Gravid

Barnløshed rammer flere: Dette øger graviditetschancerne med 50 %

Antallet af fertilitetsbehandlinger i Danmark er steget med 60 procent det seneste årti. Se her, hvor mange der rammes af barnløshed, og få forskeres bud på en simpel metode, der kan øge dine graviditetschancer med 50 procent.

Barnløshed rammer flere og flere danskere.

Antallet af fertilitetsbehandlinger er således steget med 60 procent det seneste årti. Som det ser ud nu, er hvert 10. barn resultatet af fertilitetsbehandling, og mellem 10 og 20 procent af alle par er barnløse.

De bekymrende tal har fået forskere fra Aarhus Universitet til at gennemgå 39 internationale undersøgelser, der har set på effekten af psykologisk behandling til i alt 3400 barnløse.

Psykologisk hjælp øger graviditetschancer med 50 procent

En kvindes graviditetschancer menes nemlig at blive påvirket af såvel fysiske som psykiske forhold. Forskning peger eksempelvis på, at stress og depression har biologiske konsekvenser, der kan have en negativ indflydelse på fertiliteten.

Og efter gennemgangen af de internationale undersøgelser konkluderer de danske forskere altså, at chancen for graviditet øges med hele 50 procent, hvis de barnløse modtager psykologisk hjælp i form af bl.a. afspænding, meditation og samtaler med ligestillede.

LÆS OGSÅ: Styrk din fertilitet - 10 gode råd

'Fertilitetsklinikker bør fokusere mere på patienters trivsel'

Dorthe Knudsen, der er formand for Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse (LFUB), håber, at fertilitetsklinikkerne i lyset af denne konklusion fremover vil fokusere endnu mere på patienters mentale velbefindende end hidtil.

Ikke mindst fordi barnløshed og fertilitetsbehandling i sig selv tærer hårdt på psyken, hvilket ikke just hjælper på graviditetschancerne:

- At være i behandling for barnløshed kan have store konsekvenser. Nogle går helt ned med flaget og må sygemeldes i længere tid. Nu ved vi, at psykologisk behandling hjælper, og derfor burde det være et tilbud til alle. Selv om nogle læger er gode menneskekendere, så er klinikkerne uddannet til at lave børn og ikke til alt det andet, som følger med, siger hun ifølge dagens.dk.

 

Læs mere om: