https://imgix.femina.dk/media/68d0f2a81c704951a03bef8cca04a1e4.jpg
Gravid

Vitaminer under graviditeten

22. august 2010
af Anette Lunøe Jæger
Foto: Colourbox
Dit behov for visse vitaminer øges, mens du er gravid.

Vitaminer er livsvigtige for os mennekser, og ingen af de 13, vi har behov for, kan erstattes af noget andet.

D-vitamin
D-vitamin stimulerer optagelse af kalcium i tarmen og regulerer kalciumniveauet i blodet. D-vitaminer dannes i huden, når den udsættes for solens stråler, men du kan også få D-vitamin gennem fede fisk som laks og sild. D-vitamin findes i begrænset mængde i kød, fisk og æg, og det kan da også være svært at få dækket sit behov. Hvis du mangler D-vitamin imder gravditeten, kan det få betydning for barnets vækst og udvikling.

Folsyre
Folsyre er nødvendig for stofskiftet i cellerne og for at gøre kroppen i stand til at danne nye røde blodlegemer. Mangel på folsyre kan i værste fald medføre at dit barn får misdannelser i hjernen, kraniet eller i rygmarven, men det sker sjældent. Folsyren er vigtig ved befrugtningen og i de 12 første uger af graviditeten. Myndighederne anbefaler kvinder, der planlægger at blive gravide, at tage et tilskud af folsyre på 400 ug. Det svarer til det, der er i en multivitaminpille specielt til gravide. De vigtigste kilder til folsyre er grøntsager, frugt, mælk, korn, kød og kartofler.

A-vitamin
Det er et fedtopløsligt vitamin, som er nødvendigt for cellernes vækst, vores syn, huden og slimhinderne. Det er nemt at få dækket sit behov for vitamin A i den danske kost. Det dækker over to grupper, retinol, der findes i æg, kød, mælk og smør, og karotener, som kan omdannes til A-vitamin. Karotener findes i for eksempel gulerødder, tomater og spinat. Karoten kan du som gravid ikke få for meget af, men retinol kan give misdannelser på fostret. Myndeighederne anbefaler derfor, at du undgår lever og levertran, mens du er gravid. Men du må gerne spise leverpostej.

C-vitamin
Det er nødvendigt for mange funktioner i kroppen, blandt andet bindevæv, blodkar, hud, tænder og skelet. C-vitamin er også vigtig, fordi det øger optagelsen af jern og folsyre. Frugt, grøntsager og rodfrugter indeholder C-vitaminer, og særligt peberfrugter, hvidkål, kiwi og broccoli er gode kilder.

B12-vitamin
Er vigtig for produktionen af røde blodlegemer og nervesystemet. Det forekommer i for eksempel fisk, kød, æg, mælk og ost.

Andre B-vitaminer
Tiamin, riboflavin og niacin har betydning for kroppens stofskifte. De findes i for eksempel brød, gryn, kød, fisk og grøntsager.

Kilde: Sund mad til gravide og ammende af Gunilla Lindeberg og Marie Löf

Læs mere:
For mange vitaminer kan skade dit foster
Folinsyre kan styrke din baby

Læs også