Caroline Gullacksen Hvenegaard
Familieliv

Caroline adopterede en pige: ”Jeg gik fra 100 procent afmagt til 100 procent lykke”

At blive mor er – og har altid været en stor ting. Her fortæller Caroline Gullacksen Hvenegaard om – endelig – at blive mor til lille Zoe fra Sydafrika.

– Jeg var sygemeldt med stress, fordi vi havde kæmpet så længe for at få børn, og det var så hårdt at stå på venteliste til adoption. Processen er meget lang. Da opringningen kom om, at der var et barn til os, var jeg helbredt: Jeg gik fra 100 procent afmagt til 100 procent lykke. Det var dér, vandet gik. Nu skulle jeg være mor. Jeg ringede til Pelle, som var ude for at hjælpe en ven med at male lejlighed, og sagde: ”Du skal være far til en lille pige”.

 

– Vi ville få oplysninger og foto tilsendt på en mail cirka halvanden time efter opkaldet. Vi kunne ikke vente. Pelle kom hjem, og vi sad bare og trykkede F5 konstant for at opdatere. SÅ kom den. Jeg tror, tiden stod stille, den stoppede bare og vi sad og kiggede på billedet af hende og tænkte: Gud hvor er hun smuk.

– Vi var heldige. Normalt kan der gå helt op til et halvt år, før man som adoptivforældre kan hente sit barn, men vi skulle være i Pretoria halvanden uge efter. Så vi havde vildt travlt og drønede rundt og hentede tøj og ting hos venner og familie. Klapstole her og barnevogn dér. Vi var fyldte med adrenalin, fordi vi var så lykkelige og samtidig skulle nå en hel masse. Vi var helt høje.

– Vi kom derned, og da jeg fik hende i armene, var det jo bare den ultimative lykke. Jeg tror, følelserne er de samme, som hvis man føder et barn. Og så kunne jeg kende hende. Det var pigen på billedet, det var min datter. Det var et meget specielt øjeblik, og selvfølgelig var det den vildeste lykkefølelse for os.

LÆS OGSÅ: Charlotte fik tre bonusbørn: "Mine egne børn trigger mig på en helt anden måde"

Ikke ultimativt lykken

– Men vi var nødt til at holde lidt igen. For det er ikke nødvendigvis den ultimative lykke for børn, der bliver adopteret, når de møder adoptivforældrene. Du fjerner dem jo fra noget genkendeligt, og pludselig skal de være sammen med mennesker, de ikke kender. Derfor kunne vi ikke bare overdænge hende med kys og kram, men skulle stille og roligt lære hende at kende. Vi var dog stadig helt høje. På det tidspunkt sov hun stadig to lure om dagen, og vi stod bare og kiggede ned på hende og tænkte: Vågner hun dog ikke snart ... Vi var så klar efter at have ventet så mange år. Det var overvældende.

– Det var rart at komme hjem til vores base og se hende komme ind i lejligheden. Nu kunne vi bygge rede. Vi gik i adoptiv-legestue med hende, og det var godt at møde ligesindede, fordi de kender omstændighederne omkring det at adoptere. Man giver for eksempel ikke bare sit barn til bedsteforældre eller venner. Der er nogle tilknytningsmæssige ting, som gør, at kun mor og far må tage barnet op, skifte, trøste og give mad. Det kan være svært for nogle at forstå, men vores datter skulle jo lære, hvad en mor og far er, så vi var ret meget på vagt over for det.

– Jeg har lige taget hul på arbejdslivet igen og er spændt på, hvordan det bliver. Jeg valgte jo at sige mit job op og har så været på selvbetalt barsel, siden vi fik hende. Vi havde ventet så længe, så jeg skulle ikke arbejde. Jeg skulle bare være sammen med min lille pige.

LÆS OGSÅ: Illona fødte derhjemme: "Det var spøjst, smukt og trygt"

Caroline Gullacksen Hvenegaard. 44 år, office manager hos Carve Consulting. Gift med Pelle Gullacksen Hvenegaard, bor på Christianshavn med deres to et halvt år gamle datter Zoe, som de blev forældre til i efteråret 2016, hvor de – efter en årelang kamp for at få børn – blev godkendt til adoption.

 

Læs mere om: