babynavne, hvad skal min baby hedde?, hvordan finder jeg et babynavn
Hvad hedder vi?

Her er de mest populære babynavne lige nu

19. januar 2023
af Katrine Rosenbæk & Redaktionen
Foto: Unsplash
Så er den her igen. Listen over de mest populære navne, danskerne giver deres børn. Få styr på navnetendenserne, og bliv inspireret til både drenge- og pigenavne her.

Ella og William.

De to navne har rigtig mange forældre valgt at kalde deres nyfødte i første halvdel af 2022.

Faktisk er det de mest populære navne blandt nyfødte. Det viser den årlige opgørelse fra Danmarks Statistik over navngivning af nyfødte, som netop er kommet.

Ella har rykket sig fra en fjerdeplads i 2021 til førstepladsen, mens William har rykket sig fra en tredjeplads i 2021 til førstepladsen i 2022.

Det betyder også, at de mest populære navne i 2021, Oscar og Alma, rykker ned på anden pladsen.

Ud af 1.000 piger blev 16 kaldt for Ella, mens 19 ud af 1000 drenge blev kaldt William.

Top fem babynavne

Top fem pigenavne:

  1. Ella
  2. Alma
  3. Nora
  4. Ida
  5. Freja

Top fem drengenavne:

  1. William
  2. Oscar
  3. Carl
  4. Malthe
  5. Emil

Navnetendenser hos piger og drenge

Hos både pige- og drengenavne, er der nogle særlige tendenser, der går igen.

Navnene, som der ses på top 50-listen, er ofte navne fra oldeforældregenerationen, og det er der en helt særlig grund til.

Femina, har tidligere skrevet om, hvordan navne ofte kommer igen efter 100 år eller i hver tredje generation. De nyfødte i 2022 får derfor ofte tildelt et navn, som deres oldemor eller oldefar også hedder.

Af tendenser hos pigenavnene er det svært ikke at bide mærke i, hvor mange af navnene der ender med A.

Udover top fem nævner vi i flæng: Freja, Emma, Luna, Nora, Karla, Sofia, Anna, Asta... og ja, det bliver ved.

Du kan læse mere om tendensen her, der har været stor siden 2010.

Og hos drengene er store dele af Kongehuset faktisk også repræsenteret. I hvert fald deres navne.

Her har vi Christian på plads nummer 46, Vincent på plads nummer 39, Frederik ligger solidt på plads nummer 32, mens Felix befinder sig på plads nummer 16.

​Også hos pigerne, er der kongelige navne iblandt. Josefine ligger på plads nummer 23, og Isabella kommer lige efter på plads nummer 24.

Hvordan vælger jeg et godt babynavn?

Det kan være svært at finde det rette navn, der passer til din baby. For nogle er det også vigtigt at lære sin baby at kende, inden man finder et navn, mens andre allerede har et navn klar på forhånd.

Her er 5 ting, der er gode at tænke over, når du vælger et navn:

  • Sig navnet højt. Føles det rigtigt at sige højt? Lyt til rytmen i navnet, og om det passer godt sammen med efternavnet.
  • Undgå trends og idolnavne. De færreste børn har lyst til at hedde Elvis, Ronaldo eller Dolly. Pas på med at følge trendbølger, for navnemoden skifter.
  • Overvej et ekstra fornavn. Hvis du gerne vil have, at dit barn får et unikt navn, kan du overveje et ekstra fornavn. Barnet har også mulighed for at vælge navnet fra eller til.
  • Tag dig god tid. Lav en brainstorm og hav forskellige forslag i spil. Det haster ikke at finde et navn, selvom familien helt sikker spørger ind til det.
  • Stol på din mavefornemmelse. Tænk ikke så meget over navnets betydning, eller hvad andre synes. Hvis du mener, det er det rette navn, bør du gå med det.

Mere inspiration til babynavne

Er du stadig forvirret over, hvilket navn du skal give din kommende baby?

Du kan også kigge endnu længere tilbage i tiden og vælge et navn, der var populært for 100 år siden. Bliv inspireret til gamle navne i artiklen her.

Hvis du vil give dit barn et mere kreativt navn, kan det være en god ide at blive inspireret i kendisland, hvor der ofte er nogle unikke navne. Du kan læse mere om babynavne i kendisland her.

Læs også