til hendes eget barn. For fint nok, at der er nogle børn, der kæmper med lektierne derhjemme, men det er altså SLET ikke noget problem hjemme hos os, og deres kognitive udvikling ... bla bla bla ... så måske skulle vi hellere have lidt flere? Ofte hørt fra Ida-Ofelias mor: ”Det bekymrer mig, at ...”

Mad, hun tager med til klassefestbuffeten: Noget med perlespelt, der giver børnene masser af sund energi.

Forældretype 5: Intet-er-for-godt-til-vores-barn-forældrene

Du kan være stensikker på, at lille William sidder klar første skoledag efter sommerferien med en spritny MacBook og den nyeste iPhone. Helst købt i New York eller en anden storby, som de ofte tager flyveren til for at shoppe. Derhjemme har de selvfølgelig et gamer-rum fyldt med det nyeste teknologi, for hvordan skulle man helt ærligt ellers kunne ruste sit barn nogenlunde til fremtiden og en mulig plads på Counter Strike-landsholdet? Der skal altså nogle gadgets og nogle ekstra fridage til. Når William holder børnefødselsdag, bliver hele klassen inviteret på overnatning til Lalandia.

Mad, de tager med til klassefestbuffeten: Noget dyr takeaway.

LÆS OGSÅ: 6 gode råd til skolestart

Forældretype 6: Spøgelsesforældrene

Spøgelsesforældrene er de der fraværende typer, der – som navnet antyder - aldrig viser sig på skolen. Når de så en sjælden gang dukker op, har du måske endda oplevet at gå hen og præsentere dig for dem i den tro, at det er den nye dreng i klassens forældre. Men det er det overhovedet ikke, det er nemlig Sanders forældre, der altså er missing in action på alt, der involverer deres barns skolegang. Det er ligesom Sanders projekt.

Mad, de tager med til klassefestbuffeten: Ingenting, selvfølgelig – de dukker nemlig slet ikke op.

Læs også