honningbjørnen humle
Søvn

"Tryk og glad godnatlæsning" - her får du godnathistorien om honningbjørnen Magne

Måske kender du allerede til Katrine Birk, der med sine "Tryk og glad"-bøger viser småbørnsforældre, hvordan de ved hjælp af bl.a. enkle akupressur- og zoneterapi-metoder kan lindre alt fra mavekneb til forkølelse. Nu er hun sammen med to andre forfattere aktuel med bogen "Tryk og glad godnatlæsning", der guider til det trygge putteritual ved hjælp af højtlæsning, blid akuoressur og zoneterapi.

Hvem af os har ikke prøvet aften efter aften at få en overgearet, energifyldt tumling til at overgive sig til søvnen - uden det store held?

Babybehandler Katrine Birk har sammen med sine medforfattere Lena Adalberth og Anne Marie Berså skrevet bogen "Tryk og glad godnatlæsning", der ved at kombinere højtlæsning med blid akupressur og zoneterapi baner vejen til en - forhåbentlig - nemmere og rarere vej til drømmeland for dit barn. I forvejen har Katrine Birk en stor følgerskare på de sociale medier, da hun også er forfatter til den meget populære "Tryk og glad"-serie, der hjælper forældre med selv at lindre alt fra forkølelser til mavekneb hos deres børn.

Med "Tryk og glad godnatlæsning" kombinerer forfatterne højtlæsning med zoneterapipunkter, og i første del af bogen giver de et indblik i de syv forskellige akupressur- og zoneterapipunkter på barnets krop, der skaber balance og hjælper søvnen på vej. Anden del fungerer som billedbog til de mindste med syv små godnathistorier om lille Tumle og hendes tøjdyr. Hver godnathistorie tager afsæt i et af bogens afslappende zoneterapipunkter.

LÆS OGSÅ: Netsundhedsplejerskens bedste putteråd til en god søvn

Her får du et uddrag fra bogen:

 

Honningbjørnen Magne

Tumle læner sit hoved op ad mor. Den næste historie, mor fortæller, handler om en bjørn og hans honningmad. Lille Tumle kan også godt lide honning.

Den lille bjørn, Magne, har smurt sig en stor honningmad. Han plejer altid at spise noget, inden han får børstet tænder og skal i seng. Magne er meget stolt af, at han selv kan smøre sin mad. Men da Magne vil tage en bid af maden, taber han den. Den lander midt i pelsen på brystet. Den lille bjørn prøver at fjerne honningen med sine små bjørnepoter. Han gnider og gnubber på honningen, men det bliver værre, jo mere han rører ved det. Til sidst sidder Magnes små bjørnepoter fast.

“Moar!” Magne kalder på sin mor. Bjørnemor kommer med det samme. Hun kigger kærligt på Magne og siger: “Det er vist tid til dit aftenbad”.

Det er helt okay med Magne.

I badet vasker Bjørnemor Magne med sæbe og dejlig varmt vand. Hun vasker al den klistre­de honning ud af pelsen. Vandet kommer til at dufte af honning. Det synes Magne er skønt. Bagefter tørrer mor ham i et blødt håndklæde.

“Sådan, lille Magne, nu er du helt ren igen.” Magne mærker på sin pels. Det er rigtigt nok. Han er helt ren og tør. Der er kun én ting galt. Han er stadig sulten.

“Kom, lille Magne,” siger Bjørnemor. “Nu går vi ud i køkkenet og smører to store honningmadder.”

Så får den lille bjørn endelig sin honningmad. Han spiser helt uden at spilde. Magne føler sig stolt. Og Bjørnemor er også stolt. “Godt gået,” siger hun.

Nu er det tid til at børste tænder, og så skal Magne sove.

Lille Tumle kan også godt lide at bade. Det er dejligt at sidde i det varme vand og lege. Og så bliver man så dejligt søvnig bagefter.

 

 

Tryk og glad godnatlæsningsbogen

"Tryk og glad godnatlæsning - enkel zoneterapi og akupressur med små historier til et kærligt putteritual" af Katrine Birk, Anne Marie Berså og Lena Adalberth er udgivet på Høst & Søn. Vejl. pris. 200 kr.

 

 

Læs mere om: