Baby
Gravid

7 VILDE ting din baby kan

5. april 2019
Fredag den 5. april 2019. Udgivet første gang 15. december 2015. Af Anne Romanelli. Foto: Panthermedia
Det er ingen hemmelighed, at en baby kan græde, fylde bleer - og få dit hjerte til at smelte! Men forskning viser, at de kan MEGET mere end det…

Din baby er i stand til meget mere end de 'klassiske' babyting, som man lige umiddelbart forbinder dem med.

Videnskabelige undersøgelser viser nemlig, at babyer ikke blot mestrer at fylde adskillige bleer i løbet af en dag, men bl.a. også er særdeles dygtige til at aflæse andre mennesker og afkode sprog - selvom de ikke engang kan sige deres eget navn endnu.

LÆS OGSÅ: Børn arver deres intelligens fra mor

7 fantastiske ting, din baby kan

1 Baby elsker mors stemme

En undersøgelse publiceret i tidsskiftet Pediatrics konkluderer, at spædbørn reagerer mere på mors ord end på fars ord. I undersøgelsen studerede man 33 babyer, som skiftevis hørte mors og fars stemme, og man opdagede, at babyerne reagerede på tre gange så mange ord fra mor som fra far. Forklaringen kan ifølge forskerne være, at mors stemme er lysere og derfor mere stimulerende for babyer.

2 Babyer mundaflæser

Forskere fra Florida Atlantic University har påvist, at babyer mundaflæser, når de er i gang med at lære at tale. Forskerne observerede 180 babyer i alderen 4, 6, 8, 10 og 12 måneder, mens de så videoer af voksne, der talte. Undersøgelsen viste, at når babyer er omkring 6 måneder gamle, holder de i højere grad op med at kigge de voksne i øjnene og begynder i stedet at fokusere på deres læber for at lære, hvordan man laver lyde. LÆS OGSÅ: 8 udbredte babyråd, der bare er myter

3 Babyer kan lære tegnsprog

Selvom babyer typisk ikke begynder at sige deres første ord før 1-årsalderen (og stadig har et begrænset ordforråd i 2-årsalderen), så er de allerede fra 6-månedersalderen i stand til at udvikle en betydelig evne udi tegnsprog. Når barnet er 6-8 måneder, begynder det at forstå enkeltord og faste vendinger, og her opstår der også et behov hos barnet for at give udtryk for noget bestemt. Simpelt tegnsprog som at pege på sin mund for ’sulten’ er en måde at gøre det på, og det lærer din baby hurtigt fra denne alder, hvis du bruger de samme tegn, hver gang du selv siger et ord, forklarer døveunderviser Line Fagerholdt.

4 Babyer kan beherske sig

En undersøgelse publiceret i tidsskriftet Cognitive Development har set nærmere på, hvordan 150 babyer i 15-månedersalderen reagerede ved først at betragte en voksen lege med en række støjende stykker legetøj, og dernæst se, hvordan denne voksen får skældud for at larme, når en anden voksen kommer ind i rummet. Bagefter fik alle babyerne lov til at lege frit selv med det pågældende legetøj – men halvdelen af dem blev dog overvåget af den voksen, der netop havde skældt den anden ud. Det viste sig, at babyerne, som ikke var under opsyn, legede med legetøjet uden tøven, mens de andre ventede lidt, før de gik i gang, og desuden legede med legetøjet på en anden måde, end de havde set den voksne gøre tidligere. Det indikerer, at babyerne prøvede at tilpasse sig, så de undgik også at få skæld ud – og altså kan udøve en vis form for selvkontrol.

5 Babyer kan høre forskel på sprog

Allerede ca. 30 timer efter fødslen kan babyer fornemme forskellen på lyde fra deres modersmål og lyde fra et fremmedsprog. Forskere fra Washington University har studeret 40 nyfødte, som brugte sutter forbundet til en computer. Når babyerne hørte lyde fra fremmede sprog, suttede de på sutterne meget længere, end når de hørte lyde fra deres modersmål. Det indikerer, at babyerne kunne kende forskel på sprogene. Grunden til, at babyer kan skelne sprog så tidligt, er, at de hører især moderens vokallyde, når de ligger inde i maven, og dem kan de genkende, når de kommer ud.

6 Babyer kan fornemme, hvad andre babyer føler

Allerede når babyer er 5 måneder gamle, er de i stand til at afkode hinandens følelser. Forskere på Brigham Young University i USA har studeret 20 babyer i denne alder og sammenlignet med 20 andre babyer, der var 3½ måneder gamle. Alle babyer blev placeret foran en skærm, der viste en video af en smilende baby og en video af en trist baby. Herefter afspillede forskerne også to lydoptagelser – én af en glad baby og én af en grædende baby. Mønstret var klart med babyerne på 5 måneder: Når de hørte den glade baby, kiggede de på skærmen med den smilende baby, og når de hørte den grædende baby, kiggede de på skærmen med den triste baby. De 3½ måneder gamle babyer havde ikke samme ’succes’ med at matche lydene med de rigtige billeder. LÆS OGSÅ: 9 vilde facts om tvillinger

7 Babyer kan skelne mellem godt og ondt

Forskere på Yale’s Baby konkluderer, at babyer kan skelne godt fra ondt, efter at man har udført en række eksperimenter med babyer under 24 måneder, hvor man brugte dukker til at opføre ’gode’ og ’onde’ situationer for dem. I et af eksperimenterne så babyerne eksempelvis en scene med en kat, som kæmper forgæves med at åbne en kasse, hvorefter en kanin i en grøn trøje kommer forbi og hjælper. Bagefter så babyerne så samme scene, hvor kaninen, dog iklædt en orange trøje, smækker kassen ondskabsfuldt i og løber sin vej. I 80 procent af tilfældene foretrak babyerne bagefter kaninen med den grønne trøje – altså den ’gode’ dukke. Det indikerer, at de allerede tidligt forstår betydningen af gode og onde handlinger. Kilde: Huffington Post

Læs også